At følges

Om de former for samvær, hvor vi ikke hele tiden behøver gøre noget for at være sammen

I går skrev jeg om ensomhed, forbundethed og retten til at trække sig. Om de dage, hvor man har lyst til at være alene, og om hvor hurtigt vi kan komme til at gøre det til et problem. Som om ønsket om at trække sig nødvendigvis betyder, at der mangler noget.

I dag, midt i en hot yogatime, kom jeg til at tænke på noget andet.

Måske taler vi for lidt om alle de forskellige måder, vi kan være sammen på.

Jeg lå på min yogamåtte i et meget varmt rum sammen med en flok mennesker, jeg ikke kendte. Yogalæreren guidede os gennem timen. Rundt omkring mig lå andre mennesker på deres måtter. Vi bevægede os gennem de samme sekvenser, holdt pauser og trak vejret i det samme varme rum.

Vi talte ikke sammen.

Alligevel var vi sammen om noget.

Og det slog mig, hvor rart det egentlig var.

Når vi ikke behøver tale hele tiden

Jeg holder meget af samtaler. Af de lange samtaler, hvor tiden forsvinder, af at lære andre mennesker at kende og af den særlige følelse, der kan opstå, når man får sagt noget til et andet menneske, man ikke helt vidste, man tænkte.

Men samtalen er ikke den eneste måde, vi kan være forbundne på.

Nogle gange sidder jeg hos min far med benene oppe på sofaen. Vi taler selvfølgelig også sammen, men vi kan lige så godt sidde og se fjernsyn eller bare stene lidt.

Jeg holder virkelig af den ro, der kan være i bare at sidde sådan sammen.

Forbindelsen mellem os forsvinder ikke, når samtalen holder pause. Vi behøver ikke hele tiden gøre noget for at være sammen.

Vi er det allerede.

Jeg kender noget af det samme fra gåture med mennesker, jeg holder af.

Jeg elsker at gå uden nødvendigvis at skulle et bestemt sted hen. Bare at slentre. Samtalen kan fylde meget, forsvinde lidt og dukke op igen. Undervejs flytter opmærksomheden sig fra hinanden til et træ, en bygning, en hund, lyset eller noget andet, vi passerer.

Man behøver ikke hele tiden vende sig mod hinanden.

Man kan også vende sig mod verden sammen.

At gå

Det at gå har længe optaget forfattere og filosoffer.

Søren Kierkegaard var kendt for sine lange vandringer gennem København og skrev om forbindelsen mellem det at gå, tanken og sindet. Langt senere har den norske forfatter Tomas Espedal gjort selve vandringen til omdrejningspunkt i Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv.

Her bliver det at gå til mere end transport.

Man går ikke nødvendigvis kun for at komme fra ét sted til et andet. Det at være undervejs kan have værdi i sig selv.

Men hvad sker der, når vi ikke går alene?

Når vi følges?

Her bliver psykologisk forskning interessant.

I et studie fra 2020 undersøgte Kato og kolleger mennesker, der gik sammen. De fandt, at synkronisering af skridt og forskellige aspekter af deltagernes samtale hver især hang sammen med mere positive indtryk af den anden.

Det synes jeg er interessant.

For pointen er ikke, at samtalen er ligegyldig.

Samtalen kan noget.

Men kroppene kan tilsyneladende også noget.

Når vi går ved siden af hinanden, kan vi helt uden at tænke over det begynde at tilpasse vores bevægelser til hinanden.

Vi følges helt bogstaveligt.

At dele verden

Og måske betyder det også noget, hvor vi følges.

I et studie fra 2024 tilbragte 52 universitetsstuderende tid sammen to og to, dels i en park og dels indendørs. Efter den fælles aktivitet i parken rapporterede deltagerne større oplevelse af social forbindelse end efter aktiviteten indendørs.

Studiet er lille, og deltagerne gik ikke bare formålsløst omkring. De udførte en fælles opgave.

Men resultatet åbner alligevel for en tanke, jeg godt kan lide:

Måske er omgivelserne ikke bare en kulisse for vores relationer.

Det sted, vi befinder os sammen, kan blive en del af samværet.

Når vi går gennem en skov, langs vandet eller gennem byen, har vi hele tiden noget tredje at rette opmærksomheden mod.

Vi behøver ikke holde hinandens blik eller holde samtalen i gang.

Samtalen kan komme og gå, mens samværet fortsætter.

Vi går bare videre ved siden af hinanden.

Kroppene i det varme rum

Det bringer mig tilbage til hot yoga.

For også her deler vi ikke bare et rum. Vi bevæger os sammen.

Vi rejser os. Holder stillinger. Skifter position. Lægger os igen.

Forskning i interpersonal synchrony – synkronisering mellem menneskers bevægelser og handlinger – tyder på, at det at bevæge sig synkront kan påvirke vores oplevelse af samhørighed.

I en meta-analyse af 42 studier med mere end 4.300 deltagere fandt forskerne blandt andet en positiv effekt af synkrone aktiviteter på oplevet social forbindelse.

Det betyder selvfølgelig ikke, at en hot yogaklasse automatisk skaber et nært fællesskab.

Jeg kender ikke engang navnene på de fleste mennesker i rummet.

Men deres tilstedeværelse bliver alligevel en del af oplevelsen.

Der er en lærer, som holder strukturen og guider os gennem timen. Der er mennesker omkring mig, som er optaget af nogenlunde det samme som mig. I en times tid bevæger vores kroppe sig gennem den samme praksis.

