Om sårbarhed, tilknytning og modet til at åbne sit hjerte
"Love is an activity, not a passive affect."
— Erich Fromm, The Art of Loving (1956)
Kærlighed er en aktivitet, ikke en passiv følelse.
Der er noget vidunderligt ved at elske et andet menneske. At mærke glæden ved den andens nærvær, at længes efter nogen, at dele sine tanker, sin hverdag og sine drømme.
Men kærligheden kan også gøre os bange.
For når vi elsker, åbner vi os samtidig for muligheden for at miste. Vi kan ikke kontrollere den andens følelser, og vi kan ikke vide med sikkerhed, hvad fremtiden bringer.
Måske er det netop derfor, kærlighed kræver mod.
Ikke nødvendigvis modet til at kaste sig hovedkulds ud i noget, men modet til at være til stede i det, der betyder noget for os, også når vi mærker vores egen sårbarhed.
At elske og at blive elsket
Psykoanalytikeren og socialfilosoffen Erich Fromm beskrev i sin bog The Art of Loving (1956) kærlighed som en kunst, der kræver øvelse, opmærksomhed, omsorg og ansvar.
Fromm var optaget af, at vi ofte beskæftiger os mere med spørgsmålet om, hvordan vi bliver elsket, end med vores egen evne til at elske.
Vi kan komme til at spørge os selv:
Er jeg attraktiv nok? Er jeg interessant nok? Er jeg værd at elske?
Men hvad sker der, hvis vi vender spørgsmålet om?
Hvem ønsker jeg at elske? Hvordan vil jeg gerne elske? Og hvad betyder kærlighed egentlig for mig?
At blive elsket kan give os en følelse af tryghed og anerkendelse. Men at turde elske indebærer også, at vi selv tager stilling til, hvem og hvad vi ønsker at give vores kærlighed til.
Vi bliver ikke kun dem, der venter på at blive valgt.
Vi bliver også mennesker, der selv vælger.
Og det kan være både befriende og skræmmende.
Hvorfor gør kærligheden os sårbare?
Den amerikanske forsker Brené Brown beskriver sårbarhed gennem tre centrale begreber: usikkerhed, risiko og følelsesmæssig eksponering.
Når vi elsker, er alle tre ofte til stede.
Vi ved ikke med sikkerhed, om vores følelser bliver gengældt. Vi risikerer at blive sårede. Og vi viser et andet menneske sider af os selv, som vi måske ellers forsøger at beskytte.
Vi kan eksempelvis have lyst til at sige:
Jeg elsker dig.
Jeg savner dig.
Jeg er bange for at miste dig.
Men samtidig kan vi være bange for, hvordan ordene bliver modtaget.
Måske har vi tidligere oplevet afvisning. Måske har vi lært, at det er tryggere at holde vores følelser tilbage. Eller måske har vi ganske enkelt svært ved at være i den usikkerhed, som følger med at holde af et andet menneske.
Sårbarheden fortæller os ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
Nogle gange fortæller den os blot, at noget er vigtigt.
Når vi både længes efter kærlighed og beskytter os imod den
Et interessant perspektiv på kærlighedens sårbarhed findes i en forskningsoversigt af psykologerne Sandra Murray og Gabriela Pascuzzi fra 2024.
Forskerne beskriver, hvordan mennesker i nære relationer forsøger at balancere to grundlæggende behov: ønsket om følelsesmæssig nærhed og behovet for at beskytte sig mod at blive såret.
De tager udgangspunkt i det, der inden for relationspsykologien kaldes risk regulation, eller risikoregulering.
Når vi oplever, at et andet menneske er omsorgsfuldt, tilgængeligt og interesseret i os, kan det give os mod til at åbne os og søge nærhed.
Men når vi oplever usikkerhed eller tegn på afvisning, kan vi få lyst til at beskytte os selv.
Måske trækker vi os. Måske begynder vi at tvivle på relationen. Eller måske bliver vi mere optagede af at få bekræftet, at den anden stadig elsker os.
Det interessante er, at vores reaktioner ikke nødvendigvis er de samme hele tiden.
Ifølge Murray og Pascuzzi påvirkes vores oplevelse af tryghed løbende af både vores tidligere erfaringer og de signaler, vi møder i vores nuværende relationer.
En kærlig berøring, en omsorgsfuld reaktion eller følelsen af at blive forstået kan have betydning for, hvor trygge vi føler os.
Måske kan vi derfor komme til at beskytte os mod netop den kærlighed, vi længes efter.
Ikke fordi vi ikke ønsker nærheden, men fordi den også gør os sårbare.
Tilknytning og frygten for at miste
Inden for tilknytningsteorien har blandt andre John Bowlby, Mario Mikulincer og Phillip Shaver beskæftiget sig med, hvordan vores erfaringer med nære relationer kan præge vores forventninger til kærlighed og tryghed.
