Om at finde plads til det, der giver mening, når der altid er noget andet, vi kunne gøre.
At glemme tiden – eller at miste den?
Forleden aften havde jeg egentlig besluttet mig for at se fjernsyn.
Jeg lagde mig på sofaen og begyndte at se DR. Det ene program tog det andet, og inden jeg havde set mig om, var der gået næsten en time.
På et tidspunkt kom jeg til at tænke på, om jeg egentlig havde lyst til at blive ved. Eller om der var noget andet, jeg hellere ville.
Jeg slukkede fjernsynet og mærkede efter.
Og fandt ud af, at jeg faktisk havde mere lyst til at læse en bog.
Men jeg blev ikke liggende på sofaen med bogen. Jeg gik ind i soveværelset. Måske fordi jeg godt vidste, hvor let jeg ville blive fristet til at tænde fjernsynet igen.
Og dér skete der noget interessant.
Jeg begyndte at læse og blev så optaget af bogen, at jeg læste 50 sider uden at opdage, hvor lang tid der var gået.
Tiden forsvandt altså både foran fjernsynet og med bogen mellem hænderne. Men oplevelserne var vidt forskellige.
Foran fjernsynet havde jeg nærmest følelsen af at blive ført med af en strøm af andres fortællinger og idéer.
Med bogen oplevede jeg derimod, at jeg blev mere og mere optaget af det, jeg læste. Tankerne satte noget i gang hos mig. Jeg blev nysgerrig og begyndte at forbinde det, jeg læste, med mine egne erfaringer.
Jeg glemte tiden, men ikke mig selv.
Det fik mig til at tænke på, hvad fordybelse egentlig betyder for os. Og hvorfor det nogle gange kan være så vanskeligt at finde plads til den.
Når der altid er noget andet, vi skal
For jeg kender det godt.
Selv når jeg har fri, er der næsten altid noget, jeg kunne tage mig til.
Jeg kan rydde op, vaske tøj, lave mad, ordne praktiske ting eller tage mig af katten.
Og når jeg er færdig med én ting, dukker der som regel noget nyt op.
Det er ikke nødvendigvis, fordi jeg har dårlig samvittighed over at sætte mig med en bog. Jeg har bare ofte en fornemmelse af, at jeg skal noget andet.
Som om opmærksomheden hele tiden bliver trukket videre.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa har beskæftiget sig med netop denne oplevelse.
I Fremmedgørelse og acceleration beskriver han, hvordan det moderne samfund er præget af en stadig acceleration. Vi har flere muligheder, mere teknologi og flere måder at spare tid på, men oplever alligevel ofte, at tiden ikke slår til.
Vi vil gerne læse den tykke bog, men bliver optaget af noget andet. Vi vil gerne være sammen med dem, vi holder af, men har samtidig en lang række ting, vi skal nå.
Måske er det ikke kun vores kalender, der er fyldt.
Måske er vores opmærksomhed det også.
Der er hele tiden noget, der kalder på os. Noget, vi kunne ordne, undersøge, opleve eller forbedre.
Og midt i alle de muligheder kan det blive vanskeligt at mærke, hvad vi egentlig har lyst til.
At skabe plads til fordybelse
Jeg opdagede noget andet den aften.
Det blev lettere at læse, da jeg gik ind i soveværelset.
Ikke fordi jeg pludselig havde fået mere viljestyrke, men fordi jeg havde fjernet mig fra noget, der hele tiden fristede mig til at gøre noget andet.
Og da jeg først var kommet ind i rummet og blev der, blev det nemmere at give mig hen til bogen.
Det fik mig til at tænke på, om fordybelse nogle gange kræver, at vi aktivt skaber plads til den.
Ikke nødvendigvis ved at planlægge den eller gøre den til endnu en opgave, men ved at skabe nogle omgivelser, hvor vores opmærksomhed får mulighed for at falde til ro.
For mig kommer fordybelsen ikke altid af sig selv.
Jeg må nogle gange vælge den til.
Og måske er det interessant, at vi kan være nødt til at foretage en aktiv bevægelse for bagefter at kunne give os hen til noget.
At slukke fjernsynet. Gå ind i et andet rum. Lade vasketøjet vente.
Ikke for at nå mere.
Men for at kunne blive lidt længere ved noget, vi holder af.
Når noget resonerer med os
Den bog, jeg tog frem, var Erich Fromms Kunsten at elske.
Fromm skriver blandt andet om, hvordan vi mennesker kan søge tryghed gennem konformitet – ved at tilpasse os det, andre gør og forventer.
Hans tanker gav mig lyst til at tænke videre.
Og her kom jeg til at tænke på et andet af Hartmut Rosas begreber: resonans.
Rosa bruger resonans til at beskrive et levende forhold mellem os og verden.
Det handler om de øjeblikke, hvor noget berører os, og hvor vi selv svarer på det, vi møder.
Det kan være en samtale, der bliver ved med at rumstere i os. Et stykke musik, der bevæger os. En bog, der får os til at se noget på en ny måde. Eller en oplevelse i naturen, hvor vi pludselig føler os tæt forbundet med vores omgivelser.
Resonans er ikke bare, at noget er behageligt eller underholdende. Det handler om at blive berørt og engagere sig i noget, som også kan forandre vores blik på verden.
Og det var noget af det, jeg oplevede med Fromms bog.
Jeg var ikke bare optaget af at komme videre til næste side.
Jeg var optaget af det, jeg læste, fordi det gav mening for mig.
Måske er det netop en vigtig del af fordybelsen.
At vi ikke bare bruger vores tid, men oplever en forbindelse til det, vi bruger den på.
Og det behøver bestemt ikke være en bog.
En tv-serie kan vække dybe følelser og nye tanker. En samtale kan åbne noget i os. Vi kan opleve det, når vi svømmer, arbejder i haven, tegner, skriver eller går en tur.
Det interessante er ikke, hvilken aktivitet vi vælger.
Det interessante er, om vi oplever, at den betyder noget for os.
Fordybelse og trivsel
Inden for psykologien har Mihaly Csikszentmihalyi beskrevet begrebet flow.
Flow er en tilstand, hvor vi bliver dybt optaget af en aktivitet. Vores opmærksomhed samler sig, og tiden kan føles, som om den går hurtigere eller langsommere end normalt.
Forskning peger på en positiv sammenhæng mellem flowoplevelser og psykisk trivsel.
En metaanalyse fra 2026 af Sweeny og kolleger fandt blandt andet, at flow hænger sammen med oplevelser af mening og personlig udfoldelse.
Det betyder ikke, at vi nødvendigvis bliver gladere af at fordybe os i enhver aktivitet. Men det tyder på, at det at være engageret i noget, vi finder meningsfuldt, kan være en vigtig del af vores trivsel.
Flow og resonans er ikke helt det samme.
Flow handler især om vores koncentration og engagement i en aktivitet. Resonans handler om den levende forbindelse, vi kan opleve mellem os selv og verden.
Men begge begreber peger på noget interessant.
Måske har vi ikke kun brug for at holde pauser fra hverdagens mange krav.
Måske har vi også brug for at bruge vores tid på noget, der vækker vores nysgerrighed, glæde og engagement.
Har kvinder samme mulighed for at fordybe sig?
Men hvem har egentlig mulighed for at finde den tid?
Den amerikanske sociolog Arlie Russell Hochschild har undersøgt, hvordan kvinder i mange familier fortsat påtager sig en stor del af det praktiske og omsorgsmæssige arbejde i hjemmet, også når de har et lønarbejde.
Og det rejser et spørgsmål, som jeg synes er vigtigt.
For hvad betyder det for vores muligheder for fordybelse, hvis vi hele tiden er opmærksomme på andre menneskers behov og på alle de opgaver, der skal løses?
Hvis vi sjældent har længere perioder, hvor ingen forventer noget af os?
Fordybelse kræver ikke nødvendigvis mange timer. Men nogle former for fordybelse kan kræve, at vi får mulighed for at være uforstyrrede.
At vi ikke hele tiden skal afbryde os selv.
Og måske også, at vi har en oplevelse af, at vores tid gerne må bruges på noget, der ikke nødvendigvis er nyttigt for andre.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu har desuden vist, hvordan vores økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer er med til at forme vores muligheder i livet.
Det kan være interessant at tænke med i forhold til fordybelse.
For selvom alle mennesker kan finde glæde ved at fordybe sig, har vi ikke nødvendigvis samme muligheder for at opdage og dyrke vores interesser.
Nogle har tid og økonomi til at gå til musik, svømning eller yoga. Andre har adgang til en have, et værksted eller et roligt sted at læse. Og nogle har så mange praktiske forpligtelser, at der sjældent bliver plads til noget, der bare er deres eget.
Det betyder selvfølgelig ikke, at bestemte interesser er finere end andre.
Fordybelse kan opstå i en samtale, over et strikketøj, i et svømmebassin eller med hænderne i jorden.
Men måske er muligheden for at dyrke det, der giver os mening, mere ulige fordelt, end vi umiddelbart tænker over.
Og derfor er fordybelse heller ikke kun et spørgsmål om individuelle valg.
Det er også et spørgsmål om de betingelser, vi lever under.
Når selvomsorg bliver endnu et ideal
Der er også noget andet, jeg synes er interessant.
For vi lever i et samfund, hvor vi ikke kun forventes at passe vores arbejde, vores relationer og vores praktiske forpligtelser.
Vi forventes også i stigende grad at tage ansvar for vores egen sundhed, trivsel og personlige udvikling.
Vi skal spise sundt, bevæge os, sove godt, håndtere vores følelser og helst blive ved med at udvikle os som mennesker.
