Hvorfor være en anden end man er?

“Women who dance with their eyes closed, smiling, are as near to heaven as you can get on earth.”

— Eve Babitz, Slow Days, Fast Company

Hvorfor være en anden end den, man er?

Det lyder som et enkelt spørgsmål. Men det kan være svært at mærke sit eget svar, når man længe har været optaget af at passe ind i andres forestillinger om, hvordan et godt liv skal se ud.

Måske er spørgsmålet heller ikke kun: Hvem er jeg?

Måske er det: Hvem har jeg lært, at jeg skal være for at være god nok?

For nogle gange kommer vi til at leve, som om vi først må være helt os selv, når vi har gjort os fortjent til det. Når vi har fået det rigtige arbejde. Tjener nok. Ser godt nok ud. Har fundet kærligheden. Er blevet mere succesfulde, mere interessante, mere rolige, mere sikre på os selv.

Som om den version af os, der findes lige nu, stadig mangler noget, før den er værd at holde af.

Men hvad hvis du ikke behøver at blive en anden, før du må synes, at du selv er okay?

Og hvad hvis du heller ikke behøver vente på en mere perfekt version af dit liv, før du begynder at leve det?

Kasserne, vi lærer at passe ind i

Man kan have et arbejde, man er dygtig til, mennesker, der holder af én, og stadig gå rundt med følelsen af at halte bagefter. At man burde være længere i sin karriere. Tjene mere. Have stiftet familie. Se anderledes ud. Være mere afslappet i kærlighed, mere sikker i sine valg, mere tilfreds med sit liv.

Men længere i forhold til hvad? Og god nok efter hvis målestok?

Den narrative terapeut Jonaki Arora beskriver, hvordan følelsen af personlig utilstrækkelighed kan opstå, når vi måler os mod snævre sociale normer. Med afsæt i Michael Whites arbejde spørger hun, hvilke standarder et menneske sammenligner sig med, når det konkluderer: Jeg slår ikke til.

Det spørgsmål kan gøre en forskel. For noget, der føltes som en sandhed om én selv, bliver pludselig en målestok, man kan undersøge.

Samfundets kasser fortæller os ikke kun, hvad vi bør opnå. De fortæller også, hvordan vi bør være. Der findes forventninger til kvinders udseende, alder, arbejde, relationer, seksualitet og omsorg for andre. Forventningerne kan endda modsige hinanden. Man kan opleve at være for ambitiøs i én sammenhæng og for lidt ambitiøs i en anden; for selvstændig eller for afhængig, for synlig eller for stille.

Og der findes kvinder, som slet ikke kan eller vil genkende sig selv i de kategorier, de bliver tilbudt.

Hvem giver kasserne plads til? Og hvem gør de livet trangt for?

Og hvor meget af vores liv skal vi egentlig bruge på at forsøge at passe ind i dem?

Når vi gør os selv til et projekt

Tara Brach kalder det the trance of unworthiness: en tilstand, hvor følelsen af ikke at være god nok bliver så velkendt, at vi næsten ikke opdager, hvordan den præger vores valg.

Vi forsøger måske at forbedre os, skjule vores usikkerhed eller gøre os lettere at forstå for andre.

Og selvudvikling er ikke nødvendigvis et problem. Vi må gerne have ambitioner. Vi må gerne ønske os et andet arbejde, flere penge, kærlighed, familie eller forandringer i vores liv. Vi må gerne gå til terapi, lære noget nyt, skrive en bog eller drømme om at gøre noget, vi endnu ikke kan.

Men der er forskel på at tænke:

Det her ønsker jeg mig.

og:

Når jeg har opnået det her, så er jeg endelig okay.

For hvad sker der, hvis vores egen værdi hele tiden ligger et sted ude i fremtiden?

Så kan livet langsomt blive et projekt, hvor vi hele tiden forsøger at gøre os fortjent til at være den, vi allerede er.

Selv en drøm kan blive fanget i det mønster. Må jeg virkelig bruge tid på at skrive, studere eller skabe noget, når jeg ikke ved, om det bliver til noget? Burde jeg ikke vælge det mere sikre, det mere fornuftige, det andre bedre kan forstå?

Økonomisk tryghed betyder noget. Men følelsen af utilstrækkelighed kan få os til at forveksle det, der giver tryghed, med det, der giver os værdi. Så bliver det svært at give plads til en drøm, før den kan retfærdiggøres med et resultat.

