Der, der opstår mellem os

“My individuality had tormented me my whole life with its demand to be recognised.”
— Rachel Cusk, Second Place

Hvad er det egentlig, der får os til at føle os forbundet med andre mennesker? Og hvilken betydning har den forbindelse for oplevelsen af mening i vores liv? I dette indlæg undersøger jeg, hvad der sker mellem os, når vi tør vise noget af os selv – og bliver mødt.

I går havde jeg besøg af en god veninde, som jeg ikke havde set i noget tid. Da hun var gået igen, slog det mig, hvor meget det havde gjort ved mig. Ikke fordi vi havde løst noget eller talt os frem til en stor erkendelse. Det havde bare været virkelig dejligt at være sammen.

Det fik mig til at tænke på mening. Hvad er det egentlig, der gør, at livet føles meningsfuldt?

Vi taler nogle gange om mening, som om det er noget, vi hver især skal finde. Et særligt formål eller en indre kerne, som ligger og venter på at blive opdaget. Men måske opstår en væsentlig del af meningen slet ikke inde i os selv.

Måske opstår den mellem os.

Hvad mener vi, når vi taler om mening?

Inden for psykologisk forskning er mening i livet blandt andet blevet beskrevet gennem tre dimensioner: sammenhæng, retning og betydning. Frank Martela og Michael Steger bruger begreberne coherence, purpose og significance: at livet giver nogenlunde mening for os, at vi oplever en retning, og at vi oplever vores liv som værdifuldt og værd at leve.

Det er en forståelse af mening, jeg godt kan lide, fordi den gør mening mindre højtidelig. Et meningsfuldt liv behøver ikke kræve, at vi kan formulere vores store mission på jorden. Mening kan også handle om, at der er noget og nogen, der betyder noget for os. At vi oplever en forbindelse mellem det liv, vi lever, og det, vi faktisk værdsætter.

Og her bliver vores relationer interessante.

I et studie af Nathaniel Lambert og kolleger fandt forskerne på tværs af fire undersøgelser, at oplevelsen af at høre til hang sammen med oplevelsen af mening i livet. Forskerne fandt både korrelationelle og longitudinelle sammenhænge og i eksperimentelle undersøgelser tegn på, at en styrket oplevelse af belonging kunne øge den oplevede mening.

At høre til ser med andre ord ikke bare ud til at være rart. Det ser ud til at hænge sammen med selve oplevelsen af, at vores liv betyder noget.

Vi har brug for hinanden

For mig findes noget af den stærkeste mening i forbindelsen mellem mennesker.

Det er ikke nogen særlig moderne erkendelse. Men den kan måske være værd at insistere på i en tid, hvor selvstændighed, selvudvikling og evnen til at klare sig selv let kan komme til at fremstå som idealer.

Vi har brug for hinanden.

Og forskningen i social forbundethed peger på, at vores relationer har betydning for vores trivsel og mentale helbred.

En nyere gennemgang af longitudinelle studier om social forbundethed og mental sundhed fandt gennemgående sammenhænge mellem social støtte og færre depressive symptomer. Studier af ensomhed pegede samtidig på, at ensomhed kunne forudsige blandt andet mere depression og angst senere. En tidligere systematisk gennemgang af 51 studier fandt ligeledes, at især oplevet emotionel støtte og gode sociale netværk hang sammen med lavere risiko for depression.

Sammenhængen rækker endda ud over det mentale helbred. En stor metaanalyse af 148 studier med mere end 300.000 deltagere fandt, at mennesker med stærkere sociale relationer havde større sandsynlighed for at overleve gennem studiernes opfølgningsperioder end mennesker med svagere sociale relationer.

Relationer er altså ikke bare glasur på et i øvrigt færdigt menneskeliv. De ser ud til at være en del af vores fundament.

Kontakt er ikke det samme som forbundethed

Vi kan være sammen med mennesker hele dagen uden nødvendigvis at føle os forbundet med nogen.

Vi kan have kolleger, bekendte, naboer, familie og en kalender fuld af aftaler og stadig føle os ensomme.

For ensomhed handler ikke bare om, hvor mange mennesker der befinder sig omkring os. Den handler også om kvaliteten af vores forbindelser til dem.

Så hvad er det egentlig, der får os til at føle os tæt på et andet menneske?

Her bliver forskningen i intimitet interessant.

En klassisk model af intimitet udviklet af Harry Reis og Phillip Shaver beskriver intimitet som noget, der bliver skabt mellem mennesker. Senere undersøgelser af modellen har blandt andet vist betydningen af selvafsløring: at vi deler vores tanker, følelser og erfaringer med hinanden.

Men det er ikke nok bare at fortælle.

Det afgørende ser også ud til at være, hvordan vi bliver mødt.

I studier af menneskers daglige interaktioner har selvafsløring og oplevelsen af den andens responsivitet været forbundet med større oplevet intimitet. Særligt følelsesmæssig selvafsløring ser ud til at have betydning. At opleve den anden som responsiv handler blandt andet om at føle sig forstået, accepteret og mødt med omsorg.