Inden for kritisk samfundsteori beskrives dette nogle gange som en del af en neoliberal selvudviklingskultur, hvor ansvaret for det gode liv i høj grad placeres hos den enkelte.
Og det rejser et interessant spørgsmål.
For hvad sker der, når selvomsorg også bliver noget, vi skal præstere?
Når vi dyrker yoga for at blive mere afbalancerede. Mediterer for at blive mere koncentrerede. Går ture for at reducere stress. Eller svømmer, fordi vi ved, at det er sundt.
Der er selvfølgelig ikke noget galt med at ønske sig et godt helbred eller arbejde med sig selv.
Men måske kan vi komme til at overse glæden ved selve oplevelsen, hvis vi hele tiden er optaget af, hvad den skal gøre for os.
Og måske kan selv vores fritid begynde at føles som noget, vi skal lykkes med.
Jeg synes, det er særligt interessant at overveje i forhold til kvinder.
For hvis vi både forventes at tage ansvar for vores arbejde, vores relationer, vores hjem og vores egen sundhed og udvikling, hvornår får vi så mulighed for bare at være optaget af noget, vi holder af?
Uden at skulle forbedre os selv.
Uden at skulle blive sundere, dygtigere eller mere effektive.
Måske er der noget værdifuldt i at gå til yoga, fordi vi elsker det. At svømme, fordi vi holder af vandet. Eller at læse en bog, fordi vi er nysgerrige.
Ikke fordi aktiviteterne skal gøre os til bedre mennesker.
Men fordi de allerede betyder noget for os.
At finde tilbage til det, der giver mening
Jeg tror, der er noget vigtigt i at have interesser, der er vores egne.
Noget, vi ikke nødvendigvis behøver at dele med andre eller forklare værdien af.
Noget, vi opsøger, fordi det vækker vores glæde eller nysgerrighed.
Og måske er det særligt interessant at undersøge, hvilken betydning sådanne oplevelser har for kvinder, der bruger meget af deres hverdag på at tage sig af andre.
Hvad sker der, når vi får mulighed for at være optaget af noget, som vi ikke skal præstere i, men som vi selv oplever som meningsfuldt?
Når vi ikke skal nå noget bestemt?
Når vi bare kan være til stede?
For mig krævede det en lille bevægelse den aften.
Jeg måtte slukke fjernsynet, rejse mig fra sofaen og gå ind i et andet rum.
Og så måtte jeg blive der længe nok til, at bogen fik mulighed for at gribe mig.
Jeg kunne ikke på forhånd beslutte, at Fromms tanker skulle berøre mig.
Men jeg kunne skabe plads til, at det kunne ske.
Og måske er det en vigtig pointe.
Vi kan ikke tvinge resonans frem. Vi kan ikke bestemme, hvornår noget skal vække genklang i os.
Men vi kan forsøge at skabe plads til de oplevelser, hvor det bliver muligt.
Måske handler fordybelse derfor ikke kun om at finde tid.
Måske handler det også om at finde tilbage til det, der giver os lyst til at blive.
Ikke fordi vi skal have mere ud af livet, men fordi vi gerne vil være mere til stede i det.
Har du lyst til at udforske, hvad der giver mening for dig?
Måske genkender du følelsen af, at der hele tiden er noget, du skal nå, og at det kan være svært at finde plads til dine egne interesser, behov og længsler.
I min praksis tilbyder jeg narrative samtaler, hvor vi sammen kan være nysgerrige på, hvad der betyder noget for dig, hvilke forventninger der præger din hverdag, og hvordan du kan skabe mere plads til det liv, du gerne vil leve.
Du behøver ikke have et bestemt problem eller et klart mål for at komme til en samtale. Nogle gange begynder en meningsfuld samtale netop med nysgerrigheden på, hvad der er vigtigt for os.
Du kan læse mere om mine samtaler og kontakte mig på emilieassentoft.com.
Referencer
Bourdieu, P. (1986). The forms of capital. I J. G. Richardson (red.), Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education (s. 241–258). Greenwood.
Csikszentmihalyi, M. (1990). Flow: The Psychology of Optimal Experience. Harper & Row.
Fromm, E. (1956). The Art of Loving. Harper & Brothers. Dansk udgave: Kunsten at elske.
Hochschild, A. R., & Machung, A. (1989). The Second Shift: Working Parents and the Revolution at Home. Viking.
Rose, N. (1989). Governing the Soul: The Shaping of the Private Self. Routledge.
Rosa, H. Fremmedgørelse og acceleration. Dansk udgave.
Rosa, H. (2019). Resonance: A Sociology of Our Relationship to the World. Polity.
Sweeny, K., et al. (2026). Just keep flowing: A meta-analysis on the relationship between flow and well-being. Emotion. https://doi.org/10.1037/emo0001657
