Hvem har ret til en lang tanke?
Om kvinder, fordybelse og retten til et rum for sig selv
Forleden blev jeg spurgt, om jeg skulle skrive.
Mit umiddelbare svar var nej. Jeg skulle vist ordne et eller andet praktisk. Hvad det præcis var, kan jeg næsten ikke huske. Det interessante var egentlig bare, at min første impuls var alt andet end at skrive.
Jeg har skrevet i årevis. Jeg holder af at skrive. Jeg betragter det ikke som en ligegyldig hobby, jeg kan beskæftige mig med, når alt andet er klaret. Alligevel opstod der straks noget andet, som virkede mere nødvendigt.
Ingen havde bedt mig om det.
Der stod ikke nogen ved siden af mig og sagde, at noget praktisk var vigtigere end at skrive.
Jeg tænkte det helt selv.
Det fik mig til at tænke på Virginia Woolf.
Et eget værelse
I A Room of One’s Own fra 1929 fremsatte Virginia Woolf sin berømte tanke om, at en kvinde må have penge og et eget værelse, hvis hun skal kunne skrive fiktion.
Det er næsten hundrede år siden.
Kvinders materielle muligheder har ændret sig enormt siden Woolfs tid. Kvinder skriver bøger, forsker, underviser, komponerer, laver kunst og deltager i det offentlige intellektuelle liv.
Og alligevel bliver jeg ved med at vende tilbage til hendes værelse.
For måske er et eget værelse ikke kun et spørgsmål om kvadratmeter.
Måske handler det også om at eje sin tid og sin opmærksomhed.
Og måske er det ikke nok, at ingen fysisk forhindrer én i at lukke døren. Man skal også opleve, at man har ret til at gøre det.
Det fik mig til at stille et spørgsmål:
Hvem har egentlig ret til en lang tanke?
Tid er ikke bare timer
Vi taler ofte om tid, som om den kan måles ganske enkelt.
Hvis to mennesker begge har to timer fri, har de vel lige meget tid.
Men tid har også en kvalitet.
Sociologen Oriel Sullivan undersøgte i 1997 mænds og kvinders tidsforbrug gennem tidsdagbøger. Hun fandt, at kvinders tid ikke blot var mere presset og intensiv i forbindelse med husligt arbejde; deres fritid havde også tendens til at være mere fragmenteret end mænds.
Det er interessant, hvis vi er optaget af fordybelse.
For en time, hvor man ved, at ingen kræver noget af én, er ikke nødvendigvis den samme time som en time, hvor man samtidig holder øje med vasketøjet, husker en fødselsdag, planlægger aftensmaden eller tænker på, om nogen mangler noget.
Her bliver begrebet mental load relevant.
En systematisk forskningsoversigt fra 2023 gennemgik 31 peer-reviewede studier af det mentale arbejde forbundet med husholdning og børneomsorg. Det mentale arbejde omfatter blandt andet at forudse, planlægge, organisere, huske og holde øje med det arbejde, der skal udføres. I størstedelen af de inkluderede studier udførte kvinder en større andel af dette mentale arbejde, særligt i forbindelse med børn og forældreskab.
Det er måske her, forskellen mellem at have fri og at være fri begynder at vise sig.
Men her bliver jeg også nødt til at standse lidt.
Min egen erfaring ser lidt anderledes ud.
Jeg har ikke selv børn, men jeg genkender noget i spørgsmålet om tilgængelighed. Jeg kender det at være orienteret mod andre mennesker, holde øje med relationer og registrere, hvordan mennesker omkring mig har det.
Og jeg kender især noget andet:
Hvor svært det kan være at tage mit eget rum alvorligt, også når ingen konkret forsøger at tage det fra mig.
At holde øje med mere end sig selv
Sociologen Arlie Russell Hochschild introducerede med The Managed Heart begrebet emotional labor. Hos Hochschild betegner det mere præcist arbejdet med følelser, når det udføres som en del af lønnet arbejde. I privatlivet bruger hun begrebet emotion work: arbejdet med egne og andres følelser og de sociale regler for, hvad vi bør føle og vise.
Det interesserer mig her, fordi tilgængelighed ikke kun handler om praktiske opgaver.
Man kan også være tilgængelig for stemningen i et rum.
Hvem er ked af det? Hvem føler sig overset? Burde jeg svare? Skal jeg spørge ind? Er nogen blevet skuffede? Er der dårlig stemning? Skal den repareres?
Det er ikke noget, kun kvinder gør. Men kønnet er relevant.
Forskningen i mental load peger på, at kvinder gennemsnitligt bærer en større del af det usynlige kognitive arbejde omkring husholdning og børn. Hochschild hjælper samtidig med at synliggøre, at arbejdet i relationer ikke kun består af det, der kan krydses af på en huskeliste.
Så bliver spørgsmålet:
Hvad gør det ved muligheden for at følge en tanke helt til ende, hvis en del af opmærksomheden hele tiden er orienteret mod verden omkring én?
Og måske ligger der noget endnu mere grundlæggende i det.
For at fordybe sig må man i en periode vende sin opmærksomhed væk fra andre. Man svarer ikke nødvendigvis med det samme. Man følger ikke hele tiden med i, hvad der foregår omkring én. Man lader noget andet være vigtigere.
At fordybe sig er også at acceptere, at andre mennesker i en periode ikke har adgang til én.
Det kan ligne noget asocialt, selv om det ikke nødvendigvis er det.
Måske er kvinder ikke dårligere til at fordybe sig.
Måske er de blevet bedre trænet i at være tilgængelige for verden.
Når tanken bliver afbrudt
Her findes der interessant psykologisk forskning i opmærksomhed.
Sophie Leroy og Aaron Schmidt har undersøgt, hvad der sker, når vi bliver afbrudt og skal skifte mellem opgaver. Når vi flytter os fra én opgave til en anden, følger opmærksomheden ikke nødvendigvis øjeblikkeligt med. Noget af den kan blive hængende ved det, vi lige har forladt – det, der kaldes attention residue.
Det betyder ikke, at forskningen har bevist, at kvinder tænker mindre dybt, fordi de udfører mere husarbejde. Det ville være en alt for simpel konklusion.
Men hvis kvinders fritid oftere er fragmenteret, hvis kvinder gennemsnitligt bærer mere af husholdningens mentale arbejde, og hvis afbrydelser og opgaveskift kan påvirke vores mulighed for at samle opmærksomheden, opstår et interessant spørgsmål:
Er adgang til fordybelse også et spørgsmål om, hvem der får lov til ikke at være tilgængelig?
Den lange tanke skal også have lov til at drive
Der er samtidig noget, vi skal passe på med.
Fordybelse må ikke blive endnu et produktivitetsprojekt.
Den lange tanke er ikke nødvendigvis et menneske, der sidder ret op og ned ved et skrivebord i fire timer og producerer et bestemt antal ord.
Kreativitet kræver også omveje.
At gå en tur. Kigge ud ad vinduet. Læse noget, der tilsyneladende ikke har noget med ens arbejde at gøre. Kede sig. Dagdrømme. Lade en tanke ligge.
Et studie af arbejdsafbrydelser og kreativitet fandt en interessant forskel. I et naturligt eksperiment blev en uventet afbrydelse, der skabte reel ledig tid, efterfulgt af større kreativ idéproduktion. Forskerne fandt ikke den samme effekt ved uventede afbrydelser, hvor mennesker i stedet måtte skifte direkte til en anden opgave. Her var effekten på kreativ præstation negativ.
En pause er ikke nødvendigvis en afbrydelse.
At ligge på sofaen og glo op i loftet kan være en del af en tanke.
At skulle skifte opmærksomhed, fordi noget andet kræver den, er noget andet.
Det kreative rum kræver derfor ikke kun koncentration. Det kræver også retten til uproduktivitet. Til at lade tanken bevæge sig uden på forhånd at vide, hvad den skal bruges til.
“Jeg burde lige …”
Men hvad så, når rummet faktisk findes?
Når døren kan lukkes.
Når ingen spørger om noget.
Når eftermiddagen faktisk er fri.
Det er her, min egen impuls til straks at finde noget praktisk at lave bliver interessant. Ikke fordi nogen beder mig om det, men fordi det praktiske så let kan føles mere legitimt end at sætte mig ned og skrive.
For måske er det ikke kun verden udenfor, der afbryder os.
Nogle gange har vi taget dens krav med ind i værelset.
Et psykologisk studie fra 2026 bruger begrebet leisure guilt om skyld eller ubehag ved at bruge tid på fritid frem for noget, der opleves som produktivt. Fænomenet er ikke specifikt kvindeligt. Det interessante er netop, at der også findes en mere almen menneskelig vanskelighed ved at give sig hen til tid, der ikke kan retfærdiggøres gennem produktivitet.
Det får mig til at tænke, at Woolfs værelse måske har endnu en dør.
Den indre.
For det er ikke nok at have tid til at tænke.
Man skal også opleve, at man har ret til at bruge den.
Modstanden mod det, vi længes efter
Og her dukker en helt anden bog op for mig: Steven Pressfields The War of Art.
Pressfield skriver ikke videnskabelig psykologi. Hans begreb Resistance skal derfor ikke behandles som en dokumenteret psykologisk mekanisme.
Men som billede synes jeg, det er stærkt.
Resistance er hos Pressfield den modstand, der opstår, når vi nærmer os noget, der faktisk betyder noget for os. Den kan vise sig som udsættelse, overspringshandlinger, tvivl og alle de tilsyneladende nødvendige ting, der pludselig dukker op, når vi skal skrive, skabe eller forandre noget.
Det er måske et menneskeligt problem: en mærkelig tilbøjelighed til at undvige det, vi længes efter.
Det praktiske er på nogle måder langt tryggere. Det kan afsluttes, krydses af. Man kan se, at man har gjort noget.
Jeg kender det også helt konkret fra mit eget hjem. Jeg kan få en fornemmelse af, at der først skal være ryddeligt, ordentligt og rent, før jeg rigtig må sætte mig ned og skrive. Som om det skabende arbejde må vente, indtil det praktiske arbejde er afsluttet.
Problemet er selvfølgelig, at et hjem aldrig bliver færdigt.
Der vil altid være noget, man lige kan ordne, før man begynder på sit eget.
Og måske består retten til den lange tanke derfor også i noget så banalt som at kunne lade noget rode. At lade koppen stå. Lade vasketøjet vente. Acceptere, at noget andet ikke bliver gjort færdigt, fordi man har valgt at gøre plads til sin tanke.
Nogle gange må noget andet godt stå ufærdigt, mens tanken bliver tænkt færdig.
En tekst er anderledes. Den kan mislykkes. Man kan opdage, at man ikke kan skrive det, man troede, man kunne.
Men der findes måske også en anden risiko:
Den kan lykkes.
Den kan føre et sted hen.
Den kan begynde at ændre den historie, man fortæller om, hvem man er, og hvad ens liv skal bruges til.
Så måske var det praktiske, jeg pludselig skulle ordne, ikke kun et ekko af kønnede forventninger.
Måske var det også en flugt.
At skrive betyder noget for mig.
Og netop derfor kan det være lettere at gøre noget andet.
Men her bliver mødet mellem Pressfield og køn interessant.
For selv hvis modstanden er almenmenneskelig, behøver den ikke tage samme form hos os alle.
Vi kan måske alle have lyst til at flygte fra det, der betyder noget. Men vores kultur tilbyder os forskellige steder at flygte hen.
Min modstand behøver ikke sige:
Lad være med at skrive.
Den kan nøjes med at sige:
Du burde lige gøre noget nyttigt først.
Da selvstændigheden føltes mandig
Der er en anden erfaring, jeg har haft, som jeg først senere er blevet nysgerrig på.
Når jeg faktisk har taget mit eget rum alvorligt – fulgt mine egne projekter, været alene, skrevet, tænkt og ikke gjort mig konstant tilgængelig – har det nogle gange føltes næsten mandigt.
Der er selvfølgelig ikke noget biologisk mandligt ved at sidde ved et skrivebord og tænke. En kvindes selvstændighed er ikke en maskulin egenskab.
Det interessante er derfor ikke, om jeg faktisk blev mere “mandig”.
Det interessante er:
Hvorfor kunne selvstændigheden føles kønnet?
Måske var det ikke engang kun selvstændigheden.
Måske var det retten til ikke at være tilgængelig.
Retten til at lade andre vente lidt. Til ikke at svare med det samme. Til at være så optaget af sit eget, at verden omkring én i en periode træder i baggrunden.
Måske fordi autonomi, ambition, selvhævdelse og retten til at lade sit eget projekt fylde historisk ikke har været lige tilgængelige positioner for mænd og kvinder.
At tage sit eget arbejde alvorligt kan derfor være én ting.
At opleve sig selv som et menneske, der har ret til at tage det alvorligt, kan være noget andet.
Ingen behøver at forbyde mig at skrive.
Ingen behøver at bede mig om at rejse mig.
Jeg kan gøre det helt selv.
Hvad hvis ingen behøver at sige det længere?
Her synes jeg, Pierre Bourdieus begreb habitus bliver interessant.
Habitus kan – meget forenklet – hjælpe os med at forstå, hvordan sociale strukturer og erfaringer kan sætte sig som dispositioner i os: måder at opleve, vurdere og handle på, som efterhånden kan føles naturlige.
Hvis bestemte former for omsorg, husarbejde og tilgængelighed gennem historien og kulturen er blevet tæt forbundet med kvindelighed, behøver der ikke nødvendigvis længere stå nogen i døren og sige:
Du skal ikke sidde dér og skrive. Gå ud og lav noget nyttigt.
Man kan rejse sig helt af sig selv.
Det er måske netop sådan nogle strukturer bliver stærke.
Hvad hvis ingen længere behøver at sige det?
Pressfield og Bourdieu beskriver ikke det samme.
Men de får mig til at stille et spørgsmål, når jeg læser dem ved siden af hinanden:
Hvis mennesket kan opleve modstand mod det, der virkelig betyder noget – hvilke kulturelle fortællinger får modstanden så til rådighed?
Måske er Resistance almen.
Men “jeg burde lige …” har en historie.
Hvilken fortælling gør den dårlige samvittighed meningsfuld?
Her bliver narrativ teori relevant for mig.
I narrativ praksis, blandt andet hos Michael White, forstås vores historier om os selv ikke som noget, der udelukkende opstår inde i det enkelte menneske. De formes også af de kulturelle fortællinger og diskurser, vi lever iblandt.
Vi har kulturelle forestillinger om den gode mor, den gode datter, den omsorgsfulde kvinde, den nærværende partner, den hjælpsomme kollega.
Men også bare om det gode menneske:
Den, der er nyttig.
Den, der stiller op.
Den, der ikke er for selvoptaget.
Den, der ikke fylder for meget.
De fortællinger kan blive så selvfølgelige, at vi ikke længere oplever dem som fortællinger.
Vi oplever dem som sandheder.
Derfor bliver et interessant narrativt spørgsmål ikke kun:
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed?
Men:
Hvilke fortællinger om det gode kvindeliv gør den dårlige samvittighed meningsfuld?
Man kunne blive nysgerrig på den lille “jeg burde”-stemme.
Hvornår dukker den op?
Hvad forsøger den at få mig til?
Hvilken slags kvinde fortæller den mig, at jeg bør være?
Hvad beskytter den mig måske imod?
Og hvad sker der de gange, hvor jeg hører den – og alligevel bliver siddende?
Der er samtidig en vigtig nuance.
Den dårlige samvittighed kan også fortælle noget om det, der betyder noget for os.
Hvis jeg føler skyld over ikke at være der for andre, kan det være, fordi omsorg, forbindelse, ansvar og generøsitet faktisk er værdifuldt for mig.
Målet behøver derfor ikke være at blive et menneske, der er ligeglad med andre.
Et mere interessant spørgsmål er måske:
Hvordan kan jeg bevare omsorgen uden at gøre permanent tilgængelighed til beviset på, at jeg er et omsorgsfuldt menneske?
Kvinder, der får lov til at tænke
Når jeg tænker over det, opdager jeg noget ved de kvindelige forfattere, jeg selv bliver ved med at vende tilbage til.
Virginia Woolf selvfølgelig.
Men også Claire-Louise Bennett. Rachel Cusk. Ottessa Moshfegh. Halle Butler. Suzanne Scanlon. Kristine Næss. Cathy Sweeney.
De skriver vidt forskellige bøger, men som læser oplever jeg noget beslægtet hos dem.
Deres kvindelige bevidstheder får lov til at fylde.
De må være mærkelige. Vrede. Intellektuelle. Usympatiske. Observerende. Ambivalente. Ensomme. Selvoptagede. Associative.
De behøver ikke hele tiden legitimere deres tanker ved at gøre dem nyttige for andre.
Jeg tænker for eksempel på den norske forfatter Kristine Næss.
I Mens jeg husker det sidder fortælleren alene i en skoleaula med billig kaffe og chokoladekage og registrerer sin ensomhed.
Det er en lille erfaring, men den får lov til at være der.
Hun skal ikke straks løse ensomheden eller omsætte den til noget nyttigt. Hun registrerer den. Dvæler ved den. Lader den være en del af sin erfaring.