Jeg behøver ikke vide noget om dem.

De behøver ikke vide noget om mig.

Vi følges bare lidt.

Og hvad med varmen?

Der findes efterhånden også forskning i heated yoga.

I et randomiseret studie fra 2023 blev 80 voksne med moderat til svær depression fordelt mellem et otte ugers forløb med heated hatha yoga og en venteliste. Resultaterne var lovende og viste en større reduktion i depressive symptomer blandt deltagerne i yogagruppen.

Men det er vigtigt ikke at konkludere mere, end forskningen kan bære.

Studiet kan ikke fortælle os, om effekten skyldtes varmen, yogaen, bevægelsen, gruppen, læreren eller kombinationen af det hele.

Og måske behøver jeg heller ikke vide præcis, hvad varmen gjorde ved mig den formiddag.

Jeg ved bare, at der var noget særligt ved at ligge i det varme rum, omgivet af andre mennesker, uden at vi behøvede tale sammen eller kende hinanden.

Det var dér, tanken opstod.

At være stille sammen

For jeg har kendt oplevelsen længe før hot yoga.

Jeg har været på retreats i både Østrig og Sverige, hvor stilhed og meditation har fyldt meget.

Her kan mennesker meditere sammen, spise sammen og bevæge sig rundt på det samme sted uden nødvendigvis at vide særlig meget om hinanden.

Man kan være optaget af sin egen indre verden og samtidig have en tydelig oplevelse af de andre.

Også mindre studier af fælles meditation har undersøgt netop denne forbindelse mellem meditation og oplevelsen af social forbundethed.

Det er endnu ikke et forskningsfelt, hvor vi kan drage store konklusioner.

Men det rejser et spørgsmål, som jeg synes er interessant:

Hvor lidt skal der egentlig til, før vi oplever, at vi er sammen med andre?

Vi forventer måske hinanden

En mulig ramme om noget af dette findes i Social Baseline Theory.

Teorien udfordrer forestillingen om det isolerede individ som menneskets naturlige udgangspunkt og sociale relationer som noget, der bagefter bliver lagt ovenpå.

Ifølge teorien forventer den menneskelige hjerne i en vis forstand adgang til andre mennesker.

Sociale relationer kan fungere som ressourcer, der hjælper os med at håndtere risiko og den indsats, det kræver at navigere i verden. Forskerne taler blandt andet om load sharing – at tilgængeligheden af andre kan være med til at fordele den belastning, vi ellers skulle håndtere alene.

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver fremmed på yogamåtten ved siden af os automatisk gør os trygge.

Og relationen til et menneske, vi elsker, er noget helt andet end tilstedeværelsen af en gruppe fremmede.

Men måske kan teorien hjælpe os med at forstå noget mere grundlæggende:

At andre menneskers tilstedeværelse kan betyde noget, også når vi ikke konstant interagerer med dem.

At følges

Måske har jeg nogle gange tænkt for binært om det sociale.

Alene eller sammen.

Stilhed eller samtale.

Tilbagetrækning eller kontakt.

Men virkeligheden er mere flydende.

Jeg kan have brug for at være helt alene.

Jeg kan have brug for en lang samtale med et menneske, jeg holder af.

Og jeg kan have brug for den særlige form for samvær, hvor vi ikke behøver gøre ret meget for at holde forbindelsen i gang.

At sidde på en sofa ved siden af nogen.

At gå uden et bestemt mål.

At meditere blandt andre.

At ligge på en yogamåtte i et varmt rum, mens andre mennesker bevæger sig omkring mig.

Måske er noget af det fine ved menneskelig forbindelse netop, at den kan tage så mange former.

Vi kan tale sammen. Grine. Fortælle. Spørge. Diskutere. Lære hinanden at kende.

Og vi kan være stille.

Vi kan kigge ud på verden.

Vi kan gå ved siden af hinanden uden nødvendigvis at skulle nogen steder.

Nogle gange kan vi vende os mod verden sammen.

Og følges.

Kilder

Coan, J. A., & Sbarra, D. A. (2015). Social Baseline Theory: The Social Regulation of Risk and Effort. Current Opinion in Psychology, 1, 87–91. https://doi.org/10.1016/j.copsyc.2014.12.021

Henderson, L., Tipper, L., Willicombe, S., & Gattis, M. (2024). Shared time in nature increases feelings of social connection amongst university students. Journal of Environmental Psychology, 96, 102343. https://doi.org/10.1016/j.jenvp.2024.102343

Kato, M., Kitagawa, N., Kimura, T., Takano, Y., Takagi, T., Hirose, H., & Kashino, M. (2020). Walking and talking independently predict interpersonal impressions. Acta Psychologica, 210, 103172. https://doi.org/10.1016/j.actpsy.2020.103172

Mogan, R., Fischer, R., & Bulbulia, J. A. (2017). To be in synchrony or not? A meta-analysis of synchrony's effects on behavior, perception, cognition and affect. Journal of Experimental Social Psychology, 72, 13–20. https://doi.org/10.1016/j.jesp.2017.03.009

Nyer, M. B., et al. (2023). A Randomized Controlled Trial of Community-Delivered Heated Hatha Yoga for Moderate-to-Severe Depression. Journal of Clinical Psychiatry, 84(6), 22m14621. https://doi.org/10.4088/JCP.22m14621

Espedal, T. Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv.