At sige tingene, som de er

"Det, der kan siges, kan siges klart."
— Ludwig Wittgenstein

Jeg tror, vi bruger utrolig mange ord på at undgå de få, der virkelig betyder noget.

Vi pakker ind.

Vi forklarer.

Vi antyder.

Vi håber, at den anden forstår det mellem linjerne.

Men måske begynder nærhed et helt andet sted.

Måske begynder den i de sætninger, der er så enkle, at de næsten virker banale.

"Jeg savner dig."

"Jeg blev ked af det."

"Jeg er bange."

"Jeg har brug for dig."

"Jeg kan godt lide dig."

"Jeg elsker dig."

Der findes næsten ikke enklere sætninger.

Og måske netop derfor findes der heller ikke sværere.

Søren Kierkegaard skrev engang, at "at turde er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at turde er at miste sig selv."

Jeg har altid holdt af den sætning.

For måske handler mod ikke først og fremmest om de store beslutninger.

Måske handler det om at turde sige de små sætninger, som vi ikke kan tage tilbage.

"Jeg savner dig."

"Jeg har brug for dig."

"Jeg elsker dig."

Den amerikanske forsker Brené Brown beskriver sårbarhed som usikkerhed, risiko og følelsesmæssig eksponering. Jeg tænker egentlig, at hun og Kierkegaard taler om det samme.

Om øjeblikket, hvor vi vælger at vise noget af os selv, velvidende at vi ikke kan kontrollere, hvordan den anden vil reagere.

Det er måske derfor, sårbarhed føles så modig.

Ikke fordi følelserne er farlige.

Men fordi svaret er ukendt.

Den britiske psykiater John Bowlby mente, at vi mennesker er biologisk indrettet til at søge tryghed hos hinanden. Senere viste Sue Johnson, hvordan det samme gør sig gældende i vores kærlighedsliv. Bag mange konflikter gemmer der sig ikke et ønske om at få ret, men en længsel efter kontakt.

Når vi siger:

"Jeg savner dig."

...handler det måske i virkeligheden om noget andet.

Måske spørger vi:

"Er du der stadig?"

Jeg tror, mange konflikter opstår, fordi vi ikke hører sårbarheden i det, den anden siger.

Den ene siger:

"Jeg savner dig."

Men den anden hører:

"Du gør ikke nok."

Den ene siger:

"Jeg blev ked af det."

Men den anden hører kritik.

Og så begynder vi at forklare.

Forsvare.

Argumentere.

Det, der begyndte som en invitation til nærhed, bliver til en diskussion om, hvem der har ret.

Måske går vi ikke forbi hinanden, fordi vi mangler kærlighed.

Måske går vi forbi hinanden, fordi vi ikke genkender sårbarheden, når den står lige foran os.

Jeg tænker ofte på, at vores måde at tale på også formes af de historier, vi bærer med os.

Hvis vi gennem livet har lært, at vores følelser er for meget, eller at vores behov er besværlige, bliver det svært at sige tingene, som de er.

Så siger vi:

"Det er fint."

...selvom vi blev kede af det.

Vi siger:

"Det er nok bare mig."

...selvom vi længes efter nærhed.

Vi siger:

"Det går."

...selvom vi er bange.

Måske begynder heling ikke med, at vi bliver bedre til at analysere os selv.

Måske begynder den med, at vi langsomt tør lade sproget blive enklere.

Den danske digter Inger Christensen har altid rørt mig. Ikke fordi hun skrev om sårbarhed som et psykologisk begreb, men fordi hun havde en sjælden evne til at lade sproget stå åbent. Hun viste, at ikke alt behøver blive forklaret. Noget må gerne stå stille. Noget må gerne være uafsluttet.

Det minder mig om Rainer Maria Rilke, der opfordrede os til at leve spørgsmålene, før vi leder efter svarene.

Måske gælder det også i vores relationer.

Måske behøver vi ikke altid de rigtige ord.

Måske behøver vi bare de ærlige.

Jo mere jeg tænker over det, desto mindre tror jeg, at sårbarhed handler om at fortælle alt.

Jeg tror, den handler om at sige det, der er.

Ikke pakket ind.

Ikke oversat.

Ikke forklaret.

Bare sagt.

"Jeg savner dig."

"Jeg blev ked af det."

"Jeg har brug for dig."

Og måske er kærlighed i virkeligheden ikke at finde de perfekte ord.

Måske er kærlighed, når et andet menneske hører de enkle ord, vi siger, og svarer med tre endnu enklere:

"Jeg er her."