Om fremmedgørelse, selvforglemmelse og det at blive levende i mødet med et andet menneske
Forestil dig to mennesker, der er faret vild i en labyrint. De løber rundt og leder efter hinanden, men bliver hele tiden væk. De forsøger at finde vej gennem labyrintens mange gange, men jo længere de løber, desto mere fortabte bliver de. Pludselig mødes de inde i midten. Og i det øjeblik sker der noget mærkeligt. De ønsker ikke længere at finde ud. De vil bare stå der sammen i midten.
Labyrinten er ikke forandret. De er stadig faret vild. Men deres oplevelse af stedet er en anden.
Hvad er det kærligheden kan, som intet andet kan?
Jeg har tænkt på, om det moderne menneske på mange måder befinder sig i en lignende labyrint. Vi løber rundt, forsøger at finde vej, skabe mening, realisere os selv og finde ud af, hvem vi er. Vi har travlt med vores egne liv, vores egne muligheder, vores egne behov og vores egne forestillinger om, hvordan livet skal se ud.
Men måske har vi i vores bestræbelser på at finde os selv glemt at finde hinanden.
Det fremmedgjorte menneske
Vi lever i en tid, hvor det på mange måder aldrig har været lettere at klare sig selv. Vi kan arbejde hjemmefra, bestille mad til døren, handle på nettet og finde underholdning uden at forlade vores lejlighed. Vi kan endda føre lange samtaler med kunstig intelligens, som lytter, svarer og altid er til rådighed.
Det er på mange måder fantastisk. Den teknologiske udvikling har givet os en frihed og nogle muligheder, som tidligere generationer næppe kunne have forestillet sig.
Men hvad sker der med os, når vi i stigende grad kan indrette et liv, hvor vi næsten ikke behøver at møde andre mennesker?
For selvom vi kan klare os alene, betyder det så, at vi kan blive til alene?
Vi har gjort selvstændighed til et ideal. Vi skal kende os selv, forstå os selv, udvikle os selv og helst kunne stå på egne ben. Vi skal have styr på vores følelser, vores behov, vores grænser og vores identitet.
Det moderne menneske er i høj grad blevet sit eget projekt.
Men måske er der noget paradoksalt ved det. For samtidig med at vi bliver stadig mere optagede af os selv, synes vi også at længes efter noget, der kan føre os ud over os selv.
Efter nærhed. Efter fællesskab. Efter at høre til.
Efter at blive mødt af et andet menneske.
Den danske filosof K.E. Løgstrup beskrev allerede i Den etiske fordring (1956), hvordan menneskers liv grundlæggende er viklet ind i hinanden. Vi er ikke isolerede individer, der først efterfølgende beslutter os for at indgå i relationer. Vi er fra begyndelsen afhængige af hinanden og sårbare over for hinanden.
Vi har betydning for hinandens liv, blot ved måden vi møder hinanden på.
Et blik, en bemærkning, en afvisning eller en hånd på skulderen kan forandre et andet menneskes oplevelse af verden.
Det menneskelige findes ikke kun inde i os selv. Det opstår også imellem os.
Måske er det netop denne erkendelse, der er blevet vanskelig at fastholde i en tid, hvor vi hele tiden opfordres til at være selvtilstrækkelige.
Vi kan løbe rundt i hver vores labyrint og være så optagede af at finde vores egen vej, at vi næsten glemmer, at der findes andre mennesker derinde.
Længslen efter forening
I Kunsten at elske (1956) beskriver psykoanalytikeren Erich Fromm menneskets oplevelse af adskilthed som et grundlæggende eksistentielt vilkår.
Vi er bevidste om os selv som selvstændige væsener, adskilt fra andre mennesker og fra verden omkring os. Denne bevidsthed skaber en dyb længsel efter at overskride adskillelsen og opleve forening.
For Fromm er kærligheden et af menneskets vigtigste svar på denne længsel.
Og måske er det netop derfor, kærligheden kan føles så overvældende. Fordi den for en stund ophæver oplevelsen af at være alene med sig selv.
Vi kan sidde over for et andet menneske og pludselig opdage, at flere timer er gået. Vi kan grine så meget, at vi mister kontrollen over vores ansigt. Græde sammen. Vi kan blive så opslugt af en samtale, at vi glemmer vores telefon, vores planer og alt det, vi ellers skulle nå.
Vi glemmer os selv.
Og måske er det netop det, vi længes efter.