I Rita blir forfatter finder vi noget andet. Rita kan sørge over det, der er slut, og samtidig finde trøst i tanken om, at afslutningen betyder en ny begyndelse.
Det er ikke store programmatiske tanker om kvindelig frigørelse. Måske er det netop derfor, de interesserer mig.
Næss giver plads til en kvindelig bevidsthed, der får lov til at registrere, modsige sig selv, dvæle og tænke videre.
Og måske er selvstændig tænkning ikke kun at formulere store originale teorier.
Måske handler det også om retten til at betragte sit eget blik på verden som værd at følge.
Jeg finder noget lignende – på vidt forskellige måder – hos de andre forfattere.
I Suzanne Scanlons Committed bliver jeg slået af hendes næsten kompromisløse ærlighed om sine erfaringer med psykiatrien. Sjældent har jeg læst nogen skrive så åbent om noget så sårbart uden at gøre det pænere eller mere acceptabelt for læseren. Og samtidig skriver hun ufatteligt smukt. Hun tager sine egne erfaringer alvorligt nok til både at fortælle dem, som hun oplevede dem, og gøre dem til litteratur.
Claire-Louise Bennett giver på en helt anden måde plads til en kvinde, der er alene og følger sine tanker, også når de bliver mærkelige, private eller ubekvemme. Hun tænker ting, som måske kun kan tænkes helt til ende, når ingen andre er til stede.
Og så er der Rachel Cusk. I Et andet sted er jeg især optaget af den kvindelige fortællers blik på de mennesker, der opholder sig omkring hende. De to mænd står på hver sin måde centralt, men romanen bliver også en undersøgelse af de skiftende dynamikker mellem alle de mennesker, der befinder sig på stedet. Hun registrerer tiltrækning, magt, afstand og forskydninger mellem mennesker med en næsten ubehagelig præcision. Og samtidig er der de utroligt smukke naturbeskrivelser. Landskabet er ikke bare en kulisse; det bliver en del af den måde, hun ser og tænker på.
Ottessa Moshfegh bevæger sig et langt mørkere sted hen. Hendes verden er dunkel og ofte tragikomisk. Hendes kvinder må tænke grimme, absurde og ubehagelige tanker, og der er noget befriende i, at de ikke behøver at være sympatiske for at være interessante.
Halle Butler interesserer mig på en anden måde. Her møder vi snarere den utilpassede kvinde midt i hverdagslivet: kvinden, der går på arbejde, indgår i relationer og lever midt i det almindelige sociale liv, men som ikke rigtig kan – eller vil – finde sig til rette i de roller, der tilbydes hende.
Og i Cathy Sweeneys Breakdown bliver spørgsmålet om tilgængelighed næsten ekstremt. En kvinde forlader sit etablerede familieliv og gør sig utilgængelig.
Det er ikke nødvendigvis forbilleder.
Det er litteratur.
Men måske er det netop derfor, jeg holder så meget af den.
Den giver plads til kvindelige bevidstheder, som ikke først skal bevise deres moralske værdi.
Måske er det dét, jeg søger i de bøger:
Kvinder, der får lov til at følge deres egen tanke.
Når tanken forlader værelset
Men Woolfs spørgsmål stopper heller ikke nødvendigvis ved skrivebordet.
For selv hvis en kvinde får skrevet bogen, lavet kunsten eller produceret forskningen, opstår endnu et spørgsmål:
Hvem betragter vi som værd at lytte til?
Et studie publiceret i Poetics i 2023 undersøgte næsten 15.000 engelsksprogede voksenromaner udgivet i USA i 2007 og de anmeldelser, bøgerne fik i tre store amerikanske aviser. Der var ikke nogen stor forskel på, hvor mange bøger mænd og kvinder havde udgivet: 53 procent var skrevet af mænd og 47 procent af kvinder.
Alligevel fandt forskerne to forskellige kønnede mønstre i, hvilke bøger der blev udvalgt til anmeldelse.
Det ene handlede om genren. Genrer, der i høj grad blev forbundet med kvinder, var markant mindre tilbøjelige til at blive anmeldt. De udgjorde omkring 22 procent af de udgivne bøger i materialet, men kun 2 procent af anmeldelserne.
Det andet fund er måske endnu mere interessant.
Det var ikke nok for kvinder at skrive uden for de feminiserede genrer. Også inden for eksempelvis litterær fiktion og mere mandsdominerede genrer havde bøger skrevet af kvinder mindre sandsynlighed for at blive anmeldt end bøger skrevet af mænd.