Vores tidlige relationer kan få betydning for, hvordan vi senere håndterer nærhed, afstand og følelsesmæssig usikkerhed.
Nogle mennesker reagerer på oplevet afstand ved at søge mere kontakt og bekræftelse. Andre kan have en tendens til at trække sig, når følelsesmæssig nærhed opleves som overvældende.
Det betyder ikke, at vi er fastlåst i bestemte mønstre.
Men det kan være hjælpsomt at blive nysgerrig på, hvad der sker i os, når kærligheden vækker frygt.
Måske kan vi spørge os selv:
Hvad er det egentlig, jeg bliver bange for?
Er der noget i denne situation, som minder mig om tidligere erfaringer?
Hvad har jeg brug for lige nu, og hvordan kan jeg give det udtryk?
Det er samtidig vigtigt at huske, at vores reaktioner ikke kun udspringer af fortiden. De påvirkes også af, hvordan vi faktisk bliver mødt i vores nuværende relationer.
Tryghed er noget, vi skaber sammen.
Kan tryghed vokse mellem to mennesker?
Et andet interessant studie fra 2024, udført af Beck, Lemay og Witting, undersøgte, hvordan tillid og engagement udvikler sig gennem menneskers daglige samspil i romantiske relationer.
Forskerne fulgte 199 par gennem daglige spørgeskemaer og undersøgte sammenhænge mellem blandt andet følelsesmæssig afhængighed, engagement, omsorgsfuld adfærd og tillid.
Studiet viste, at disse forhold hang sammen i en gensidig proces.
Når mennesker oplevede engagement i deres relation, hang det sammen med mere omsorgsfuld adfærd. Når partneren opfattede denne adfærd, hang det sammen med større tillid og villighed til at støtte sig til relationen.
Sammenhængene var på flere områder særligt tydelige hos mennesker med højere grad af tilknytningsangst.
Studiet kan ikke fastslå, at den ene faktor nødvendigvis forårsager den anden, men det peger på, at vores daglige samspil har betydning for, hvordan vi oplever tryghed og tillid.
Måske er det derfor, de små handlinger i kærligheden kan betyde så meget.
En besked. Et kærligt blik. En hånd, der finder vores. Oplevelsen af, at den anden lytter, når noget er svært.
Tryghed behøver ikke kun være noget, vi bringer med os ind i en relation.
Den kan også udvikle sig mellem os.
Kærlighed og følelsesmæssig nærhed
Men hvad er det egentlig, der gør, at vi føler os tæt på et andet menneske?
I et studie fra 1998 undersøgte Laurenceau, Barrett og Pietromonaco, hvordan følelsesmæssig intimitet udvikler sig gennem menneskers daglige samspil.
Forskerne fandt blandt andet, at oplevelsen af nærhed hang sammen med, at mennesker delte personlige tanker og følelser, og med deres oplevelse af, at den anden reagerede med forståelse og omsorg.
Det interessante er, at følelsesmæssig nærhed altså ikke kun handler om, hvor meget vi fortæller om os selv.
Det handler også om, hvordan vi bliver mødt.
Når vi tør vise vores sårbarhed, giver vi et andet menneske mulighed for at lære os bedre at kende.
Men nærheden kræver også noget af den anden.
At lytte. At være nysgerrig. At forsøge at forstå.
Vi kan ikke skabe følelsesmæssig intimitet alene.
Og måske er det en vigtig del af kærlighedens mod: At turde række ud, men også at give plads til, at nærhed udvikler sig mellem to mennesker.
At turde blive, når vi bliver bange
Når kærligheden vækker frygt, kan vi få lyst til at beskytte os selv.
Måske trækker vi os. Måske begynder vi at tvivle på relationen. Måske leder vi efter tegn på, at den anden ikke elsker os lige så højt.
Det kan være forståelige forsøg på at skabe kontrol i noget, som grundlæggende er usikkert.
Men nogle gange kan vores forsøg på at beskytte os også komme til at skabe afstand til det, vi længes efter.
Måske kan vi derfor øve os i at blive lidt længere i vores egne følelser, før vi handler på dem.
At mærke frygten uden nødvendigvis at lade den bestemme.
At undersøge, om den fortæller os noget om vores aktuelle relation, vores tidligere erfaringer eller måske begge dele.
Det betyder ikke, at vi skal blive i relationer, som gør os utrygge eller skader os.
At turde elske handler ikke om at tilsidesætte sig selv.
Det handler også om at kunne mærke sine egne grænser, behov og værdier.
Og måske om at opdage, at vi godt kan være bange og samtidig have tillid til vores egen evne til at tage vare på os selv.
Hvilke fortællinger har vi om kærlighed?
I narrativ terapi interesserer vi os for de fortællinger, vi skaber om os selv og vores relationer.
