Om fremmedgørelse, glæde og modet til at leve uden garantier
Hvad sker der, når vi holder op med at tænke, at alting skal blive til noget?
Når vi holder op med at skrive for at blive udgivet, møde mennesker for at finde en partner og skabe noget for at opnå anerkendelse? Hvad sker der, hvis vi i stedet begynder at gøre ting, fordi de i sig selv bringer os glæde?
Jeg har tænkt på, hvor meget af vores liv der er rettet mod fremtiden. Hvor ofte vi møder verden med en forestilling om, hvad den skal give os, og hvad vi selv skal blive til.
Vi vil gerne lykkes. Med kærligheden, med arbejdet, med vores kreative projekter. Vi vil gerne være nogen, blive til noget, finde nogen. Og måske kommer vi til at betragte både mennesker og vores egne erfaringer som midler til at opnå noget, vi endnu ikke har.
Men hvad nu, hvis vi vender det hele om?
Hvis et menneske ikke først bliver værdifuldt, når det bliver vores kæreste? Hvis en tekst ikke først får værdi, når den bliver udgivet? Hvis en oplevelse ikke behøver føre til noget som helst for at have betydning?
Måske er det netop dér, vi får mulighed for at møde verden mere åbent.
Når livet bliver et projekt
Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver i sin teori om resonans, hvordan det moderne menneskes forhold til verden i stigende grad præges af ønsket om kontrol, tilgængelighed og optimering.
Vi forsøger at gøre verden til noget, vi kan beherske. Noget, vi kan planlægge, forudsige og få til at passe ind i vores forestillinger om det gode liv.
Men ifølge Rosa opstår de mest betydningsfulde erfaringer netop i mødet med noget, vi ikke fuldstændig kan kontrollere.
Resonans er hans betegnelse for et levende forhold til verden, hvor vi lader os berøre og selv svarer igen. Hvor noget sker med os, som vi ikke på forhånd kunne have planlagt.
Det interessante er, at resonans ikke kan produceres efter behov.
Vi kan skabe betingelserne for den, men vi kan ikke garantere, at den opstår.
Vi kan sætte os ned for at skrive, men vi kan ikke tvinge inspirationen frem. Vi kan møde et menneske, men vi kan ikke beslutte, at der skal opstå kærlighed.
Måske er en af vores tids store former for fremmedgørelse netop, at vi forsøger at kontrollere det, der kun kan opstå, når vi giver slip på kontrollen.
Når glæden bliver betinget
Inden for motivationspsykologien har Edward Deci og Richard Ryan gennem deres forskning i selvbestemmelsesteori skelnet mellem indre og ydre motivation.
Hvor indre motivation handler om glæden og interessen ved selve aktiviteten, handler ydre motivation om at opnå et resultat, der ligger uden for aktiviteten.
Vi kan skrive, fordi vi elsker at skrive. Men vi kan også skrive, fordi vi gerne vil være forfattere.
Det ene udelukker selvfølgelig ikke det andet.
Problemet opstår måske, når vores glæde ved det, vi gør, bliver afhængig af, om vi lykkes med det.
Psykologen Jennifer Crocker har forsket i det, hun kalder contingencies of self-worth, eller betinget selvværd. Her bliver vores oplevelse af egen værdi knyttet til bestemte former for succes eller anerkendelse.
Jeg er en rigtig forfatter, når min bog bliver udgivet.
Jeg er værd at elske, når nogen vælger mig.
Jeg er lykkedes med livet, når jeg har opnået det, jeg forestillede mig.
Men hvad sker der med os i alle de perioder, hvor vi endnu ikke har opnået det?
Hvad sker der med vores evne til at glæde os over livet, mens det finder sted?
Måske kommer vi til at leve i en slags permanent venteposition. Som om livet først for alvor begynder, når vi har fået det, vi mangler.
Frygten for glæden
Men måske er der også noget andet på spil.
Måske er vi ikke kun optaget af at lykkes. Måske er vi også bange for at tillade os at være glade, før vi ved, om livet vil os det godt.
I Clarice Lispectors roman An Apprenticeship, or The Book of Pleasures møder vi Lóri, der langsomt forsøger at lære at tage imod livet og dets glæder.
På et tidspunkt lyder det:
“No, I don't want to be happy. I prefer mediocrity.”
Det er en næsten paradoksal tanke. At vi kan foretrække det velkendte og middelmådige frem for glæden.
Men måske er glæden også skræmmende, netop fordi den gør os sårbare.
For hvad nu, hvis vi tillader os at elske noget, som vi senere mister?
Hvad nu, hvis vi bliver glade for et menneske, der ikke bliver hos os? Eller forelsker os i et kreativt projekt, som aldrig får den anerkendelse, vi håbede på?
Måske kommer vi til at holde vores egen glæde tilbage som en form for beskyttelse.
Som om vi siger til os selv: Jeg vil først være rigtig glad, når jeg ved, at det hele nok skal gå.
Men den sikkerhed får vi jo aldrig.
Og måske er det netop her, vi begynder at fremmedgøre os fra livet. Ikke kun fordi vi forsøger at kontrollere det, men fordi vi ikke tør elske det, før vi ved, om det elsker os tilbage.
At møde mennesker som mennesker
Den østrigsk-israelske filosof Martin Buber skelnede mellem to grundlæggende måder at forholde sig til verden på: Jeg-Det og Jeg-Du.
I Jeg-Det-forholdet møder vi verden som noget, vi kan undersøge, anvende eller forholde os til som objekt.
I Jeg-Du-forholdet møder vi derimod den anden som et selvstændigt væsen, der ikke kan reduceres til vores behov eller forestillinger.
Måske er det også en vigtig skelnen i kærligheden.
For hvor ofte møder vi egentlig et andet menneske uden samtidig at have en forestilling om, hvad relationen skal blive til?
Vi ønsker os en partner, et fællesskab, en fremtid. Og det er der selvfølgelig ikke noget galt med.
Men måske risikerer vi at overse mennesket foran os, hvis vi hele tiden vurderer relationen ud fra, om den bevæger sig i den rigtige retning.
Måske kan vi begynde at møde hinanden mere åbent, når vi ikke på forhånd forsøger at bestemme, hvad mødet skal føre til.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at ønske os gensidighed, nærhed eller forpligtelse. Kærlighed indebærer også behov, og vores behov er ikke i sig selv et problem.
Men der er forskel på at ønske sig noget sammen med et andet menneske og at gøre mennesket til et middel til at opnå det.
At elske livet, som det er
Måske handler frihed ikke om at holde op med at drømme, men om at holde op med at gøre vores glæde afhængig af, at drømmene bliver opfyldt.
Måske handler det om at turde elske livet, før det elsker os tilbage.
Og måske er det netop dér, vi kan nærme os det, Tom Kristensen i digtet Græs (1927) kalder at være lille og lykkelig nok.
Litteratur
Buber, M. (1970). I and Thou. Charles Scribner's Sons. (Originalværk udgivet 1923).
Crocker, J., & Wolfe, C. T. (2001). Contingencies of self-worth. Psychological Review, 108(3), 593–623.
Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2000). The "what" and "why" of goal pursuits: Human needs and the self-determination of behavior. Psychological Inquiry, 11(4), 227–268.
Kristensen, T. (1927). Græs. I Verdslige Digte.
Lispector, C. (2021). An Apprenticeship, or The Book of Pleasures. New Directions. (Originalværk udgivet 1969).
Rosa, H. (2019). Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World. Polity Press.
Rosa, H. (2020). The Uncontrollability of the World. Polity Press.