Når alt kommer til alt – hvad betyder så virkelig noget?

Om tid, penge, status, drømme og det liv, vi gerne vil leve

Denne uge ville min mor være fyldt år. Det var også 13 år siden, hun døde.

Det fik mig til at tænke på noget, hun sagde kort før sin død.

Hun ville egentlig gerne have været blomsterbinder.

Hvis hun selv havde kunnet bestemme.

Jeg ved ikke præcis, hvad hun mente med den sidste del. Hvilke omstændigheder, forventninger eller valg der havde ført hende et andet sted hen. Og jeg ved heller ikke, om hun betragtede det som en egentlig fortrydelse.

Men sætningen har hængt ved mig.

Måske fordi der er noget særligt ved at høre et menneske tæt på livets afslutning fortælle om det liv, hun også kunne have levet.

For nylig læste jeg Mikki Brammers roman Ting, vi fortryder, og den fik mig til at vende tilbage til spørgsmålet:

Når alt kommer til alt – hvad betyder så virkelig noget?

Når livet pludselig er begrænset

Vi ved selvfølgelig godt, at vi skal dø.

Alligevel lever de fleste af os store dele af livet, som om tiden er en næsten uudtømmelig ressource.

Vi arbejder. Tjener penge. Forsøger at skabe økonomisk sikkerhed. Gør karriere. Sammenligner os med andre. Vil gerne anerkendes for det, vi gør. Får travlt med praktiske ting og med alt det, der skal ordnes, før vi kan begynde at gøre noget af det, vi egentlig længes efter.

Men hvad sker der med vores prioriteter, når tiden pludselig ikke længere føles ubegrænset?

Det spørgsmål har blandt andre den amerikanske psykiater og eksistentielle psykoterapeut Irvin D. Yalom beskæftiget sig med gennem store dele af sit arbejde.

I Staring at the Sun beskriver Yalom bevidstheden om vores egen dødelighed som noget, der ikke kun behøver skabe angst. Mødet med døden – gennem sygdom, tab, alder eller andre livsomvæltninger – kan også blive det, han kalder en awakening experience.

En erfaring, der vækker os til livet.

Når det går op for os, at tiden faktisk er begrænset, kan det forandre spørgsmålet fra:

Hvordan får jeg mere?

til:

Hvad vil jeg bruge det, jeg har, på?

Hvad fortæller mennesker, der faktisk er ved at dø?

Det er selvfølgelig let nok at filosofere over, hvad der betyder noget ved livets afslutning.

Mere interessant er det måske at spørge mennesker, der rent faktisk befinder sig dér.

I et dansk kvalitativt studie interviewede forskerne Lene Moestrup og Helle Ploug Hansen 17 døende hospicepatienter om deres tanker i mødet med den forestående død.

Noget interessant viste sig.

Patienterne beskrev ikke først og fremmest angst for døden. De beskrev snarere sorgen over at skulle forlade livet.

Nogle undgik at tænke på døden og ønskede i stedet at rette opmærksomheden mod de positive dele af deres daglige liv, mens de stadig var der.

Et andet kvalitativt studie interviewede otte terminalt syge kræftpatienter i hospicepleje om socialt velbefindende ved livets afslutning. Her trådte de nære relationer tydeligt frem. Patienterne talte blandt andet om familie, venner og kolleger, men også om kærlighed, taknemmelighed og det, livet havde lært dem.

I et nyere dansk studie blev ti mennesker over 65 år på to hospicer interviewet om deres tanker om døden, det at dø og mening. Forskerne fandt blandt andet, at deltagernes måde at skabe og udtrykke mening på ændrede sig, efterhånden som døden kom nærmere, og at samtalen og det relationelle fik betydning, når de forsøgte at sætte ord på håb, mening og det ukendte.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker opdager den samme sandhed på dødslejet.

Der findes ingen facitliste over det gode liv.

Men forskningen giver os alligevel et sjældent indblik i, hvad mennesker taler om, når livet ikke længere opleves som ubegrænset: livet, relationerne, håbet, meningen – og det, man skal tage afsked med.

Hvad fortryder vi?

Det næste spørgsmål bliver derfor næsten uundgåeligt:

Hvad ville mennesker ønske, de havde gjort anderledes?

Forskningen i livsfortrydelser giver ikke ét enkelt svar.

Et stort studie af næsten 4.000 mennesker mellem 40 og 85 år fandt blandt andet fortrydelser knyttet til sociale relationer og mistede uddannelsesmuligheder.

