Hvad gør dig levende?

Der findes mange forestillinger om, hvordan et rigtigt voksenliv ser ud.

Man skal have et ordentligt arbejde. Tjene en vis mængde penge. Have styr på sin økonomi. Måske eje sin bolig. Have fundet en partner. Have en plan. Have udnyttet sit potentiale.

Og helst være nogenlunde sikker på, hvor man er på vej hen.

Jeg kender i hvert fald godt den indre stemme, der kan fortælle mig, at jeg burde være nået længere. At jeg burde tjene mere. At jeg burde have mere styr på mit liv. Som om der et sted findes et usynligt regneark over voksenlivet, hvor jeg kan se, om jeg nu også har samlet point nok til at være et rigtigt voksent menneske.

Det mærkelige er, at den stemme kan føles utrolig personlig.

Som om den er min.

Men er den det?

Hvad giver os energi?

Inden for Self-Determination Theory har psykologerne Edward Deci og Richard Ryan gennem årtier beskæftiget sig med menneskelig motivation.

En vigtig pointe i teorien er, at det ikke kun er mængden af motivation, der betyder noget. Det betyder også noget, hvorfra vores motivation opleves at komme.

Vi kan gøre noget, fordi vi er oprigtigt interesserede i det. Men vi kan også gøre noget, som måske ikke i sig selv er lystbetonet, fordi vi oplever det som vigtigt og i overensstemmelse med vores egne værdier.

I begge tilfælde kan motivationen opleves som autonom: Jeg oplever, at jeg står bag det, jeg gør.

Men vi kan også handle under pres.

Presset kan komme udefra gennem forventninger, belønninger og krav. Men det kan også være flyttet ind i os selv.

Jeg burde.

Jeg skal.

Jeg er først god nok, når …

I 1997 beskrev Richard Ryan og Christina Frederick begrebet subjective vitality: den subjektive oplevelse af energi og af at føle sig levende.

Det er et fascinerende begreb, fordi energi her ikke kun handler om kroppen. Vores oplevelse af vitalitet påvirkes også af psykologiske forhold og af den måde, vi engagerer os i vores liv på.

Senere forskning inden for Self-Determination Theory har blandt andet vist, at autonom motivation kan hænge sammen med større vitalitet end kontrolleret motivation.

Man kan altså bruge kræfter og alligevel føle sig mere levende bagefter.

Og man kan bruge enorme kræfter på at gøre alt det rigtige og alligevel føle sig drænet.

Det får mig til at tænke, at vi måske nogle gange stiller os selv det forkerte spørgsmål.

Vi spørger:

Hvad bør jeg opnå?

Måske kunne vi også spørge:

Hvad gør mig levende?

Når samfundets stemme lyder som vores egen

Men så opstår et vanskeligere spørgsmål.

Hvordan ved jeg egentlig, hvad jeg vil?

Den franske filosof Michel Foucault beskæftigede sig med, hvordan magt ikke kun virker gennem direkte regler og forbud. Den virker også gennem normer og gennem de måder, vi lærer at forstå, kategorisere og vurdere os selv og hinanden på.

Efterhånden behøver nogen måske ikke længere stå ved siden af os og fortælle os, hvordan et vellykket menneske skal leve.

Vi kan gøre det selv.

Jeg skal tjene så og så mange penge for at være en rigtig voksen.

Jeg burde have en bedre karriere.

Jeg burde eje min bolig.

Jeg burde have fundet den person, jeg skal leve med.

Jeg burde være længere nu.

Sådanne tanker kan opleves som dybt private og samtidig trække på langt større kulturelle fortællinger om arbejde, økonomi, køn, alder, kærlighed, produktivitet og succes.

Den narrative terapi, som især forbindes med Michael White og David Epston, blev blandt andet inspireret af Foucaults analyser af magt, viden og normalisering.

Her bliver det muligt at vende blikket mod selve målestokken.

I stedet for kun at spørge:

Hvordan bliver jeg bedre til at leve op til kravene?

kan vi også spørge:

Hvor har jeg lært, at dette er vigtigt?

Hvilke forestillinger om det gode liv ligger gemt i mine krav til mig selv?

Hvad lover de mig, hvis jeg lever op til dem?

Hvad får de mig til at overse?

Og ønsker jeg egentlig, at de skal have så stor autoritet i mit liv?

Det betyder selvfølgelig ikke, at penge er ligegyldige. Penge kan give tryghed, handlefrihed og muligheder. Der er forskel på at ønske sig økonomisk sikkerhed og at lade sin indkomst afgøre, om man er et vellykket voksent menneske.

På samme måde kan ambitioner være vidunderlige. Man kan ønske sig en bestemt uddannelse, karriere eller bolig med hele sit hjerte.

Spørgsmålet er måske ikke kun, hvad vi ønsker.

Det interessante kan også være vores forhold til ønsket.

Fortielsen af det egentlige

Det får mig til at tænke på den tyske forfatter Judith Hermann. I forbindelse med hendes bog Vi ville have fortalt hinanden alt er et gennemgående træk i hendes forfatterskab blevet beskrevet som “fortielsen af det egentlige”.

Jeg holder af den formulering.

For måske er noget af det egentlige netop det, der kan være sværest at få sagt.

Det er forholdsvis let at sige:

Jeg burde tjene mere.

Jeg burde være nået længere.

Jeg burde have mere styr på mit liv.

De sætninger ligger næsten klar til os.

Men hvad med:

Hvad længes jeg efter?

Hvad holder jeg egentlig af?

Hvad vil jeg bruge mit liv på?

Hvad gør mig levende?

Måske er problemet nogle gange ikke, at vi mangler svar på, hvordan et godt liv skal se ud.

Måske har vi så mange svar, at det egentlige bliver svært at høre.

Hvad er værd at bruge et liv på?

Her synes jeg, at Aaron Antonovskys begreb Sense of Coherence tilføjer noget vigtigt.

Antonovsky var optaget af, hvad der hjælper mennesker med at bevæge sig i retning af sundhed, også når livet indeholder belastninger. Han beskrev tre dimensioner i oplevelsen af sammenhæng: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Den sidste er særlig interessant her.

Meningsfuldhed handler om, hvorvidt de krav og udfordringer, vi møder, opleves som værd at investere vores engagement i.

Det er et fint spørgsmål.

For spørgsmålet er måske ikke bare, hvor meget energi vi har.

Men hvad vi ønsker at bruge den på.

Nogle ting kan koste enorme mængder energi og efterlade os tomme.

Andre ting kan også være krævende. De kan gøre os bange. De kan kræve mod, vedholdenhed og arbejde. De kan endda mislykkes.

Og alligevel kan vi nogle gange mærke noget mærkeligt:

Der er mere liv bagefter.

Det er vigtigt, fordi et liv, der føles som vores eget, ikke nødvendigvis er et behageligt liv.

Det, der betyder noget for os, er ikke altid det nemmeste.

Måske skal vi ikke hele tiden et andet sted hen

Her møder psykologien noget, som den buddhistiske munk og lærer Thich Nhat Hanh har skrevet og undervist om fra en helt anden tradition.

Vi bruger en forbløffende stor del af vores liv på forestillingen om, at vi lige skal et andet sted hen.

Når jeg får jobbet.

Når jeg tjener mere.

Når jeg møder den rigtige.

Når jeg bliver mindre bange.

Når jeg bliver mere disciplineret.

Når jeg endelig får styr på mig selv.

Så kan livet begynde.

Hos Thich Nhat Hanh finder vi en næsten modsat bevægelse: at stoppe med hele tiden at løbe og vende tilbage til det liv, der allerede finder sted. Til kroppen. Åndedrættet. Det menneske, der sidder over for os. Det øjeblik, vi faktisk befinder os i.

Meditation bliver dermed ikke endnu et selvforbedringsprojekt.

Ikke endnu en metode til endelig at blive den rigtige version af sig selv.

Men en mulighed for at være til stede længe nok til at opdage, hvad der allerede er her.

Måske også længe nok til at begynde at høre forskel på de mange stemmer, der fortæller os, hvad vi burde ønske os, og de mere stille bevægelser mod det, vi faktisk holder af.

Det betyder ikke, at der findes et rent, autentisk jeg gemt et sted inderst inde, uberørt af andre mennesker og den kultur, vi lever i. Så enkelt er det næppe.

Men vi kan blive nysgerrige på, hvilke fortællinger vi ønsker at give mere plads.

Hvad vil jeg gerne bruge mine begrænsede kræfter på?

Hvilke mennesker vil jeg være tæt på?

Hvilket arbejde betyder noget for mig?

Hvad glemmer jeg tiden i?

Hvad ville jeg stadig have lyst til at gøre, hvis ingen klappede?

Hvad får mig til at mærke, at jeg er her?

Måske behøver vi ikke kalde det sjælen.

Måske behøver vi heller ikke kunne forklare det fuldstændigt.

Men måske kan vi begynde at lægge mærke til det.

For ved siden af alle de spørgsmål, vi kan stille til vores liv – om økonomi, karriere, præstationer, bolig, status og fremtid – findes der et andet.

Et meget enkelt et.

Ikke:

Ser mit liv rigtigt ud?

Men:

Er der liv i det?

Kilder og videre læsning

Antonovsky, A. (1987). Unraveling the Mystery of Health: How People Manage Stress and Stay Well. Jossey-Bass.

Nix, G. A., Ryan, R. M., Manly, J. B. & Deci, E. L. (1999). “Revitalization through Self-Regulation: The Effects of Autonomous and Controlled Motivation on Happiness and Vitality.” Journal of Experimental Social Psychology, 35(3), 266–284.

Ryan, R. M. & Frederick, C. (1997). “On Energy, Personality, and Health: Subjective Vitality as a Dynamic Reflection of Well-Being.” Journal of Personality, 65(3), 529–565.

White, M. & Epston, D. (1990). Narrative Means to Therapeutic Ends. W. W. Norton & Company.

Foucault, M. (1975/1977). Discipline and Punish: The Birth of the Prison. Pantheon Books.

Hermann, J. (2023). Wir hätten uns alles gesagt. Vom Schweigen und Verschweigen im Schreiben.

Thich Nhat Hanh. The Miracle of Mindfulness.