Om individuation, eksistentiel frihed og kunsten at leve et levende liv
Der findes en særlig form for ufrihed, som ikke nødvendigvis er synlig for andre.
Vi passer vores arbejde, indgår i relationer, træffer beslutninger og lever tilsyneladende vores eget liv. Alligevel kan der være noget indeni, som hele tiden spørger om lov.
Må jeg være lykkelig? Må jeg vælge anderledes? Må jeg være alene? Må jeg forfølge mine drømme, selvom andre ikke forstår dem?
Og måske endnu mere grundlæggende: Må jeg være mig?
Vi fødes ind i en verden, hvor andre mennesker allerede har forestillinger om, hvem vi er, og hvem vi skal blive. Vores forældre, vores familier og det samfund, vi vokser op i, tilbyder os fortællinger om det gode liv.
Nogle af disse fortællinger tager vi med os som værdifulde pejlemærker. Andre kan med tiden blive så selvfølgelige, at vi glemmer at spørge, om de overhovedet er vores egne.
Og måske er det netop dér, ufriheden begynder.
Når andres forventninger bliver vores egne
Inden for udviklingspsykologien beskrev James Marcia (1966) begrebet identity foreclosure som en identitetsstatus, hvor et menneske har forpligtet sig på bestemte værdier, roller eller livsvalg uden for alvor at have udforsket alternativerne.
Det kan eksempelvis være forestillinger, man har overtaget fra sine forældre.
Man ved, hvilken uddannelse man skal tage, hvordan et ordentligt liv ser ud, og hvilke valg der forventes af én. Ikke nødvendigvis fordi nogen længere stiller kravene direkte, men fordi forventningerne efterhånden er blevet en del af ens egen forståelse af verden.
Det interessante er, at vi kan fortsætte med at leve efter disse forestillinger, længe efter at de mennesker, vi overtog dem fra, ikke længere har nogen direkte indflydelse på vores liv.
Nogle gange er det ikke andre mennesker, der fortæller os, hvad vi må og ikke må.
Det er os selv, der har overtaget opgaven.
Men vores forældre giver os ikke nødvendigvis de samme fortællinger.
Nogle lærer os, at et godt liv handler om at leve op til bestemte forventninger. Andre opmuntrer os snarere til at finde noget, der interesserer os, noget, der optager os, og til at leve et liv præget af nysgerrighed og engagement.
Det er en væsentlig forskel.
For hvor den ene tilgang kan komme til at handle om at blive den, andre ønsker, kan den anden give os mod til at undersøge, hvem vi selv er.
Nogle af de stemmer, vi bærer med os, fortæller os, hvem vi bør være. Andre minder os om, at det vigtigste er at finde ud af, hvem vi selv ønsker at blive.
Måske består en del af vores udvikling netop i at lære at skelne mellem disse stemmer.
At blive den, man er
Carl Jung beskrev individuation som en livslang psykologisk proces, hvor mennesket gradvist udvikler et mere bevidst og selvstændigt forhold til sig selv.
Det handler ikke om at blive uafhængig af alle andre eller om at afvise sin historie. Snarere handler det om at opdage, hvilke dele af vores identitet der er formet af tilpasning, forventninger og forestillinger om, hvem vi burde være.
For hvem er vi egentlig, når vi ikke længere forsøger at leve op til andres billeder af os?
Det spørgsmål kan være langt mere skræmmende, end det umiddelbart lyder.
For selv når vi længes efter frihed, kan det føles utrygt at give slip på det velkendte. Andres forventninger kan være begrænsende, men de kan også give os en oplevelse af retning og tilhørsforhold.
At vælge sin egen vej indebærer derfor ikke kun frihed. Det indebærer også usikkerhed.
Måske er det derfor, individuation kræver mod.
Men individuation betyder ikke, at vi skal frigøre os fra alt, hvad andre har givet os. Tværtimod kan vi tage den omsorg, opmuntring og tillid med os, som har hjulpet os til at blive mere selvstændige.
Det handler ikke nødvendigvis om at vende ryggen til vores ophav.
Det handler om at kunne vælge, hvad vi vil tage med videre.
Frihedens svimlen
Men friheden er ikke nødvendigvis nogen enkel gave.
Hos den danske filosof Søren Kierkegaard er menneskets frihed uløseligt forbundet med angst.
I Begrebet Angest fra 1844 beskriver han angsten som noget, der knytter sig til menneskets mulighed for at kunne vælge.
For når vi opdager, at vi kan vælge anderledes, opdager vi samtidig, at vi selv må forholde os til konsekvenserne af vores valg.
Det kan være fristende at blive i det velkendte. At følge den vej, der allerede er lagt, og lade andres forventninger fungere som et værn mod usikkerheden.
For hvad nu, hvis vi vælger forkert? Hvis vi skuffer nogen? Hvis det liv, vi selv ønsker os, ikke bliver, som vi havde forestillet os?
I Sygdommen til Døden fra 1849 undersøger Kierkegaard desuden fortvivlelsen som et problem i menneskets forhold til sig selv. En af dens former er ikke at ville være sig selv.
Her mødes Kierkegaards eksistentielle tænkning og Jungs individuationstanke i et fælles spørgsmål: Hvad vil det sige at træde frem som sig selv, når det samtidig indebærer risikoen for at miste den tryghed, der ligger i at tilpasse sig?
Måske er det derfor, vi nogle gange bliver stående på tærsklen til det liv, vi længes efter.
Ikke fordi vi ikke ønsker friheden.
Men fordi vi også er bange for den.
Og måske består modet ikke i at vente på, at angsten forsvinder, men i at turde vælge, selvom den stadig er der.
Hvad siger forskningen om selvbestemmelse?
Psykologisk forskning peger på, at vores trivsel ikke alene afhænger af, hvilke mål vi opnår, men også af, hvorvidt målene opleves som vores egne.
Inden for selvbestemmelsesteorien beskriver Edward Deci og Richard Ryan (2017) autonomi som et grundlæggende psykologisk behov.
Autonomi betyder i denne sammenhæng ikke, at vi skal være uafhængige af andre mennesker, men at vi oplever vores handlinger som selvvalgte og i overensstemmelse med vores værdier.
I en undersøgelse fra 1999 viste Kennon Sheldon og Andrew Elliot, at mennesker, der forfølger mål i overensstemmelse med deres egne interesser og værdier, investerer mere vedvarende indsats i dem. Når disse mål bliver opnået, er det desuden forbundet med øget trivsel.
Også vores tidlige relationer kan have betydning.
Assor, Roth og Deci (2004) undersøgte de følelsesmæssige omkostninger ved det, de kalder parental conditional regard – når børn oplever, at forældres anerkendelse afhænger af, om de lever op til bestemte forventninger.
Deres undersøgelser viste blandt andet sammenhænge med indre tvang, svingende selvværd og negative følelser.
Omvendt peger forskning i autonomistøtte på betydningen af relationer, hvor børn og unge oplever, at deres perspektiver bliver taget alvorligt, og at de får mulighed for at udvikle egne interesser og træffe meningsfulde valg (Roth et al., 2009).
Det betyder naturligvis ikke, at vi bliver lykkeligere af konsekvent at vælge anderledes end vores forældre.
Vi kan sagtens vælge den samme vej og stadig opleve den som vores egen.
Det afgørende er måske ikke, hvilken vej vi vælger, men om vi oplever, at vi har frihed til at vælge den.
At forblive i bevægelse
Måske er det ikke kun friheden til at vælge, der er afgørende for vores trivsel.
Måske er det også oplevelsen af, at vores liv fortsat kan bevæge sig.
At vi ikke er fastlåste i de roller, vi engang fik tildelt, de valg, vi tidligere har truffet, eller de forestillinger, vi har udviklet om os selv.
Inden for psykologien finder vi en beslægtet tanke i begrebet psykologisk fleksibilitet.
Steven Hayes og hans kolleger beskriver psykologisk fleksibilitet som evnen til at være i kontakt med sine tanker og følelser og samtidig kunne handle i overensstemmelse med sine værdier (Hayes, Strosahl & Wilson, 2012).
Vi kan være bange og alligevel handle. Vi kan være usikre og alligevel vælge. Vi kan ændre retning uden at betragte vores tidligere valg som fejltagelser.
Hos sociologen Hartmut Rosa finder vi endnu et perspektiv.
Med begrebet resonans beskriver han et levende forhold til verden, hvor vi både lader os berøre og selv er i stand til at svare igen (Rosa, 2019).
I sådanne møder kan vi blive forandret.
Resonans kan ikke uden videre frembringes gennem kontrol. Den forudsætter også en åbenhed over for det uforudsigelige.
Måske er det netop noget af det, der gør livet levende: At vi fortsat kan lade os bevæge af verden, og at vi selv kan bevæge os i den.
For det modsatte af frihed er måske ikke altid ufrihed i traditionel forstand.
Nogle gange er det oplevelsen af at være gået i stå.
At være blevet så optaget af at fastholde en bestemt identitet, en bestemt relation eller en bestemt forestilling om fremtiden, at vi mister blikket for alle de muligheder, der stadig findes.
Måske handler det at blive sig selv derfor ikke om at nå frem til en endelig version af den, man er.
Måske handler det om at bevare muligheden for at blive til.
At være i et flydende forhold til livet
Men der findes måske også en mere sanselig form for frihed.
En flydende, næsten drømmende fornemmelse af at være i verden.
Som en havfrue, der glider gennem havets dyb, mærker strømningerne og smyger sig mellem forhindringerne.
Hun ved ikke, hvad der venter hende, men hun er ikke lammet af det ukendte.
Hun kan bevæge sig alene. Hun kan bevæge sig sammen med andre. Hun kan lade sig føre med strømmen uden at miste fornemmelsen af sin egen retning.
Inden for psykologien beskrev Tellegen og Atkinson (1974) begrebet absorption som en tilbøjelighed til at blive dybt opslugt af sanselige og forestillingsmæssige oplevelser.
Begrebet er ikke identisk med frihed eller psykologisk fleksibilitet, men det tilbyder et interessant perspektiv på vores evne til at fordybe os i oplevelser.
Hos den franske filosof Maurice Merleau-Ponty finder vi desuden en forståelse af mennesket som kropsligt forankret i verden. Vi møder ikke kun tilværelsen gennem vores tanker, men også gennem vores sanser, bevægelser og umiddelbare muligheder for at handle.
Måske er det netop denne bevægelighed, der giver tilværelsen dens poetiske karakter.
Ikke fordi livet bliver uden farer, eller fordi vi aldrig længere bliver bange.
Men fordi vi ikke længere behøver at kontrollere alt for at kunne være til stede i det.
Vi kan lade os overraske. Vi kan forandre os. Vi kan møde verden med nysgerrighed frem for udelukkende at forsøge at beskytte os mod den.
Måske handler det gode liv derfor ikke kun om at finde sin egen vej.
Måske handler det også om at bevare evnen til at bevæge sig på den.
Kærlighed uden selvfortabelse
Denne frihed gælder ikke kun vores uddannelse, arbejde eller livsdrømme.
Den gælder også vores relationer.
For kærlighed kan være et af de steder, hvor vores længsel efter at høre til bliver så stærk, at vi risikerer at miste forbindelsen til os selv.
Vi kan komme til at søge bekræftelse, som om vores værdi afhænger af den. Vi kan forsøge at tilpasse os et andet menneskes forventninger eller blive så optagede af at bevare relationen, at vores egne ønsker langsomt træder i baggrunden.
Men autonomi og samhørighed er ikke modsætninger.
Inden for selvbestemmelsesteorien betragtes både autonomi og samhørighed som grundlæggende psykologiske behov.
Vi har brug for at høre til. Men vi har også brug for at kunne være os selv.
Måske er det netop en af kærlighedens vanskeligste opgaver: At finde en måde at være tæt på et andet menneske uden at forlade sig selv.
At kunne sige jeg elsker dig uden samtidig at miste retten til at sige jeg vil.
At kunne følges ad uden at miste sin egen bevægelse.
At skabe sin egen verden
Forfatteren Anaïs Nin udforskede gennem sine dagbøger forholdet mellem selvforståelse, kreativitet og det at skabe sit eget liv.