I et andet studie blandt 228 mennesker mellem 79 og 98 år var nogle af de mest almindelige fortrydelser ting, de ikke havde gjort, tabet af mennesker, de holdt af, og eget eller andres helbred.

Og et nyere interviewstudie blandt 60 ældre mennesker fandt, at omkring to tredjedele af de 157 større fortrydelser, deltagerne fortalte om, handlede om undladelser frem for handlinger.

Karriere, relationer, uddannelse, helbred, ægteskab, forældreskab og økonomi gik igen.

Det er værd at standse ved.

For måske er vi ofte mest bange for at træffe det forkerte valg.

Men noget af det, mennesker bærer med sig senere i livet, ser ud til netop at være de valg, de aldrig traf.

De ting, de ikke gjorde.

Det liv, vi ikke fik levet

Måske er det derfor, min mors bemærkning om blomsterbinderfaget stadig sidder i mig.

Der fandtes tilsyneladende også et andet muligt liv.

Et, hvor hun arbejdede med blomster.

Sådan nogle mulige liv findes nok hos mange af os.

Den uddannelse, vi ikke søgte.

Bogen, vi aldrig skrev.

Det menneske, vi ikke fik fortalt noget vigtigt.

Det sted, vi aldrig rejste hen.

Det arbejde, vi egentlig længtes efter.

Eller noget, vi har tænkt på i årevis, men bliver ved med at fortælle os selv, at vi gør senere.

Paulo Coelho har beskæftiget sig med netop den længsel i flere af sine romaner.

I Alkymisten følger vi Santiago, der forlader det kendte for at følge en drøm. Romanen er på mange måder en fortælling om at turde lytte til det, man længes efter, også når vejen ikke er sikker.

Det er selvfølgelig litteratur, ikke psykologi.

Men spørgsmålet er interessant:

Hvor meget af vores liv tør vi egentlig vælge selv?

Penge, status – og hvad så?

Og så er der pengene.

Penge betyder noget.

Det gør økonomisk sikkerhed også. Mangel på penge kan begrænse vores muligheder, skabe stress og gøre livet markant vanskeligere.

Det ville derfor være temmelig privilegieblindt bare at erklære, at penge er ligegyldige.

Men penge kan være både et middel og et mål.

Og måske er det værd indimellem at spørge, hvornår det ene bliver til det andet.

Hvor mange penge er nok?

Hvor meget status er nok?

Hvor meget anerkendelse skal der til, før vi føler, at vi er lykkedes?

Og hvad giver vi til gengæld?

Timer.

Aftener.

Weekender.

Tid med vores børn.

Tid med vores partner.

Tid med venner.

Tid til at skabe noget.

Tid til at sidde på en altan.

Tid til ingenting.

Tid er en mærkelig valuta, fordi vi ofte bruger den for at skaffe os næsten alt andet.

Men den kan ikke tjenes tilbage.

Paulo Coelho undersøger en mørkere side af vores forhold til penge i Djævelen og frøken Prym. En fremmed ankommer til en lille landsby med guld og stiller dens beboere over for et moralsk valg, hvor materiel gevinst sættes over for et menneskeliv.

Romanen er ekstrem i sit eksperiment.

Men spørgsmålet nedenunder er mindre ekstremt:

Hvad er vi villige til at ofre for det, vi tror, vi gerne vil have?

Status er også en mærkelig størrelse

Det samme gælder status.

Vi mennesker orienterer os mod hinanden. Vi sammenligner os. Vi vil gerne anerkendes og opleve, at det, vi gør, har betydning.

Der er ikke nødvendigvis noget galt med ambition.

Arbejde kan være en enorm kilde til mening. Det kan være en drøm at forske, skrive, bygge noget op, skabe kunst, drive en virksomhed eller blive virkelig dygtig til sit fag.

Men status er interessant, fordi den kun eksisterer i relation til et publikum.

Og derfor kan man måske spørge:

Når livet en dag er ved at være slut, hvor meget betyder så vores placering i hierarkiet?

Husker vi vores titel?

Antallet på lønsedlen?

Hvor mange der kendte vores navn?

Eller husker vi noget andet?

Et menneske, vi elskede.

En sommer.

Et køkkenbord.

Et barn, der grinede.

En samtale, vi aldrig glemte.

Noget, vi skabte.

Et sted, hvor vi følte os levende.

Det er ikke spørgsmål, forskningen kan give ét endeligt svar på.

Og måske er det netop pointen.