Det peger på to forskellige mønstre: Det, der forbindes med kvinder, kan få lavere kulturel status. Men kvindelige forfattere kan også møde en ulempe, selv når de bevæger sig ind på litterære områder, der ikke opfattes som særligt feminine.
Noget beslægtet – men i en helt anden verden – kan vi se i forskningen.
I et stort preprint fra 2025 analyserede forskere mere end 80 millioner videnskabelige artikler udgivet mellem 1975 og 2020 på tværs af 19 fagområder. De undersøgte ikke kun, hvor mange kvinder der deltog i forskningen, men også hvem der befandt sig øverst i rangeringer baseret på produktivitet, citationer og forskningssamarbejder.
Kvinder var i mindretal i samtlige 19 fagområder og var samtidig underrepræsenterede blandt de højest rangerede forskere på alle tre mål. Forskerne fandt også, at mænd og kvinder med sammenlignelig produktivitet og karrierelængde i mange fag ikke nødvendigvis opnåede det samme antal citationer.
Det er selvfølgelig ikke det samme som at vise, at kvinder bliver mindre anerkendt, fordi de har mindre tid til fordybelse. Den årsagssammenhæng undersøger studiet ikke.
Men det peger på en vigtig forskel mellem at være til stede og at få position.
Man kan have fået adgang til universitetet, forsket og skrevet artiklerne.
Og alligevel er spørgsmålet om, hvem der ender med at få mest gennemslagskraft og anerkendelse, ikke nødvendigvis afgjort.
Og det gør spørgsmålet om den lange tanke endnu større.
For det handler måske ikke kun om, hvem der får tid og fred til at tænke, og hvem der oplever at have ret til at følge sin tanke helt til ende.
Det handler også om, hvad der sker, når tanken forlader værelset.
Hvem bliver læst?
Hvem bliver anmeldt?
Hvem bliver citeret?
Hvem bliver taget alvorligt?
Og hvilke tanker får lov til at tælle som noget, der er værd at beskæftige sig med?
Et værelse er mere end fire vægge
Måske er det derfor, Woolfs værelse stadig er så stærkt et billede.
Et rum til fordybelse kan være fysisk: et værelse, et bibliotek, et bord på en café eller en lukket dør.
Men det kan også være tidsligt: timer, der ikke først bliver ens egne, når alt andet er klaret.
Det kan være relationelt: at mennesker omkring os kan tåle, at vi ikke altid er tilgængelige.
Det kan være psykologisk: at kunne høre “jeg burde lige …” uden nødvendigvis at adlyde.
Det kan være kreativt: retten til at spilde tiden, dagdrømme, læse, lege og følge en tanke, der endnu ikke ved, hvor den skal hen.
Det kan være kulturelt: at ens tanker får lov til at blive betragtet som mere end private erfaringer.
Og det kan være narrativt: at vi begynder at fortælle andre historier om, hvilken slags kvinde det er muligt og legitimt at være.
Det betyder ikke, at løsningen på kønnede strukturer er, at kvinder bare skal blive bedre til at sætte grænser.
Det ville være en temmelig ironisk afslutning.
Her er endnu en opgave, kvinder skal lære at udføre korrekt.
Hvis det mentale, praktiske og emotionelle arbejde er ulige fordelt, må rummet også skabes relationelt og strukturelt. Andre mennesker må tage ansvar. Omsorg må deles. Det skal være muligt at trække sig tilbage uden samtidig at skulle holde øje med, om nogen mangler én.
Men der findes samtidig et andet arbejde, som ingen andre helt kan gøre for os.
At opdage den modstand, der opstår, når vi nærmer os noget, vi virkelig ønsker. At blive nysgerrige på de historier, modstanden fortæller os. At opdage, hvornår “jeg burde” faktisk handler om vores værdier – og hvornår det bliver en vej væk fra vores eget liv.
Og måske også at øve sig i noget så banalt som at lade noget andet vente.
Lade koppen stå.
Lade vasketøjet ligge.
Lade en besked være ubesvaret lidt endnu.
Nogle gange må noget andet godt stå ufærdigt, mens tanken bliver tænkt færdig.
Jeg tænker stadig på den første impuls, da jeg blev spurgt, om jeg skulle skrive.
Nej.
Der var noget andet, jeg skulle først.
Måske ligger der noget større gemt i den lille tanke.
