Hvad narrativ terapi har betydet for mig

Om at sprænge bokse, finde sin egen stemme og få mere indflydelse på fortællingen om sit liv

“There is a crack, a crack in everything / That's how the light gets in.”

— Leonard Cohen, Anthem

Jeg husker stadig tydeligt en dag, hvor jeg stod på en læsesal og kiggede ud over Botanisk Have.

Jeg var i gang med at fordybe mig i narrativ terapi, og noget i det verdenssyn, jeg indtil da havde taget mere eller mindre for givet, var begyndt at krakelere.

Jeg kan huske, at jeg stod dér og kiggede ud på haven og pludselig tænkte:

Måske behøver jeg ikke gøre det, som jeg hele tiden har tænkt, jeg skulle.

Måske kunne jeg i højere grad leve et liv ud fra det, jeg selv havde lyst til.

Det lyder næsten banalt, når jeg skriver det nu.

Selvfølgelig må man leve, som man har lyst til.

Men sådan føles vores forestillinger om det rigtige liv ikke nødvendigvis, når vi står midt i dem.

De kan føles som sandheder.

Om hvem vi bør være.

Hvad et voksent liv skal indeholde.

Hvad der tæller som succes.

Hvornår vi burde have fundet vores vej.

Hvordan kærlighed, arbejde og familie bør se ud.

Og hvad vi skal have opnået, før vi kan betragte vores liv som vellykkede.

Jeg tror, det var noget af det, der begyndte at gå op for mig den dag.

At nogle af de ting, jeg havde betragtet som sandheder om livet, måske også kunne betragtes som fortællinger.

Fortællinger skabt i bestemte familier, kulturer, relationer og tider.

Fortællinger, som kan få stor magt over et menneskes liv – men som også kan undersøges.

Da jeg første gang for alvor mødte den narrative terapi, oplevede jeg derfor ikke bare, at jeg lærte en ny psykologisk metode.

Det føltes, som om nogen åbnede et vindue.

Nogle af de bokse, jeg indtil da havde forstået mig selv og mit liv igennem, begyndte langsomt at sprække.

For mig blev det narrative perspektiv en omsorgsfuld ramme.

Ikke en ramme, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, men næsten det modsatte: en ramme, der gav mig mulighed for at undersøge alt det, jeg hidtil havde troet, jeg burde gøre.

Og måske stille et andet spørgsmål:

Hvordan har jeg egentlig selv lyst til at leve?

Det spørgsmål skulle siden vise sig at få langt større betydning for mig, end jeg kunne vide den dag.

Fra sandheder til fortællinger

Noget af det, der ramte mig stærkest i den narrative terapi, var idéen om, at vores forståelse af os selv ikke opstår i et vakuum.

Vi bliver født ind i fortællinger om, hvad et godt liv er.

Om kærlighed.

Arbejde.

Køn.

Familie.

Succes.

Normalitet.

Nogle af disse fortællinger passer os godt. Andre kan blive så selvfølgelige, at vi holder op med at opdage, at de overhovedet er fortællinger.

De føles bare som virkeligheden.

Og hvis vi ikke kan leve op til dem, kan problemet meget hurtigt komme til at føles, som om det befinder sig inde i os.

Der må være noget galt med mig.

Her tilbød den narrative terapi mig et radikalt anderledes spørgsmål:

Hvad nu, hvis problemet ikke nødvendigvis er dig?

Hvad nu, hvis vi også undersøger de idéer, forventninger og normer, du forsøger at leve op til?

Og måske endnu vigtigere:

Passer de overhovedet til det liv, du ønsker at leve?

For mig blev det muligt at være nysgerrig på de bokse, jeg selv stod i, i stedet for kun at forsøge at blive bedre til at passe ind i dem.

Magt findes også i de små fortællinger

Den narrative terapi er blandt andet inspireret af Michel Foucaults tænkning om magt og diskurser.

Det kan lyde meget akademisk.

Men i et menneskeliv kan det være helt konkret.

Magt findes ikke kun som noget, nogen gør mod os. Den kan også eksistere i de idéer, vi efterhånden begynder at overvåge os selv igennem.

Burde jeg være længere nu?

Burde jeg være mere succesfuld?

Burde jeg have fundet den rigtige?

Burde jeg tjene mere?

Burde jeg være mindre følsom?

Burde jeg være mere tilfreds?

Burde jeg ikke snart have styr på det hele?

Vi kan ende med at blive vores egne meget effektive kontrollører.

For mig var det befriende at opdage, at nogle af de stemmer, jeg havde opfattet som mine egne, måske ikke kun var mine.

De havde en historie.

De kom et sted fra.

Og hvis en fortælling har en historie, kan man også begynde at få et forhold til den.

Hvad gør denne idé ved mit liv?

Hvad får den mig til at gøre?

Hvad får den mig til at overse?

Og vil jeg egentlig have, at den skal have så meget indflydelse?

Det er noget andet end bare at fortælle sig selv, at man skal tænke mere positivt.

Det handler om at undersøge selve præmissen.

At få mere agency

Et ord, der efterhånden er blevet meget vigtigt for mig, er agency.

Det kan oversættes på flere måder, men for mig handler det om oplevelsen af at kunne handle i sit eget liv. At kunne påvirke sin retning. At opleve sig selv som mere end én, tingene bare sker for.

Ikke fordi vi kan kontrollere alt.

Det kan vi åbenlyst ikke.

Livet indeholder tab, tilfældigheder, andre menneskers valg og omstændigheder, vi aldrig selv ville have valgt.

Men selv dér kan der være noget betydningsfuldt i at undersøge:

Hvordan ønsker jeg at forholde mig til det, der sker?

Hvad vil jeg passe på?

Hvad er vigtigt for mig her?

Hvilke handlinger – måske ganske små – er mulige?

For mig blev den narrative terapi på den måde ikke bare en metode til at forstå problemer.

Den blev en måde at få øje på bevægelsesmuligheder.

Fra dom til nysgerrighed

Noget af det mest værdifulde, den narrative terapi har givet mig, er måske et mindre dømmende blik.

Både på mig selv og på andre mennesker.

Vi kan være utrolig hurtige til at vurdere vores egne handlinger.

Hvorfor gjorde jeg dog det?

Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?

Hvorfor bliver jeg ved med at ende her?

Hvad er der galt med mig?

Men hvad sker der, hvis vi et øjeblik lægger dommen til side og bliver nysgerrige i stedet?

Hvis spørgsmålet ikke er:

Hvad er der galt med dig?

Men:

Hvad var vigtigt for dig her?

Hvad håbede du på?

Hvad forsøgte du at passe på?

Hvad var det, du ikke ville give køb på?

Hvilken værdi, længsel eller intention kunne måske ligge bag din handling – også selv om handlingen ikke fik det resultat, du ønskede?

I narrativ terapi findes begrebet det fraværende, men implicitte – the absent but implicit. Det kan blandt andet bruges til at undersøge, hvad vores reaktioner på det svære fortæller om det, vi giver værdi.

Hvis noget opleves som en krænkelse, kan det fortælle os noget om det, vi ønsker at beskytte.

Hvis noget gør ondt at miste, kan smerten også fortælle noget om det mistedes betydning.

Det perspektiv holder jeg meget af.

For det betyder ikke, at alle vores handlinger dermed bliver gode eller hensigtsmæssige.

Vi kan gøre ting, vi fortryder.

Vi kan såre andre.

Vi kan have brug for at tage ansvar og gøre noget anderledes.

Men der er forskel på at tage ansvar for en handling og på at gøre handlingen til et bevis på, at der grundlæggende er noget galt med os.

Den forskel har betydet meget for mig.

Og den har også ændret mit blik på andre.

For når et menneske handler på en måde, jeg ikke umiddelbart forstår, kan jeg selvfølgelig dømme det.

Men jeg kan også spørge:

Hvad mon var vigtigt for dette menneske her?

Hvad forsøgte hun at beskytte?

Hvad håbede hun på?

Hvilken historie giver denne handling mening indenfor?

Nysgerrighed er ikke det samme som grænseløshed.

Men den kan gøre vores blik på både os selv og andre mindre snævert.

Den måde, vi bliver mødt på, betyder noget

Der findes også psykoterapiforskning, som gør dette perspektiv interessant fra en anden vinkel.

Forskningen bruger ikke nødvendigvis begrebet ikke-dømmende. Til gengæld har man gennem mange år undersøgt betydningen af blandt andet terapeutisk empati, accept, anerkendelse og den terapeutiske alliance.

En stor meta-analyse af 295 studier med mere end 30.000 klienter fandt en robust positiv sammenhæng mellem den terapeutiske alliance og behandlingsudbyttet (Flückiger et al., 2018). En anden meta-analyse, baseret på 82 uafhængige samples og mere end 6.000 klienter, fandt ligeledes, at terapeutisk empati var forbundet med bedre behandlingsresultater (Elliott et al., 2018).

Det betyder selvfølgelig ikke, at en ikke-dømmende holdning alene skaber forandring.

Terapi er langt mere kompleks end det.

Men det understøtter noget, jeg selv oplever som helt grundlæggende:

Den måde, vi bliver mødt på, betyder noget.

Når vi bliver mødt med nysgerrighed frem for hurtige vurderinger, kan der måske opstå et andet rum omkring vores erfaringer.

Et rum, hvor vi ikke straks behøver at forsvare eller fordømme os selv.

Hvor vi kan undersøge.

Hvad skete der egentlig?

Hvad prøvede jeg på?

Hvad var vigtigt for mig?

Hvad ville jeg ønske at gøre anderledes næste gang?

At stole på et andet menneskes stemme

Der er endnu noget ved den narrative terapi, som har haft stor betydning for mig:

Tilliden til menneskets egen stemme.

Traditionelt kan der let opstå en særlig ekspertposition i terapi. Klienten kommer med sit liv og sine problemer, og psykologen forventes at forstå, forklare og måske endda fortælle, hvad der skal gøres.

Den narrative terapi tilbyder mig en anden position.

Michael White beskrev terapeutens position som decentreret, men indflydelsesrig.

Terapeuten er ikke neutral eller uden faglig viden. Vi har ansvar for samtalen, for de spørgsmål, vi stiller, og for den måde, vi møder mennesket på.

Men terapeuten forsøger ikke at blive ekspert på, hvad et andet menneskes liv betyder.

Det er en vigtig forskel.

For hvad nu, hvis jeg grundlæggende stoler på, at den kvinde, der sidder over for mig, ved noget om sit eget liv, som jeg aldrig kan vide for hende?

At hun måske allerede bærer på erfaringer, værdier, håb, modstandshandlinger og længsler, som kan hjælpe os med at forstå, hvilken retning der giver mening?

Så bliver min opgave ikke først og fremmest at fortælle hende, hvem hun er, hvorfor hun er blevet sådan, eller hvad hun bør gøre.

Min opgave bliver at lytte.

At være nysgerrig.

At stille spørgsmål, der måske gør det muligt at få øje på noget, der hidtil har stået i skyggen af problemet.

Og at tage hendes svar alvorligt.

Det betyder ikke, at terapeuten aldrig må udfordre.

Det betyder heller ikke, at vi altid ved præcis, hvad der er bedst for os. Vi kan være i tvivl. Vi kan være fanget i modsatrettede ønsker. Vi kan have brug for et andet menneskes perspektiv.

Men tvivlen gør ikke terapeutens stemme mere sand end klientens.

For mig er det måske noget af det smukkeste ved narrativ terapi.

At et menneske ikke behøver komme ind i terapirummet og aflevere forfatterskabet over sit liv til en ekspert.

Tværtimod.

Samtalen kan være et sted, hvor hun langsomt får mulighed for at høre sin egen stemme tydeligere.

Og måske også begynder at stole mere på den.

Vi er altid mere end én fortælling

En anden idé, der har haft stor betydning for mig, er, at vores liv altid er rigere end de historier, vi fortæller om dem.

Vi udvælger.

Vi forbinder bestemte begivenheder.

Vi lægger mærke til noget og overser noget andet.

Hvis jeg først har fået fortællingen om, at jeg altid giver op, vil jeg sandsynligvis lettere få øje på de gange, jeg stoppede, end på alle de gange, jeg blev ved.

Hvis jeg forstår mig selv som én, der ikke er modig, kan de små handlinger, hvor jeg faktisk gjorde noget trods frygt, forsvinde ud af fortællingen.

Narrativ terapi interesserer sig blandt andet for netop de erfaringer, der ikke passer helt ind.

Undtagelserne.

Sprækkerne.

De små øjeblikke, hvor en anden fortælling allerede er til stede.

Ikke for at erstatte en negativ historie med en kunstigt positiv.

Men for at gøre fortællingen om et menneske større.

Mere nuanceret.

Mere retfærdig.

Og måske også mere levende.

Måske er det netop i nogle af de sprækker, Leonard Cohen skrev om, at noget andet kan få lov til at komme ind.

Og et sted undervejs begyndte jeg at skrive

Og et sted undervejs begyndte jeg at skrive.

At finde min egen stemme.

