Alene i godt selskab

Om ensomhed, forbundethed og retten til at trække sig

I dag fik jeg lyst til at være alene.

Jeg havde brugt noget af dagen på at rette i min bog, men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til mere. Jeg havde heller ikke lyst til at være social. Faktisk havde jeg mest lyst til at ligge på sofaen og lave absolut ingenting.

Så jeg satte fjernsynet på.

Jeg så et program med mennesker, der konkurrerede, grinede og var sammen. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var blevet i virkelig godt humør.

Det undrede mig.

For jeg havde netop trukket mig fra mennesker. Jeg havde brug for en pause fra det sociale. Og alligevel var det tilsyneladende mødet med andre mennesker – på sikker afstand gennem en skærm – der gjorde mig glad.

Måske havde jeg ikke brug for en pause fra forbundethed.

Måske havde jeg bare brug for en pause fra at deltage.

At være alene er ikke nødvendigvis at være ensom

Vi bruger ofte ordene alene og ensom næsten som synonymer.

Men psykologisk er der en vigtig forskel.

Ensomhed opstår, når der er afstand mellem den forbindelse, vi ønsker os, og den forbindelse, vi oplever at have. Alenetid kan derimod være selvvalgt. Den kan opleves som frihed, restitution og mulighed for at vende tilbage til sig selv.

Psykologen Peter Elsass undersøger i Kunsten at være alene netop forskellen mellem den påtvungne ensomhed og den selvvalgte alenetid. Og psykologisk forskning peger på, at tid alene kan have en følelsesregulerende funktion.

Psykologen Thuy-vy Nguyen og hendes kolleger har blandt andet fundet, at alenetid kan dæmpe intensiteten af vores følelsesmæssige aktivering. Når mennesker selv vælger at være alene, kan alenetiden desuden opleves mere positivt og blandt andet være forbundet med større afslapning.

Det betyder selvfølgelig ikke, at ensomhed er ufarlig, eller at mennesker ikke har brug for andre mennesker.

Men måske betyder det, at spørgsmålet ikke alene er, hvor meget social kontakt vi har.

Det interessante er også, hvordan vi oplever forbindelsen.

For man kan sidde ved et middagsbord omgivet af mennesker og føle sig frygtelig ensom.

Og man kan ligge alene på en sofa og føle sig mærkeligt forbundet med verden.

Evnen til at være alene

Psykoanalytikeren Donald Winnicott skrev allerede i 1958 om the capacity to be alone – evnen til at være alene.

Hos Winnicott er der et smukt paradoks: Evnen til at være alene udvikles ikke i isolation, men i relation.

Det lille barn kan efterhånden være alene, fordi det har erfaringen af en tryg anden med sig. Forbindelsen forsvinder ikke nødvendigvis, bare fordi den anden ikke er til stede lige nu.

På den måde kan det at kunne være alene måske også forstås som en form for tillid.

Jeg behøver ikke konstant at være i kontakt med dig for at vide, at forbindelsen findes.

Det er en interessant tanke i en tid, hvor vi har fået mulighed for næsten aldrig at være alene.

Når vi kan høre os selv igen

Alenetid kan noget andet end blot at give os en pause fra andre.

Den kan også give os mulighed for at opdage os selv lidt tydeligere.

I forskning i forskellige former for alenetid har psykologen Christopher Long og hans kolleger blandt andet identificeret det, de kalder inner-directed solitude – en form for alenetid præget af selvopdagelse og indre ro.

I nyere studier har mennesker på tværs af forskellige aldre ligeledes beskrevet alenetid som et rum for blandt andet refleksion, autonomi og personlig udvikling. Andre forskere har foreslået, at alenetid kan forstås som en tilstand, hvor den dominerende relation for en stund er relationen til os selv.

Det giver intuitivt mening.

Når vi er sammen med andre mennesker, orienterer vi os hele tiden – mere eller mindre bevidst – mod dem. Vi lytter, aflæser, svarer, tilpasser os, fortæller og reagerer.

Når vi er alene, forsvinder noget af denne orientering.

Og måske bliver der derfor lidt mere plads til at opdage: Hvad tænker jeg egentlig? Hvad har jeg lyst til? Hvad savner jeg?

Men måske bliver det også lettere at få øje på, hvad der faktisk betyder noget.

I narrativ terapi er man blandt andet optaget af menneskers værdier, håb, intentioner og det, de ønsker at stå for i deres liv. Det interessante er ikke nødvendigvis at finde frem til et skjult eller mere “autentisk” selv, men at blive mere opmærksom på, hvilke erfaringer og værdier man ønsker at give betydning.

Alenetiden kan skabe et særligt rum for netop det.

Når vi for en stund ikke skal forholde os til andres ønsker, reaktioner og forventninger, kan nogle ting træde tydeligere frem. Noget, der fyldte meget, viser sig måske ikke at være så vigtigt alligevel. Noget andet, som næsten var blevet overdøvet, viser sig at betyde langt mere.

Hvad vil jeg gerne bruge min tid på? Hvem vil jeg gerne være tæt på? Hvad vil jeg gerne skabe? Hvilke måder at være menneske på betyder noget for mig?

Alenetid behøver derfor ikke kun være en pause fra relationer.

Den kan også være et rum, hvor vi får mulighed for at lytte lidt tydeligere til, hvad vi ønsker at give betydning i vores eget liv.

Hvornår er vi egentlig utilgængelige?

Jeg kan være helt alene hjemme og samtidig være tilgængelig for andre.

Telefonen ligger ved siden af mig. En besked dukker op. Nogen reagerer på noget, jeg har lagt op. Nogen kan se, at jeg har set deres besked.

Og måske mærker jeg et lille pres for at svare.

Inden for psykologien findes begrebet telepressure: oplevelsen af, at man bør reagere hurtigt på digitale beskeder. Forskningen er især udviklet i forbindelse med arbejdslivet, hvor studier peger på, at digital kontakt uden for arbejdstiden kan gøre det vanskeligere at koble psykologisk fra.

Men fænomenet rejser et bredere spørgsmål.

For måske har vi ikke kun brug for at være fysisk alene.

Måske har vi indimellem brug for at være utilgængelige.

Ikke som en afvisning af andre mennesker, men som et midlertidigt rum, hvor vi ikke skal svare, aflæse, reagere eller være noget bestemt for nogen.

Når ensomheden ikke skal løses

Den buddhistiske lærer Pema Chödrön skriver om det, hun kalder cool loneliness.

Hun skelner mellem den rastløse ensomhed, vi straks forsøger at slippe væk fra, og en anden måde at være i alenetiden på: uden nødvendigvis straks at fylde den ud.

Det interessante ved den tanke er ikke, at vi skal lære at elske ensomhed.

Men at ensomhed og alenetid ikke altid behøver behandles som problemer, der øjeblikkeligt kræver en løsning.

Vi behøver måske ikke altid ringe til nogen.

Vi behøver ikke nødvendigvis lave en aftale.

Vi behøver ikke straks fylde stilheden ud.

Nogle gange kan vi blive der lidt.

Og måske opdage, at der allerede findes noget i den.

Alene – sammen med andre

For mig var der i dag fjernsyn i den.

Det er næsten komisk: Jeg havde brug for en pause fra mennesker og valgte derfor at bruge min pause på at se på mennesker.

Men måske er det ikke så selvmodsigende, som det først lyder.

Forskning i blandt andet parasociale relationer og såkaldt social surrogacy har undersøgt, hvordan fortællinger, fiktive universer og mennesker, vi møder gennem medier, kan bidrage til en oplevelse af social forbindelse og tilhørsforhold.

Det betyder ikke, at fjernsyn, bøger eller film kan erstatte menneskelige relationer.

Men måske kan de noget andet.

Når vi ser Hotel Romantik, bliver opslugt af en god film eller læser en roman, kan vi for en stund træde ind i andre menneskers liv. Vi genkender forelskelse, sorg, pinlighed, længsel, venskab og glæde.

Vi sidder alene.

Men vi er samtidig i kontakt med noget menneskeligt.

Kunst og fortællinger kan på den måde give os mulighed for at være alene i godt selskab.

Kravfri forbundethed

Jeg har fået lyst til at kalde det kravfri forbundethed.

En oplevelse af forbindelse, hvor der ikke samtidig stilles krav om deltagelse.

Jeg kan se mennesker grine uden selv at skulle være morsom.

Jeg kan blive berørt af en kærlighedshistorie uden at skulle tage ansvar for relationen.

Jeg kan læse om et andet menneskes sorg uden at skulle trøste.

Jeg kan opleve noget sammen med andre uden, at nogen har brug for noget fra mig.

Måske er det også en af kunstens særlige kvaliteter.

Den kan forbinde vores private erfaringer med noget større. Når et andet menneske skriver præcist om begær, skam, sorg eller kærlighed, kan en erfaring, der føltes helt privat, pludselig blive genkendelig.

Jeg sidder alene med bogen.

Og alligevel oplever jeg måske: Det er ikke kun mig.

Måske er det modsatte af ensomhed ikke selskab

Vi taler meget om ensomhed som et problem, der skal bekæmpes gennem mere social kontakt.

Og social forbindelse er uden tvivl afgørende for menneskers trivsel.

Men måske risikerer vi at gøre ligningen for simpel, hvis vi sætter lighedstegn mellem det at være alene og det at være ensom.

For måske er det modsatte af ensomhed ikke nødvendigvis selskab.

Måske er det forbundethed.

Forbundethed med andre mennesker, ja.

Men også med kunsten. Med fortællinger. Med naturen. Med minder. Med verden. Og måske med os selv.

Så måske skal vi ikke altid være så hurtige til at fylde alenetiden ud.

Nogle gange har vi brug for at lukke døren, lægge telefonen væk og være utilgængelige et øjeblik.

Ikke for at forsvinde fra verden.

Men for at være i den på en anden måde.

Alene.

Og alligevel i ganske godt selskab.