Det er en tanke, der rækker langt ud over litteraturen.
For måske er det netop gennem vores egne handlinger, vores kreativitet og vores valg, at vi langsomt begynder at erfare, hvem vi er.
Ikke nødvendigvis gennem store opgør eller dramatiske brud med fortiden.
Men gennem de små øjeblikke, hvor vi vælger noget, fordi det betyder noget for os.
Vi skriver, selvom ingen har bedt os om det.
Vi forfølger en idé, selvom vi ikke ved, hvor den fører hen.
Vi tillader os at være glade, selvom vores liv endnu ikke ser ud, som vi havde forestillet os.
Og vi opdager måske, at vi ikke behøver at gøre os fortjent til retten til at leve.
Det paradoksale er, at vi kan bruge store dele af vores liv på at forsøge at blive nogen, andre kan anerkende, mens det menneske, vi allerede er, venter på at få plads.
I digtet The Summer Day stiller Mary Oliver (1990) et spørgsmål, der synes at samle hele denne længsel efter frihed:
“Tell me, what is it you plan to do with your one wild and precious life?”
Hvad har du tænkt dig at gøre med dit ene vilde og dyrebare liv?
Måske begynder friheden derfor ikke med et stort opgør.
Måske begynder den med en stille tilladelse:
Du må gerne være dig.
Du må gerne bevæge dig.
Og du må gerne begynde nu.
For hvem har egentlig givet dig lov?
Måske behøver du ikke længere spørge.
Har du brug for en narrativ samtale?
Oplever du som kvinde at stå ved en skillevej i livet, være fastlåst i bestemte forventninger eller længes efter større frihed til at være dig selv?
I narrative samtaler kan vi sammen undersøge de fortællinger, der har fået betydning for dit liv, og skabe plads til nye perspektiver, muligheder og bevægelse.
Læs mere om samtalerne på emilieassentoft.com.
Litteratur og referencer
Assor, A., Roth, G., & Deci, E. L. (2004). The emotional costs of parents' conditional regard: A self-determination theory analysis. Journal of Personality, 72(1), 47–88. https://doi.org/10.1111/j.0022-3506.2004.00256.x
Hayes, S. C., Strosahl, K. D., & Wilson, K. G. (2012). Acceptance and Commitment Therapy: The Process and Practice of Mindful Change (2. udg.). Guilford Press.
Jung, C. G. (1966). Two Essays on Analytical Psychology. Collected Works, Vol. 7. Princeton University Press.
Kierkegaard, S. (1844). Begrebet Angest.
Kierkegaard, S. (1849). Sygdommen til Døden.
Marcia, J. E. (1966). Development and validation of ego-identity status. Journal of Personality and Social Psychology, 3(5), 551–558. https://doi.org/10.1037/h0023281
Merleau-Ponty, M. (1945). Phénoménologie de la perception. Gallimard.
Nin, A. (1969). The Diary of Anaïs Nin, Vol. 3: 1939–1944. Harcourt Brace Jovanovich.
Oliver, M. (1990). The Summer Day. I House of Light. Beacon Press.
Rosa, H. (2019). Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World. Polity Press.
Roth, G., Assor, A., Niemiec, C. P., Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2009). The emotional and academic consequences of parental conditional regard: Comparing conditional positive regard, conditional negative regard, and autonomy support as parenting practices. Developmental Psychology, 45(4), 1119–1142. https://doi.org/10.1037/a0015272
Ryan, R. M., & Deci, E. L. (2017). Self-Determination Theory: Basic Psychological Needs in Motivation, Development, and Wellness. Guilford Press.
Sheldon, K. M., & Elliot, A. J. (1999). Goal striving, need satisfaction, and longitudinal well-being: The self-concordance model. Journal of Personality and Social Psychology, 76(3), 482–497. https://doi.org/10.1037/0022-3514.76.3.482
Tellegen, A., & Atkinson, G. (1974). Openness to absorbing and self-altering experiences (“absorption”), a trait related to hypnotic susceptibility. Journal of Abnormal Psychology, 83(3), 268–277. https://doi.org/10.1037/h0036681