Men måske handlede det ikke kun om at finde min stemme som skrivende.

Det handlede også om langsomt at begynde at stille det samme spørgsmål, som var begyndt at melde sig den dag på læsesalen:

Hvordan har jeg egentlig selv lyst til at leve?

Ikke: Hvordan bør et voksenliv se ud?

Ikke: Hvor burde jeg være nået til nu?

Ikke: Hvilke ting skal være på plads, før mit liv kan betragtes som vellykket?

Men:

Hvad oplever jeg selv som et meningsfuldt liv?

Jeg havde længe båret rundt på nogle forestillinger om det “rigtige” voksenliv.

Om stabilitet.

Arbejde.

Økonomi.

Parforhold.

Og alle de andre markører, vi lærer at aflæse et vellykket liv igennem.

Samtidig tror jeg, at jeg gjorde oprør imod dem.

For i mit eget hoved var forestillingen om det konventionelle voksenliv ofte blevet filtret sammen med noget, jeg frygtede:

Et lidt kedeligt leverpostejsliv.

Et liv, hvor alt måske så rigtigt ud udefra, men hvor jeg selv savnede mening, passion og følelsen af virkelig at være levende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at et almindeligt eller stabilt liv er kedeligt.

Eller at der findes mere mening i én måde at leve på end i en anden.

Faktisk blev det interessante netop at opdage, at også min fortælling om det konventionelle voksenliv kunne undersøges.

For spørgsmålet var ikke, hvilken livsform der objektivt set var den rigtige.

Spørgsmålet var:

Hvad er vigtigt for mig?

Hvad vil jeg gerne have mere af i mit liv?

Kreativitet?

Kærlighed?

Fordybelse?

Frihed?

Nysgerrighed?

Eventyr?

Tryghed?

Tilhørsforhold?

Hvilke af de værdier ønsker jeg, at mit liv skal organiseres mere omkring?

Og hvilke forestillinger om det rigtige voksenliv ønsker jeg måske at holde lidt mindre fast i?

Her oplever jeg igen forbindelsen til den narrative terapi.

For da nogle af de gamle bokse begyndte at miste deres selvfølgelighed, opstod der mere plads til at undersøge mit eget liv frem for hele tiden at bedømme det.

Og måske blev skrivningen et af de steder, hvor jeg gjorde netop det.

Jeg kunne undersøge.

Prøve fortællinger af.

Være modsætningsfuld.

Skrive om kvindeliv, kærlighed, ensomhed, identitet, relationer og længsel uden nødvendigvis at skulle ende med ét rigtigt svar.

Og måske hænger min kærlighed til skrivning og min kærlighed til narrativ terapi tættere sammen, end jeg længe har tænkt over.

Begge dele handler for mig om fortællinger.

Om hvem der får lov til at definere dem.

Om hvad der bliver fremhævet, og hvad der forsvinder.

Og om langsomt at opdage, at jeg ikke behøver finde den korrekte fortælling om mit liv.

Jeg må også være med til at skabe den.

Og så oplevede jeg det fra den anden stol

Det var én ting at opleve, hvad det narrative perspektiv gjorde ved mit eget blik på mig selv og andre.

Noget andet var at begynde at bruge det som terapeut.

Her oplevede jeg helt konkret, hvor meget terapeutens position kunne betyde for kontakten mellem os.

Når jeg ikke gik ind i samtalen med en forestilling om, at jeg skulle gennemskue mennesket over for mig, finde den rigtige forklaring eller hurtigt vide, hvad der burde forandres, skete der ofte noget med samtalen.

Jeg kunne være mere nysgerrig.

Og min oplevelse var, at den anden også lettere kunne være det.

Det blev nemmere at skabe en tryg alliance, når udgangspunktet var, at personen over for mig ikke var et problem, der skulle løses, men et menneske med viden om sit eget liv, egne værdier, erfaringer, håb og intentioner.

Jeg oplevede også, at der kunne opstå en anden form for åbenhed.

For hvis du ikke behøver at overbevise terapeuten om, at du er et godt, fornuftigt eller velfungerende menneske, bliver der måske også mere plads til at fortælle om det, der er rodet.

Det modsætningsfulde.

Det, du skammer dig over.

Det, du ikke selv helt forstår.

Det betyder ikke, at terapeuten aldrig udfordrer, eller at alt skal mødes med ukritisk accept.

Men for mig er der stor forskel på at blive udfordret af et menneske, man oplever som nysgerrigt på én, og at føle sig vurderet af et menneske, man tror allerede har besluttet, hvad ens problem er.

Det er min egen erfaring som terapeut.

Forskningen fortæller ikke, at narrativ terapi nødvendigvis skaber en bedre alliance end andre terapiformer. Men forskning i den terapeutiske alliance og empati understøtter betydningen af relationelle kvaliteter i psykoterapi (Elliott et al., 2018; Flückiger et al., 2018).

Og det passer med noget, jeg selv igen og igen har oplevet som vigtigt:

Den måde, vi møder et andet menneske på, er ikke bare indpakningen omkring terapien. Den er en del af terapien.

Måske er noget af det, der kan skabe tryghed, netop oplevelsen af:

Jeg bliver ikke betragtet som et problem her.

Jeg bliver lyttet til.

Min viden om mit eget liv bliver taget alvorligt.

Og jeg behøver ikke aflevere min egen stemme ved døren.

Det betyder ikke, at vi frit kan opfinde os selv

Det er vigtigt for mig.

Narrativ terapi betyder ikke, at vi bare kan beslutte os for en ny historie og derefter leve lykkeligt i den.

Vi lever i virkelige kroppe, relationer, økonomiske vilkår, familier og samfund. Nogle mennesker har langt flere handlemuligheder end andre. Diskurser og normer er ikke bare tanker, vi kan tænke os ud af.

Og nogle ting gør ondt, fordi de gør ondt.

De skal ikke omskrives til en inspirerende fortælling.

Men måske kan vi få større indflydelse på, hvilken betydning de får lov til at have for vores identitet.

En svær erfaring behøver ikke fortælle hele historien om, hvem vi er.

Et tab behøver ikke definere resten af livet.

En vej, der ikke blev, som vi havde forestillet os, behøver ikke betyde, at vi har levet forkert.

Og en fortælling, vi har båret rundt på i mange år, behøver ikke have det sidste ord.

Den psykolog, jeg gerne vil være

Når jeg i dag tænker over, hvorfor den narrative terapi stadig betyder så meget for mig, tror jeg, svaret findes her.

Jeg holder af dens respekt for menneskers egne værdier og viden om deres liv.

Jeg holder af dens nysgerrighed.

Jeg holder af dens mindre dømmende blik.

Jeg holder af, at terapeuten ikke skal sidde med facit på, hvordan et andet menneske bør leve.

Og jeg holder af dens insisteren på, at et menneske altid er mere end sit problem.

Det er også sådan, jeg ønsker at møde de kvinder, der kommer til mig.

Ikke med en færdig idé om, hvem de skal blive.

Men med nysgerrighed på, hvad der allerede betyder noget for dem.

Hvilke fortællinger lever de under?

Hvilke er blevet for snævre?

Hvad er måske blevet overset?

Hvad længes de efter?

Hvilke værdier, evner, drømme og erfaringer kunne fortjene mere plads?

Og hvilken retning kunne deres liv bevæge sig i, hvis de ikke hele tiden skulle forsøge at passe ind i en fortælling, der aldrig rigtig passede dem?

For mig åbnede narrativ terapi en ny verden.

Ikke fordi den gav mig svarene.

Men fordi den gav mig nogle helt andre spørgsmål.

Og måske begyndte noget af det den dag, jeg stod på læsesalen og kiggede ud over Botanisk Have.

Da spørgsmålet langsomt holdt op med at være:

Hvordan bliver jeg bedre til at være den, jeg burde være?

Og i stedet blev:

Hvordan har jeg egentlig selv lyst til at leve?

Referencer

Carey, M., Walther, S., & Russell, S. (2009). The absent but implicit: A map to support therapeutic enquiry. Family Process, 48(3), 319–331.

Elliott, R., Bohart, A. C., Watson, J. C., & Murphy, D. (2018). Therapist empathy and client outcome: An updated meta-analysis. Psychotherapy, 55(4), 399–410.

Flückiger, C., Del Re, A. C., Wampold, B. E., & Horvath, A. O. (2018). The alliance in adult psychotherapy: A meta-analytic synthesis. Psychotherapy, 55(4), 316–340.

Guilfoyle, M. (2012). Towards a grounding of the agentive subject in narrative therapy. Theory & Psychology, 22(5), 626–642.

White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton & Company.

White, M., & Epston, D. (1990). Narrative Means to Therapeutic Ends. W. W. Norton & Company.