En drøm behøver ikke være en plan om at sige sit arbejde op eller vende hele sit liv på hovedet. Den kan være et ønske om at skrive, lære noget nyt, arbejde på en anden måde eller skabe mere plads til mennesker og steder, man holder af.

Nogle drømme kan måske blive til en levevej.

Andre har værdi, fordi de gør livet rigere, mens vi lever det.

Du behøver ikke gøre dig fortjent til dig selv

Psykologisk forskning peger på, at et mere accepterende og omsorgsfuldt forhold til én selv hænger sammen med psykisk trivsel.

I forskningen bruges blandt andet begrebet self-compassion: at kunne møde sig selv med venlighed og forståelse, også når man fejler, lider eller føler sig utilstrækkelig. Studier af interventioner rettet mod self-compassion finder blandt andet reduktioner i selvkritik, og metaanalyser peger også på mindre stress, angst og depressive symptomer.

Forskning i unconditional self-acceptance peger ligeledes på en sammenhæng mellem ubetinget accept af sig selv og mindre psykisk belastning.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan beslutte os for at elske alt ved os selv fra i morgen.

Men måske er der en vigtig forskel på at ville forandre noget i sit liv og at tro, at ens værdi som menneske afhænger af, om man lykkes med det.

Du behøver ikke se ud på en bestemt måde, før du må være dig.

Du behøver ikke have et imponerende arbejde.

Du behøver ikke tjene mange penge.

Du behøver ikke have fundet den rigtige partner, fået børn, være den dygtigste i rummet eller have styr på hele dit liv.

Du må godt synes, at du er okay, mens livet stadig er uafklaret.

Du må faktisk også godt synes, at du er ret skøn.

Den stemme, vi møder os selv med

I en periode, hvor jeg var single, havde jeg en post-it hængende på spejlet på mit badeværelse.

På den stod der:

Du er smuk.

Det ændrede selvfølgelig ikke mit udseende. Men måske var det heller ikke pointen.

For mig blev den lille seddel en måde at øve mig i at møde mig selv med en anden stemme. Jeg behøvede ikke vente på, at et andet menneske fortalte mig, at jeg var smuk eller værd at holde af. Jeg kunne også begynde at være et menneske, der talte kærligt til mig.

Forskning i self-affirmation peger på, at øvelser, hvor mennesker bliver mindet om egne værdier og betydningsfulde sider af sig selv, kan have små positive effekter på blandt andet selvopfattelse og trivsel.

Men forskningen rummer også en interessant nuance. Positive selvudsagn er ikke nødvendigvis gavnlige for alle. Hvis udsagnet ligger meget langt fra det, man selv tror om sig selv, kan det ligefrem skabe mere ubehag. Self-affirmation handler derfor ikke nødvendigvis om at stille sig foran spejlet og overbevise sig selv om, at man er fantastisk.

Måske handler det snarere om langsomt at øve sig i ikke altid at være den, der taler sig selv ned.

Hvordan taler du egentlig til det menneske, du skal være sammen med hele dit liv?

Hvad forsøger du at bevare?

Når vi ikke længere tager utilstrækkeligheden som en objektiv sandhed om os selv, kan der måske blive plads til nogle andre spørgsmål.

I narrativ terapi kan vi være nysgerrige på de øjeblikke, hvor vi ikke helt retter ind.

Måske har du sagt fra, selvom du var bange for at skuffe nogen. Måske blev du ved med at skrive, selvom du tvivlede på, om nogen ville læse det. Måske valgte du et liv, der så mindre imponerende ud udefra, men gav mere plads til det, du holdt af.

I stedet for straks at spørge, om valget var klogt nok, kunne vi spørge:

Hvad var vigtigt for dig, siden du gjorde det?

Hvad nægtede du at give slip på?

Michael White beskriver, hvordan sådanne spørgsmål i en narrativ samtale kan give mennesker mulighed for at sætte ord på håb, drømme og længsler, som de måske sjældent har talt højt om.

En drøm dukker ikke nødvendigvis op som en færdig plan. Nogle gange får vi øje på den ved at undersøge det, vi allerede har gjort for at passe på noget vigtigt.

Hvilke små skridt har du allerede taget i retning af det liv, du længes efter?

Hvad fortæller de om det, du værdsætter?

Et nej kan være en grænse. Det kan også være et ja til den tid, det arbejde, de relationer eller den drøm, du gerne vil passe på.