Ikke at forsvinde som mennesker, men at slippe for hele tiden at være så optagede af os selv.
Kærligheden er naturligvis ikke kun romantisk. Den findes i venskabet, i omsorgen for et barn, i forholdet mellem søskende, i fællesskaber og i vores forbindelse til andre levende væsener.
Bell Hooks beskriver i All About Love: New Visions (2000) kærligheden som mere end en følelse. Den er også en praksis, der indebærer omsorg, respekt, tillid og engagement i andre menneskers liv. I Communion: The Female Search for Love (2002) undersøger hun, hvordan vores forestillinger om kærlighed formes af de samfund, vi lever i.
Natasha Lunn udforsker i Conversations on Love (2021) kærlighedens forskellige former gennem samtaler om forelskelse, venskab, familierelationer og tab.
Måske er det fælles for alle disse kærligheder, at de får noget uden for os selv til at betyde noget.
Et andet menneskes glæde bliver vores glæde. Et andet menneskes sorg berører os. Vi får lyst til at passe på nogen, dele noget med nogen, være noget for nogen.
Vi bliver forbundne.
Og pludselig er vi ikke længere alene i labyrinten.
Hvad nu hvis det menneskelige går tabt i iscenesættelsen?
Jeg spekulerer på, om vi nogensinde har været så selvbevidste, som vi er i dag.
Vi fotograferer os selv, analyserer os selv, beskriver os selv og præsenterer os selv. Vi skal helst være interessante, attraktive, reflekterede og bevidste om, hvem vi er.
Vi skal have en identitet, en personlig stil, nogle holdninger og en fortælling om os selv.
Selv vores sårbarhed kan blive noget, vi iscenesætter.
Men hvad nu, hvis det allervigtigste går tabt i selve præsentationen af os selv?
Hvad nu, hvis det menneskelige går tabt i iscenesættelsen?
Det vilde. Det levende. Det kropslige.
For kærligheden er jo ikke altid særlig pæn.
Den kan være grim og besværlig, klodset og uforudsigelig. Den kan vække gamle sår, gøre os jaloux, vrede, bange og ulykkelige. Den kan få os til at græde, længes, begære og opføre os på måder, vi ikke nødvendigvis er særlig stolte af.
Vi mister indimellem vores værdighed.
Vi bliver ikke altid vores mest velovervejede udgave, når vi elsker.
Men måske er der også noget smukt ved netop det.
At vi for en stund holder op med at betragte os selv udefra.
At vi glemmer at være interessante, velovervejede og præsentable.
At vi glemmer tiden, vores planer og vores egen selvbevidsthed.
Vi bliver opslugt af noget uden for os selv.
Vi mærker.
Vi lever.
Vi leger.
Måske er kærlighedens særlige kraft netop, at den kan befri os fra vores konstante selvbetragtning.
Vi holder op med at løbe rundt og forsøge at finde ud af, hvem vi er, og opdager i stedet, at vi allerede er nogen i mødet med et andet menneske.
Kærligheden som et brud med fremmedgørelsen
Den tyske sociolog Hartmut Rosa har beskæftiget sig indgående med fremmedgørelse og det moderne menneskes forhold til verden.
I Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World (2019) beskriver han resonans som en særlig form for forbindelse mellem mennesket og verden.
Resonans opstår, når noget uden for os selv berører os, vi svarer på det, og der sker en forandring i vores forhold til verden.
Det kan være musik, der pludselig griber os. En samtale, der får os til at se noget på en ny måde. En naturoplevelse, der får os til at glemme vores egne bekymringer.
Eller mødet med et andet menneske.
Det afgørende er, at resonans ikke kan fremtvinges eller kontrolleres.
Vi kan ikke beslutte os for at blive berørt. Vi kan ikke planlægge os frem til forelskelsen eller sikre os, at et andet menneske vil komme til at betyde noget særligt for os.
I The Uncontrollability of the World (2020) undersøger Rosa det moderne menneskes bestræbelser på at gøre verden stadig mere tilgængelig og kontrollerbar.
Men måske er noget af det, der gør livet værd at leve, netop det, vi ikke kan kontrollere.
At et andet menneske pludselig træder ind i vores liv og forandrer vores oplevelse af verden.
At vi bliver berørt.
At noget åbner sig.
At vi pludselig mærker sider af os selv, vi ikke vidste fandtes.
Måske kan kærligheden forstås som en særlig intens form for resonans.
En erfaring, hvor verden holder op med at være noget, vi blot skal navigere i, beherske eller præstere over for.