Måske har vi gennem livet udviklet en fortælling om, at kærlighed altid ender med at gøre ondt.
Måske har vi lært, at vi skal gøre os fortjent til at blive elsket.
Eller måske har vi en fortælling om, at vi er for følsomme, for krævende eller for meget.
Sådanne fortællinger kan få stor betydning for, hvordan vi forstår os selv i kærlighedsrelationer.
Men vores liv rummer som regel flere erfaringer end dem, der passer ind i én bestemt fortælling.
Måske har vi også oplevet at elske med åbenhed og generøsitet.
Måske har vi turdet række ud, selvom vi var bange.
Måske har vi oplevet, at et andet menneske tog imod os med varme.
Og måske fortæller disse erfaringer noget om, hvem vi også er, og hvordan vi ønsker at være i vores relationer.
I narrativ terapi kan vi undersøge sådanne erfaringer og give plads til alternative fortællinger.
Ikke for at fjerne vores frygt, men for at lade den fylde mindre i fortællingen om, hvem vi er.
En lille narrativ refleksionsøvelse
Hvis du har lyst, kan du sætte dig et roligt sted med en notesbog og undersøge dit eget forhold til kærlighed.
Du kan eksempelvis overveje:
Hvad har jeg gennem livet lært om at elske og blive elsket?
Hvornår oplever jeg, at frygten får indflydelse på mine relationer?
Kan jeg huske en situation, hvor jeg turde vise min kærlighed, selvom jeg var usikker?
Hvad fortæller den situation om mine værdier og om den måde, jeg ønsker at elske på?
Hvis frygten ikke skulle bestemme det hele, hvordan kunne jeg så tænke mig at møde kærligheden?
Er der mennesker i mit liv, som har haft særlig betydning for min oplevelse af tryghed og kærlighed? Mennesker, som har mødt mig med omsorg, forståelse eller nærvær, og som har fået mig til at føle, at jeg kunne være mig selv?
Hvad var det ved deres måde at møde mig på, som gjorde en forskel? Og hvad fortæller det om den kærlighed og omsorg, jeg selv værdsætter?
Måske kan du også overveje, hvad du har taget med dig fra disse relationer, og hvordan du selv ønsker at bringe noget af den omsorg videre.
Du behøver ikke finde de rigtige svar.
Måske er det vigtigste blot at give plads til nysgerrigheden.
Modet til at elske
Måske er noget af det smukkeste ved kærligheden også noget af det vanskeligste.
At vi ikke kan eje den.
Vi kan ikke kontrollere et andet menneskes følelser, og vi kan ikke sikre os mod enhver form for sorg eller tab.
Men vi kan vælge, hvordan vi ønsker at møde kærligheden.
Vi kan øve os i at være åbne, nysgerrige og omsorgsfulde. Vi kan forsøge at forstå vores egen frygt og samtidig give plads til den andens måde at være menneske på.
Og vi kan minde os selv om, at sårbarhed ikke nødvendigvis er et tegn på svaghed.
Måske er den nogle gange et tegn på, at vi har turdet åbne vores hjerte.
At turde elske er måske ikke at vide, at vi aldrig bliver forladt. Det er at turde elske, selvom vi ikke kender fremtiden, og samtidig vide, at vi ikke behøver forlade os selv.
Narrative samtaler
Måske har du genkendt noget af dig selv i dette indlæg. Måske er du blevet nysgerrig på dine egne erfaringer med kærlighed, sårbarhed og tryghed.
Jeg tilbyder narrative samtaler, hvor vi sammen kan undersøge de fortællinger og erfaringer, der præger dit liv og dine relationer, og skabe plads til nye perspektiver og muligheder.
Du er meget velkommen til at læse mere om mine samtaler eller kontakte mig på emilieassentoft.com.
Referencer
Brown, B. (2012). Daring Greatly. Gotham Books.
Fromm, E. (1956). The Art of Loving. Harper & Brothers.
Laurenceau, J.-P., Barrett, L. F., & Pietromonaco, P. R. (1998). Intimacy as an interpersonal process: The importance of self-disclosure, partner disclosure, and perceived partner responsiveness in interpersonal exchanges. Journal of Personality and Social Psychology, 74(5), 1238–1251.
Beck, L. A., Lemay, E. P., Jr., & Witting, C. S. (2024). Attachment anxiety in daily experiences of romantic relationships: An expansion of the mutual cyclical growth model. Journal of Social and Personal Relationships, 41(8), 2095–2120. https://doi.org/10.1177/02654075241235335
Murray, S. L., & Pascuzzi, G. S. (2024). Pursuing safety in social connection: A flexibly fluid perspective on risk regulation in relationships. Annual Review of Psychology, 75, 379–404. https://doi.org/10.1146/annurev-psych-011123-024815
White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton & Company.