At holde af sig selv behøver på den måde ikke kun være en følelse.

Det kan også være noget, man gør.

Flere måder at være til på

Vi opdager ikke alle vores muligheder alene. Nogle gange møder vi et menneske — eller læser en bog — som udvider vores forestilling om, hvordan man kan leve.

Forfatteren Eve Babitz kan være sådan et møde.

Hendes ord om kvinderne, der danser med lukkede øjne, åbner dette indlæg. For mig er det et billede på et øjeblik, hvor man er optaget af at være i livet frem for at betragte og bedømme sig selv udefra.

Babitz behøver hverken være et forbillede eller repræsentere en bestemt måde at være kvinde på. Det interessante er, at en andens måde at leve og skrive på kan gøre vores eget mulighedsrum større.

Nogle mennesker oplever en lignende kontakt med sig selv gennem dans eller yoga. For andre findes den i at skrive, bygge noget, være i naturen, have en svær samtale eller sidde helt stille med en bog.

I et studie med erhvervsaktive kvinder steg det målte selvværd efter 12 uger med både yoga og Zumba sammenlignet med en kontrolgruppe. Det fortæller os selvfølgelig ikke, at der findes én bestemt aktivitet, der fører til et bedre forhold til os selv. Men det giver anledning til at være nysgerrige på, hvad der sker i de øjeblikke, hvor vi er til stede i kroppen og i det, vi laver, frem for hele tiden at betragte os selv udefra.

Måske er spørgsmålet derfor mindre, hvad vi burde gøre for at få det bedre med os selv, og mere:

Hvornår glemmer jeg et øjeblik at vurdere mig selv?

Hvornår føler jeg mig mest levende?

I narrativ terapi findes også en praksis, der kaldes re-membering. Her undersøger vi, hvordan betydningsfulde mennesker stadig kan være med til at forme vores forståelse af os selv.

Hvem ville vide, hvad der får dig til at føle dig levende? Hvem har set dig vælge noget, der betød noget for dig? Hvad har de givet dig med — og hvad har du betydet for dem?

Det kan være en ven, en bedstemor eller en tidligere lærer.

Det kan også være en forfatter, du aldrig har mødt, men hvis ord fik dig til at ane, at dit liv kunne se anderledes ud.

Hvad nu hvis du bare gjorde det?

Måske findes der også et tidspunkt, hvor vi skal holde op med at analysere os selv.

Hvor vi ikke behøver endnu en bog om, hvordan vi bliver bedre mennesker, endnu en plan for vores udvikling eller endnu en vurdering af, om det, vi længes efter, er fornuftigt nok.

Måske må vi nogle gange bare sige: fuck it.

Ikke fordi andre mennesker er ligegyldige. Ikke fordi vores handlinger ikke har konsekvenser. Men fordi vi ikke kan bygge et helt liv på forestillingen om, hvad andre mennesker måske vil tænke om det.

Hvis du elsker at danse, så dans.

Hvis du vil skrive, så skriv.

Hvis du vil gå alene i biografen, så gå alene i biografen.

Hvis du vil skifte retning, selvom den nye retning ser mindre imponerende ud på LinkedIn, så må du godt det.

Hvis du elsker noget, der ikke kan omsættes til penge, status eller en flot fortælling om dit liv, behøver du ikke holde op med at elske det.

Og hvis du har brugt halvdelen af dit liv på at forsøge at være den rigtige slags menneske, må du også godt blive træt af det.

For måske handler det at holde af sig selv ikke kun om at tale pænt til sig selv.

Måske handler det også om at give sig selv lov til at leve.

At holde op med hele tiden at betragte sig selv udefra.

At turde være lidt mærkelig. Lidt upraktisk. Lidt for begejstret. At vælge noget, fordi det gør én glad, også selvom det ikke gør ens liv mere imponerende.

Der er selvfølgelig regninger, mennesker vi elsker, forpligtelser og konsekvenser. Et fuck it behøver ikke betyde, at vi smider det hele væk.

Det kan være meget mindre dramatisk.

Det kan bare være det øjeblik, hvor man holder op med at spørge:

Hvordan ser mit liv ud?

og begynder at spørge:

Hvordan føles det egentlig at være mig i det?

Måske er det også derfor, jeg holder så meget af Eve Babitz' billede af kvinderne, der danser med lukkede øjne.

De kan ikke se, hvem der kigger.

For et øjeblik er det heller ikke vigtigt.

De danser.

At skabe plads til sig selv

Ram Dass skriver om, hvordan vi kan udfylde livets roller uden at blive fanget i dem. Han opfordrer os til at stole på vores eget intuitive hjerte.

Det er et billede, jeg godt kan lide: at vi kan have roller, ambitioner, forpligtelser og tilhørsforhold og samtidig undersøge, hvilke af dem der giver plads til os, som vi er.

For måske er en del af det at holde af sig selv netop at begynde at skabe den plads.

At tage en grænse alvorligt.

At opsøge mennesker, man kan være sig selv sammen med.

At give tid til et arbejde, en interesse eller en drøm, som gør én levende, også før man ved, hvad den skal blive til.

At ønske sig forandring uden samtidig at fortælle sig selv, at den, man er lige nu, ikke er god nok.

Det kræver ikke, at vi altid ved præcis, hvem vi er, eller hvad vi vil. Vi ændrer os gennem livet. Vi har brug for økonomisk tryghed, og vi må tage hensyn til andre mennesker.

Men vores egne ønsker og erfaringer må også tælle med, når vi vælger retning.

Måske kan vi derfor standse op og spørge:

Hvem har givet mig den målestok, jeg vurderer mig selv efter?

Hvad tror jeg, der først skal ske, før jeg må synes, at jeg er okay?

Hvordan taler jeg til mig selv, mens jeg er på vej?

Hvad gør mig egentlig glad, når jeg glemmer at tænke på, hvordan det ser ud udefra?

Og hvad ville der ske, hvis jeg ikke længere betragtede mig selv som et projekt, der skulle forbedres, før jeg var værd at holde af?

Måske begynder svaret med en lille smule luft.

Tid til det, der betyder noget.

En grænse, du tager alvorligt.

En drøm, du ikke længere behøver at undskylde for.

En lille seddel på et spejl.

En sang, du danser til med lukkede øjne.

Og måske også med en ganske enkel tanke:

Jeg er allerede okay.

Så måske behøver du ikke vente på at blive en anden.

Måske må du bare begynde at leve som dig.

I mine narrative samtaler for kvinder kan vi undersøge de forventninger og fortællinger, der gør det svært at mærke, at du er god nok, som du er. Sammen kan vi få øje på de målestokke, du måske er kommet til at vurdere dig selv efter, på den måde, du taler til dig selv, på det, der gør dig levende, og på de drømme, værdier og længsler, du gerne vil give mere plads i dit liv.

Kilder og inspiration

• Arora, Jonaki (2026). Exposing the feeling of “not good enough”: Working with the failure conversations map. International Journal of Narrative Therapy and Community Work, nr. 1, s. 47–57.

• Babitz, Eve (1977). Slow Days, Fast Company: The World, the Flesh, and L.A.

• Brach, Tara (u.å.). Awakening From the Trance of Unworthiness.

• Han, Areum & Kim, Tae Hui (2023). Effects of Self-Compassion Interventions on Reducing Depressive Symptoms, Anxiety, and Stress: A Meta-Analysis. Mindfulness.

• Kumaat, Noortje Anita m.fl. (2025). Comparative effects of Zumba and Yoga on stress, body satisfaction, and self-esteem in working women: A randomized control trial. Pedagogy of Physical Culture and Sports, 29(3), s. 160–171.

• Neff, Kristin D. (2023). Self-Compassion: Theory, Method, Research, and Intervention. Annual Review of Psychology, 74, s. 193–218.

• Ram Dass (u.å.). How do we learn to fulfill our roles without being trapped by them?

• Vidal, Joana & Soldevilla, Joan Miquel (2023). Effect of compassion-focused therapy on self-criticism and self-soothing: A meta-analysis. British Journal of Clinical Psychology, 62(1), s. 70–81.

• Wakelin, Katherine E., Perman, Gemma & Simonds, Laura M. (2022). Effectiveness of self-compassion-related interventions for reducing self-criticism: A systematic review and meta-analysis. Clinical Psychology & Psychotherapy, 29(1), s. 1–25.

• White, Michael (2007). Re-membering conversations. I Maps of Narrative Practice.

• Wood, Joanne V., Perunovic, W. Q. Elaine & Lee, John W. (2009). Positive self-statements: Power for some, peril for others. Psychological Science, 20(7), s. 860–866.