Det betyder ikke, at vi skal sige vores job op

Der er en fare ved hele denne samtale.

Den kan meget hurtigt ende som en plakat med ordene LEV DIT LIV hen over et billede af en solnedgang.

Det er ikke særlig hjælpsomt.

Vi kan ikke allesammen sige vores job op mandag morgen.

Vi har husleje. Børn. Forpligtelser. Mennesker, vi skal tage os af. Og nogle gange vælger vi noget fra, fordi noget andet faktisk betyder mere.

At leve et meningsfuldt liv er heller ikke det samme som konstant at være lykkelig.

Og vi kan ikke leve alle de liv, vi kunne have levet.

Ethvert valg lukker andre muligheder.

Målet kan derfor næppe være at dø uden en eneste fortrydelse.

Måske handler det snarere om, at der ikke bliver for stor afstand mellem det, vi siger betyder noget, og det, vi faktisk bruger vores liv på.

Måske kan døden lære os noget om livet

Det er noget af det, jeg holder af ved Yaloms måde at skrive om døden på.

Døden er ikke kun afslutningen på livet.

Bevidstheden om den kan også stille livet skarpere.

Vi behøver ikke vente på en alvorlig sygdom eller et tab for at stille de spørgsmål, som tiden ellers kan tvinge os til at stille senere:

Hvem betyder noget for mig?

Ser jeg dem nok?

Hvad bruger jeg størstedelen af min tid på?

Er det vigtigt for mig?

Hvad bliver jeg ved med at udsætte?

Er der noget, jeg gerne vil skabe?

Er der en drøm, jeg har gjort mindre, fordi den virkede upraktisk?

Hvor meget af det, jeg stræber efter, handler egentlig om, hvad andre mennesker skal tænke om mig?

Og måske det vanskeligste:

Hvis jeg fortsætter nogenlunde sådan her – er det så et liv, jeg gerne vil have levet?

Jeg ved ikke, om min mor ville have været lykkeligere som blomsterbinder.

Det kan ingen vide.

Og måske er pointen heller ikke, at vi altid skal vælge anderledes.

Måske er pointen bare, at vi indimellem skal huske, at vi vælger.

For når alt kommer til alt, er tid måske noget af det mest værdifulde, vi har.

Ikke fordi hvert øjeblik skal være fantastisk.

Ikke fordi vi skal nå det hele.

Men fordi vores tid, langsomt og næsten umærkeligt, bliver til vores liv.

Og mens vi stadig har den, kan vi indimellem spørge:

Bruger jeg nok af den på det, der virkelig betyder noget?

Kilder og videre læsning

Moestrup, L. & Hansen, H. P. (2015). Existential Concerns About Death: A Qualitative Study of Dying Patients in a Danish Hospice. American Journal of Hospice & Palliative Medicine, 32(4), 427–436. DOI: 10.1177/1049909114523828.

Prince-Paul, M. (2008). Understanding the Meaning of Social Well-Being at the End of Life. Oncology Nursing Forum, 35(3), 365–371. DOI: 10.1188/08.ONF.365-371.

Viftrup, D. T., Prinds, C., Nissen, R. D., Steenfeldt, V. Ø., Søndergaard, J. & Hvidt, N. C. (2021). Older Adults’ Experience of Meaning at the End of Life in Two Danish Hospices: A Qualitative Interview Study. Frontiers in Psychology, 12, 700285. DOI: 10.3389/fpsyg.2021.700285.

Timmer, E., Westerhof, G. J. & Dittmann-Kohli, F. (2005). “When Looking Back on My Past Life I Regret…”: Retrospective Regret in the Second Half of Life. Death Studies, 29(7), 625–644. DOI: 10.1080/07481180591004660.

Newall, N. E., Chipperfield, J. G., Daniels, L. M., Hladkyj, S. & Perry, R. P. (2009). Regret in Later Life: Exploring Relationships Between Regret Frequency, Secondary Interpretive Control Beliefs, and Health in Older Individuals. The International Journal of Aging and Human Development, 68(4), 261–288. DOI: 10.2190/AG.68.4.a.

Regret Experiences and Coping in Old Age? A Case of Indian Older Adults. (2025). Studie baseret på biografiske interviews med 60 ældre voksne og 157 beskrevne livsfortrydelser.

Yalom, I. D. (2008). Staring at the Sun: Overcoming the Terror of Death. Jossey-Bass.

Coelho, P. Alkymisten.

Coelho, P. Djævelen og frøken Prym.

Brammer, M. Ting, vi fortryder.