Det giver intuitivt mening.

Jeg viser dig noget af mig, og du bliver der.

Du viser mig noget af dig, og jeg bliver der.

Og lidt efter lidt opstår der noget mellem os, som ikke fandtes før.

Risikoen ved at blive set

Det kræver selvfølgelig noget at skabe den form for kontakt.

Hvis jeg vil opleve, at du kender mig, må jeg også lade dig se mig.

Og det indebærer en risiko.

Hvis jeg fortæller dig, at du betyder noget for mig, kan jeg opdage, at jeg ikke betyder det samme for dig. Hvis jeg viser dig noget sårbart, kan du afvise det. Hvis jeg rækker ud, kan du lade være med at række tilbage.

Nære relationer er værdifulde, men det at skabe dem indebærer også risikoen for afvisning.

Måske er det derfor, forbundethed ikke altid kommer af sig selv.

Nogle gange skal vi lede lidt. Nogle gange skal vi række ud. Og nogle gange skal vi turde lidt mere, end vi egentlig havde lyst til.

Ikke fordi vi skal fortælle alt til alle. Men fordi der næppe findes nogen vej til virkelig at blive kendt af et andet menneske, hvor vi samtidig kan holde hele os selv skjult.

Vi fortæller os selv frem sammen med andre

Her er der også en interessant forbindelse til den amerikanske psykolog Dan McAdams og hans teori om narrativ identitet.

McAdams beskriver vores identitet som en fortælling i udvikling. Vi skaber forbindelser mellem fortiden, den vi oplever os som nu, og den fremtid, vi forestiller os. På den måde bliver vores liv ikke bare en samling tilfældige begivenheder. De bliver dele af en fortælling om, hvem vi er, hvad der betyder noget for os, og hvor vi er på vej hen.

Den tanke ligger tæt på noget centralt i narrativ terapi.

I narrativ terapi forstås mennesker som meningsskabende og fortolkende væsener. Vi oplever ting, forbinder begivenheder med hinanden og giver dem betydning. På den måde opstår historier om vores liv og om, hvem vi er.

Men de historier bliver ikke skabt i et vakuum.

De bliver til i en social og kulturel verden. De bliver fortalt til nogen. De bliver mødt, modsagt, bekræftet og genfortalt. Andre mennesker kan få øje på sider af os, vi selv har mistet forbindelsen til. En samtale kan ændre betydningen af en erfaring. Et menneskes blik på os kan være med til at gøre en anden fortælling om os selv mulig.

Mening er på den måde ikke kun noget privat.

Den bliver også til mellem mennesker.

Når forbindelsen mangler

Måske er det derfor, manglende forbundethed kan gøre så ondt.

Når vi ikke føler os forbundet med andre, kan livet blive ensomt. Og måske også tomt.

Ikke nødvendigvis fordi der mangler aktiviteter. Man kan sagtens fylde et liv med arbejde, planer, projekter og mennesker.

Men aktivitet er ikke det samme som mening.

Og selskab er ikke det samme som samhørighed.

For mig findes noget af det mest meningsfulde i livet i de øjeblikke, hvor jeg oplever reel kontakt med et andet menneske. Når noget bliver delt. Når jeg mærker, at den anden faktisk er der. Når jeg selv tør være der.

Det behøver ikke være dramatisk.

Det kan være en helt almindelig aften med en ven, hvor man bagefter sidder tilbage og opdager, at noget føles anderledes. At verden måske er blevet en lille smule større. Eller varmere. Eller bare mindre tom.

Måske behøver vi derfor ikke altid spørge os selv, hvad meningen med livet er.

Måske kan vi også spørge:

Hvornår føler jeg mig egentlig forbundet med livet – og med de mennesker, jeg deler det med?

Referencer

Holt-Lunstad, J., Smith, T. B. & Layton, J. B. (2010). Social relationships and mortality risk: A meta-analytic review. PLoS Medicine, 7(7), e1000316.

Lambert, N. M., Stillman, T. F., Hicks, J. A., Kamble, S., Baumeister, R. F. & Fincham, F. D. (2013). To belong is to matter: Sense of belonging enhances meaning in life. Personality and Social Psychology Bulletin, 39(11), 1418–1427.

Laurenceau, J.-P., Barrett, L. F. & Pietromonaco, P. R. (1998). Intimacy as an interpersonal process: The importance of self-disclosure, partner disclosure, and perceived partner responsiveness in interpersonal exchanges. Journal of Personality and Social Psychology, 74(5), 1238–1251.

Martela, F. & Steger, M. F. (2016). The three meanings of meaning in life: Distinguishing coherence, purpose, and significance. The Journal of Positive Psychology, 11(5), 531–545.

McAdams, D. P. & McLean, K. C. (2013). Narrative identity. Current Directions in Psychological Science, 22(3), 233–238.

Santini, Z. I. et al. (2015). The association between social relationships and depression: A systematic review. Journal of Affective Disorders, 175, 53–65.

Saeri, A. K. et al. (2022). Social connectedness as a determinant of mental health: A scoping review. PLOS ONE.

White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton.