At passe sin have – om oprydning, livsglæde og et mere bæredygtigt liv

“patience and endurance and loyalty – rather than ambition and desire – that bring the ultimate rewards.”

— Rachel Cusk, Kudos

I Rachel Cusks Kudos fortæller en mand om mennesker, der planter jacarandatræer i deres haver. De ønsker sig træernes overdådige blomstring, men bliver frustrerede, når træerne efter et par år næsten ikke synes at være vokset.

Problemet er bare, at et jacarandatræ kan være årtier om at blive det træ, de forestillede sig.

Nogle ender med at grave træet op og erstatte det med noget andet.

Cusk lader manden foreslå, at træet måske konfronterer dem med en vanskelig tanke: at nogle af livets største belønninger ikke kommer gennem ambition og begær, men gennem tålmodighed, udholdenhed og loyalitet.

Jeg har tænkt på det i forbindelse med noget så prosaisk som at rydde op.

For jeg rydder ud igen og igen.

Jeg gennemgår mit tøj. Sælger noget videre. Afleverer noget til genbrug. Finder en bunke ting, jeg på et tidspunkt syntes, jeg skulle have, men som jeg ikke længere bruger. Et par måneder senere gør jeg det igen.

Tidligere kunne jeg måske tænke, at det betød, at jeg aldrig blev færdig.

Men måske er det netop pointen.

Vi bliver aldrig færdige

Et liv er ikke et hjem, man én gang for alle får organiseret korrekt.

Vi forandrer os. Årstiderne skifter. Det, der passede til os for fem år siden, passer måske ikke længere. Noget, vi havde brug for i én periode af vores liv, bliver overflødigt i en anden.

Der kan være en særlig lettelse i at tage en ting op og tænke: Den her skal ikke med videre.

Ikke fordi den var forkert. Måske har den bare haft sin tid.

Og der kan samtidig være noget enormt tilfredsstillende ved at sælge den videre og forestille sig, at et andet menneske nu får glæde af den.

Jeg elsker selv den modsatte bevægelse lige så meget: at gå rundt i en genbrugsbutik og pludselig finde et stykke tøj, som nogen andre har været færdige med, men som føles helt rigtigt for mig.

En ting behøver ikke miste sin værdi, fordi ét menneske ikke længere har brug for den.

Den kan cirkulere.

Måske er det en af de fineste ting ved genbrug: at bæredygtighed ikke kun behøver handle om afsavn. Den kan også rumme glæden ved at opdage, bruge, passe på og sende videre.

At give slip er kun halvdelen

Men jeg tror, vi kommer til at overse noget, hvis oprydning kun bliver en fortælling om at eje mindre.

For når vi har ryddet ud, står et andet og måske vigtigere spørgsmål tilbage:

Hvad vil vi så passe på?

Planterne i vindueskarmen. Det tøj, vi faktisk elsker. Hjemmet. Kæledyret. Venskaberne. Familien. Kærligheden. Arbejdet. Kreativiteten. Kroppen. De steder, vi holder af.

Det gælder måske også relationer.

Nogle relationer har haft deres tid. Nogle relationelle mønstre skal vi give slip på. Andre relationer skal ikke smides væk, bare fordi de kræver noget af os.

De skal dyrkes.

Mennesker er selvfølgelig ikke ting, vi sorterer i bunker med behold og videre. Men vi kan blive nysgerrige på, hvad vi ønsker at bruge vores begrænsede tid og opmærksomhed på.

Hvad vil jeg gerne give mere næring?

Hvad ønsker jeg skal vokse?

Hvilken historie vil du give næring?

Her bliver oprydning interessant set gennem et narrativt perspektiv.

I narrativ terapi interesserer man sig blandt andet for de historier, vi fortæller om os selv og vores liv – og for hvordan nogle fortællinger kan komme til at fylde så meget, at andre erfaringer og muligheder næsten forsvinder ud af syne.

Måske kan oprydning også forstås sådan.

Ikke som endnu et projekt, hvor vi skal optimere os selv og blive den bedst mulige version af os selv. Men som en anledning til at undersøge, hvad vi ønsker at give mere plads.

Hvilke mennesker, aktiviteter, ting og steder forbinder mig med den måde, jeg gerne vil leve på?

Hvad fortæller de om det, jeg værdsætter?

Hvad vil jeg gerne passe bedre på?

Og er der noget, jeg bliver ved med at bære rundt på, selvom det hører til en fortælling om mig selv, som ikke længere føles levende?

Narrativt kunne man sige, at det ikke kun handler om at give slip på gamle historier. Det handler også om at gøre vores foretrukne fortællinger om livet tykkere.

At lægge mærke til de små handlinger, relationer, valg og øjeblikke, der allerede peger i retning af det liv, vi ønsker at leve.

Måske er det netop dét, vi gør, når vi passer en have.

Vi bestemmer ikke præcis, hvordan den skal vokse.

Men vi kan vælge, hvad vi giver næring.

Glæden ved at have taget sig tid

Forleden havde jeg en lang samtale med min søster.

Ikke noget spektakulært. Vi satte os bare ned og talte sammen.

Men bagefter slog det mig, hvor meget der findes i sådan et øjeblik.

At blive siddende. At komme længere ind i en samtale. At mærke et andet menneske. At opdage, at man faktisk er sammen, frem for allerede mentalt at være på vej videre til det næste.

Psykologisk forskning har et interessant begreb for en del af det: savoring. Det handler om vores evne til at rette opmærksomheden mod positive oplevelser og dvæle ved dem.

Inden for relationsforskningen findes endda begrebet relational savoring: bevidst at være opmærksom på oplevelser af nærhed og forbindelse til andre mennesker.

Forskningen er stadig under udvikling, men interventionsstudier har blandt andet fundet, at relational savoring kan øge positive følelser og oplevelsen af nærhed i bestemte grupper.

Det lyder næsten banalt.

Men måske er banaliteten vigtig.

For hvor meget af det gode i vores liv når vi egentlig at registrere?

Har vi tid nok til vores eget liv?

Et andet forskningsbegreb, jeg holder af, er time affluence.

Det kan oversættes nogenlunde til oplevelsen af at have tilstrækkeligt med tid og en vis frihed over, hvordan den bruges.

Det er altså ikke nødvendigvis det samme som objektivt at have oceaner af fritid.

En forskningsoversigt fra 2026 fandt, at større oplevet time affluence gennemgående var forbundet med blandt andet større livstilfredshed, mindre oplevet stress og mere positivt velbefindende. En stor del af forskningen er dog tværsnitsbaseret, så vi skal være forsigtige med at konkludere, at mere tid i sig selv skaber et lykkeligere liv.

Men jeg kan godt lide spørgsmålet, begrebet efterlader:

Har jeg tid nok til at være til stede i det liv, jeg allerede har?

Ikke hele tiden.

Jeg holder selv af fremdrift. Af projekter. Af at skrive. Af nye idéer og af den særlige energi, der kan ligge i at være på vej et sted hen.

Der er ikke noget galt med at ville noget.

En have vokser jo også.

Men hvis al vores opmærksomhed konstant ligger på det næste, risikerer vi måske ikke at opdage det, der allerede gror.

Mere er ikke nødvendigvis mere

Det betyder heller ikke, at det er forkert at købe noget nyt eller at holde af smukke ting.

Men der findes interessant forskning i materialistiske værdier. En stor metaanalyse baseret på 259 uafhængige samples fandt en gennemgående sammenhæng mellem stærkere materialistisk orientering og lavere trivsel.

Det betyder ikke, at en ny kjole gør os ulykkelige.

Materialisme i denne forskning handler snarere om den betydning, vi tillægger penge, ejendele og materielle mål.

Måske er der forskel på at holde af ting og hele tiden at have brug for flere ting.

Jeg kan eksempelvis blive oprigtigt glad for et fantastisk genbrugsfund. Netop fordi jeg har ledt. Fordi det var uventet. Fordi nogen andre har haft det før mig. Fordi jeg bruger det igen og igen.

Glæden ligger ikke nødvendigvis i nyheden.

Den kan ligge i forholdet til det, vi har.

Årstider

Paulo Coelho beskriver i essayet A Day at the Mill sit liv som bestående af forskellige bevægelser: perioder med mange mennesker, perioder med få mennesker og perioder med næsten ingen.

Når han opholder sig ved sin gamle mølle på landet, går han ture, lægger mærke til vejret og landskabet og beskriver, hvordan han lever med bevidstheden om, at året har fire årstider, og selv forandrer sig med landskabet.

Jeg kan godt lide den tanke.

For et bæredygtigt liv behøver måske ikke være et liv, der hele tiden ser ens ud.

Der er perioder med vækst.

Perioder med voldsom fremdrift.

Perioder, hvor noget blomstrer.

Perioder, hvor vi rydder ud.

Og perioder, hvor der tilsyneladende ikke sker ret meget.

Naturen ser ikke vinteren som et fejlslagent forår.

Måske behøver vi heller ikke konstant at være i vækst.

At leve som en have

Forskningen i havearbejde er interessant i sig selv. En større forskningsoversigt, der samlede 40 reviews, fandt overordnet positive sammenhænge og effekter af havearbejde og horticultural therapy på blandt andet trivsel og livskvalitet. Forskerne understreger samtidig, at studierne er meget forskellige, og at resultaterne derfor skal fortolkes med forsigtighed.

Men for mig er haven også et billede.

En have skal ikke bare anlægges.

Den skal passes.

Man vander igen. Luger igen. Beskærer igen.

Nogle planter flyttes. Nogle dør. Nogle dukker overraskende op igen næste forår. Nogle vokser langsomt og får med årene dybere rødder.

Og sådan er et liv måske også.

Vi kan godt blive ved med at plante nyt. Nye projekter, nye oplevelser, nye mennesker, nye ting.

Men hvis vi aldrig vander det, der allerede vokser, bliver haven ikke nødvendigvis rigere af endnu en plante.

Måske handler bæredygtighed derfor om mere end vores forbrug.

Måske handler det også om en måde at være i verden på.

At bruge det, vi har.

Reparere det, der er værd at reparere.

Sende det videre, vi ikke længere bruger.

Give slip på det, der har haft sin sæson.

Lave kaffen langsomt en gang imellem.

Gå uden nødvendigvis at skulle nå et bestemt sted hen.

Blive siddende i samtalen lidt længere.

Passe vores dyr.

Vande planterne.

Ringe til dem, vi holder af.

Skrive.

Hvile.

Og så begynde igen.

For et godt liv skal måske ikke bare vælges én gang.

Det skal dyrkes. Igen og igen.

Og hvis der aldrig er plads til nærvær og til ikke at skulle noget, bliver det svært at passe haven.

I mine narrative samtaler med kvinder arbejder jeg blandt andet med identitet og selvforståelse, relationer, kærlighed, arbejdsliv, kreativitet, livsvalg og mening. Samtalerne kan være et sted at undersøge, hvad du gerne vil give mindre plads – og hvad du ønsker at dyrke mere af i dit liv.

Referencer

Cusk, R. (2018). Kudos. Faber & Faber.

Coelho, P. (2014). A Day at the Mill. Paulo Coelho Blog.

Kasser, T. (2002). The High Price of Materialism. MIT Press.

Dittmar, H., Bond, R., Hurst, M. & Kasser, T. (2014). The relationship between materialism and personal well-being: A meta-analysis. Journal of Personality and Social Psychology, 107(5), 879–924.

Borelli, J. L. et al. (2020). Relational savoring: An attachment-based approach to promoting interpersonal flourishing. Psychotherapy, 57(3), 340–351.

Time affluence and well-being (2026). Systematisk forskningsoversigt over sammenhænge mellem oplevet tidsmæssigt råderum, trivsel og stress.

Gardening and health and well-being: An umbrella review of the evidence (2024). Forskningsoversigt over havearbejde, horticultural therapy, trivsel og livskvalitet.