Den bliver levende.
Og vi bliver levende med den.
Det er måske det mærkelige ved kærligheden: At den ikke nødvendigvis forandrer vores omstændigheder, men vores oplevelse af dem.
Labyrinten er stadig den samme. Men når vi møder et andet menneske, der får betydning for os, kan den pludselig opleves anderledes.
Kunsten at fortabe sig
Vi taler meget om vigtigheden af ikke at miste os selv.
Om at bevare vores autonomi, vores selvstændighed og vores identitet.
Men måske har vi glemt, at der også findes en vidunderlig form for selvfortabelse.
Den, hvor vi ikke mister os selv, fordi nogen tager noget fra os, men hvor vi glemmer os selv, fordi noget andet bliver vigtigere.
Når vi sidder med en ven og pludselig opdager, at fem timer er gået.
Når vi ser på et barn, der sover, og for en stund ikke tænker på andet end det lille menneske.
Når vi bliver så opslugt af en samtale, at vi glemmer at kigge på vores telefon.
Når vi elsker nogen så højt, at deres glæde også bliver vores egen.
Er det ikke noget af det smukkeste ved kærligheden?
At vores eget jeg for en stund træder i baggrunden?
At vi ikke længere behøver være centrum for vores egen opmærksomhed?
Måske er der en frihed i denne selvforglemmelse, som vi overser, når vi taler om frihed som uafhængighed.
For hvad nu, hvis frihed også kan være at slippe for hele tiden at skulle være sig selv?
At slippe for at skulle præstere, forklare og præsentere sig selv?
At være så optaget af et andet menneske, at man for en stund glemmer, hvem man havde besluttet sig for at være?
Kærligheden gør os ikke nødvendigvis mere fornuftige. Den kan tværtimod bringe alt det besværlige og uforudsigelige frem i os.
Men måske gør den os mere levende.
Mere til stede.
Mere menneskelige.
Og måske er det netop derfor, vi længes så dybt efter den, selvom vi ved, hvor frygteligt ondt den også kan gøre.
At turde møde hinanden
Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Vi kan ikke afskaffe individualiseringen eller standse den teknologiske udvikling.
Og det behøver vi heller ikke.
Men vi kan opsøge hinanden.
Vi kan turde række ud, lade os berøre og engagere os i andre menneskers liv.
Vi kan turde elske, selvom kærligheden ikke altid er pæn, og selvom den indebærer risikoen for at blive såret.
For måske er alternativet ikke så tillokkende, som vi forestiller os.
Et liv, hvor vi er så selvtilstrækkelige, at ingen længere kan komme ind.
Hvor vi har så godt styr på os selv, at intet længere kan overraske os.
Hvor vi er så optagede af at beskytte vores egen identitet, at vi glemmer at lade den forandre sig i mødet med andre.
For er det ikke netop det, kærligheden kan?
Forandre os.
Ikke nødvendigvis ved at gøre os til andre mennesker, men ved at forandre vores forhold til verden.
Måske er det ikke først og fremmest gennem vores selvstændighed, at vi oplever os selv som levende.
Måske er det gennem vores forbindelse til andre.
Inde i labyrinten
Forestil dig igen de to mennesker i labyrinten.
De har løbet rundt og forsøgt at finde hinanden. De har ledt efter en vej ud, men er blevet ved med at fare vild.
Og så mødes de endelig inde i midten.
Labyrinten er stadig den samme. De ved stadig ikke, hvordan de skal komme ud.
Men noget er forandret.
De har fundet hinanden.
Og pludselig er det ikke længere udgangen, der betyder noget.
Måske ønsker de slet ikke længere at finde ud.
Måske ønsker de bare at blive stående dér, midt i labyrinten, sammen.
Måske er det netop dét, kærligheden kan, som intet andet kan: Den kan få os til at ønske at blive et sted, hvor vi ellers ville forsøge at finde ud.
Litteratur
Fromm, E. (1956). The Art of Loving. Harper & Brothers.
Hooks, B. (2000). All About Love: New Visions. William Morrow.
Hooks, B. (2002). Communion: The Female Search for Love. William Morrow.
Lunn, N. (2021). Conversations on Love. Viking.
Løgstrup, K. E. (1956). Den etiske fordring. Gyldendal.
Rosa, H. (2019). Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World. Polity Press. Tysk originaludgave 2016.
Rosa, H. (2020). The Uncontrollability of the World. Polity Press. Tysk originaludgave 2018.