For hvor mange bøger, idéer, undersøgelser, malerier, teorier og mærkelige associationer begynder aldrig, fordi noget andet hele tiden forekommer en lille smule mere legitimt?
Hvor mange tanker bliver aldrig tænkt færdige, fordi nogen lige skal ordne noget først?
Og hvor mange gange er det egentlig verden, der afbryder os?
Hvor mange gange er det de historier, vi har lært om, hvem vi bør være?
Og hvor mange gange er det os selv, der bliver bange for at se, hvor tanken kunne føre hen?
Virginia Woolf bad om et værelse.
Næsten hundrede år senere kunne vi måske udvide hendes spørgsmål.
Ikke bare:
Har jeg et sted, hvor døren kan lukkes?
Men:
Tror jeg på, at jeg har ret til at lukke den?
Og måske også:
Kan jeg holde ud at blive derinde, når jeg har gjort det?
Et rum for sig selv er måske ikke bare et sted, man finder.
Det er også noget, man skaber, beskytter og fortæller frem.
Og måske begynder den lange tanke nogle gange med noget meget mindre dramatisk:
At høre stemmen sige “jeg burde lige …”
og blive siddende.
Bare lidt længere.
For at se, hvor tanken ender.
Et rum til din egen fortælling
I mit samtalerum arbejder jeg narrativt med kvinder, der har brug for et sted, hvor deres egne tanker, erfaringer og spørgsmål må få plads.
Ikke nødvendigvis for at finde et hurtigt svar.
Nogle gange for at undersøge en fortælling, man har levet længe efter. Nogle gange for at opdage, hvad der faktisk betyder noget. Og nogle gange bare for at få lov til at følge en tanke lidt længere, end der ellers bliver plads til.
Du er velkommen.
Kilder og videre læsning
Bourdieu, P. (1977). Outline of a Theory of Practice. Cambridge University Press.
Dean, L., Churchill, B. & Ruppanner, L. (2022). “The mental load: building a deeper theoretical understanding of how cognitive and emotional labor overload women and mothers.” Community, Work & Family, 25(1), 13–29.
Forssén, A. S. K. & Carlstedt, G. (2006). “‘It’s heavenly to be alone!’: a room of one’s own as a health-promoting resource for women.” Scandinavian Journal of Public Health, 34(2), 175–181.
Hochschild, A. R. (1983/2012). The Managed Heart: Commercialization of Human Feeling. University of California Press.
Jaramillo, A. M., Macedo, M., Oliveira, M., Karimi, F. & Menezes, R. (2025). “Systematic comparison of gender inequality in scientific rankings across disciplines.” arXiv, 2501.13061.
Kim, K. W. & Chong, P. K. (2023). “Writing by women or for women? Either way, You’re less likely to be reviewed.” Poetics, 96, 101737.
Koo, H. J., Piff, P. K., Götz, F. M., Stieger, S. & Shariff, A. F. (2026). “Leisure Guilt.” Personality and Social Psychology Bulletin. Advance online publication.
Leroy, S. & Schmidt, A. M. (2016). “The effect of regulatory focus on attention residue and performance during interruptions.” Organizational Behavior and Human Decision Processes, 137, 218–235.
Pressfield, S. (2002). The War of Art: Break Through the Blocks and Win Your Inner Creative Battles. Rugged Land.
Reich-Stiebert, N., Froehlich, L. & Voltmer, J.-B. (2023). “Gendered Mental Labor: A Systematic Literature Review on the Cognitive Dimension of Unpaid Work Within the Household and Childcare.” Sex Roles, 88, 475–494.
Schweisfurth, T. G. & Greul, A. (2024). “Unexpected Interruptions, Idle Time, and Creativity: Evidence from a Natural Experiment.” Organization Science, 35(1), 116–137.
Sullivan, O. (1997). “Time Waits for no (Wo)Man: An Investigation of the Gendered Experience of Domestic Time.” Sociology, 31(2), 221–239.
White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton.
Woolf, V. (1929). A Room of One’s Own.
Litteratur nævnt i teksten
Bennett, Claire-Louise. Pond og Checkout 19.
Butler, Halle. Udvalgte romaner.
Cusk, Rachel. Et andet sted.
Moshfegh, Ottessa. Udvalgte romaner.
Næss, Kristine. Mens jeg husker det og Rita blir forfatter.
Scanlon, Suzanne. Committed: On Meaning and Madwomen.
Sweeney, Cathy. Breakdown.