Forandring gør ondt – og måske er det meningen

Vi taler ofte om forandring, som om den er noget, vi bør glæde os til. Som om udvikling føles let, når vi bevæger os i den rigtige retning. Som om vi, når først vi har truffet den rigtige beslutning, vil mærke ro.

Men min erfaring – både som psykolog og som menneske – er næsten den modsatte.

De største forandringer i vores liv begynder sjældent med lettelse.

De begynder med en erkendelse.

Og erkendelser gør ondt.

Ikke fordi de nødvendigvis er forkerte, men fordi de tvinger os til at give slip på noget, vi længe har holdt fast i. En forestilling om et forhold. En idé om, hvem vi er. Et arbejde, der engang gav mening. En drøm, vi troede ville blive til virkelighed.

Den eksistentielle psykiater Irvin Yalom beskriver, hvordan udvikling ofte begynder dér, hvor vores gamle måde at forstå os selv på ikke længere slår til. Det øjeblik kan føles som et sammenbrud. Men måske er det i virkeligheden begyndelsen på en ny måde at være i verden på.

Carl Rogers formulerede noget lignende i én af psykologiens mest kendte sætninger:

"The curious paradox is that when I accept myself just as I am, then I can change."

Det lyder næsten selvmodsigende. Men måske er det netop pointen. Forandring begynder sjældent med, at vi presser os selv til at blive et andet menneske. Den begynder, når vi tør se det, der allerede er sandt.

Det betyder ikke, at erkendelsen bliver mindre smertefuld.

Tværtimod.

Erkendelser føles sjældent som frihed, når de opstår.

De føles ofte som sorg.

Først senere opdager vi, at sorgen var begyndelsen på friheden.

Måske er den største misforståelse om udvikling, at vi tror, den skal føles rigtig hele tiden. Som om tvivlen er et tegn på, at vi er på afveje.

Men måske er tvivlen ikke et tegn på, at noget er galt.

Måske er den et tegn på, at noget er ved at forandre sig.

Når vi endelig har taget en beslutning, forventer vi ofte, at det bliver lettere. At tvivlen forsvinder. At vi mærker sikkerhed.

Men sådan fungerer mennesker sjældent.

Psykologerne James Prochaska og Carlo DiClemente beskriver udvikling som en cirkulær proces. Vi tager et skridt frem. Tvivler. Falder tilbage. Prøver igen. Lærer noget nyt. Falder måske tilbage endnu en gang.

Tilbagefald er ikke modsætningen til udvikling.

Det er en del af udviklingen.

Måske er den største misforståelse om udvikling, at vi tror, den er lineær.

At den bevæger sig i en lige linje fra usikkerhed til klarhed.

Men udvikling ligner sjældent en lige vej.

Den ligner havet.

Bølgerne kommer og går. Nogle er små. Andre vælter ind over os, så vi et øjeblik mister fodfæstet. Men havet er ikke forkert, fordi det bevæger sig.

Det er dets natur.

Måske gælder det også os.

Når bølgerne slår højt, tror vi ofte, at vi har truffet den forkerte beslutning.

Men følelser fortæller ikke altid, om vi er på den rigtige vej.

Nogle gange fortæller de blot, at noget vigtigt er ved at forandre sig.

Derfor handler mod måske ikke om at være frygtløs.

Måske handler mod om at blive stående.

At blive stående længe nok til, at stormen får lov til at lægge sig.

I Acceptance and Commitment Therapy taler man om, at vi ikke behøver vente på, at ubehaget forsvinder, før vi bevæger os i retning af det liv, vi ønsker. Vi kan tage sorgen, frygten og tvivlen med os.

Ikke fordi de er behagelige.

Men fordi de ikke behøver bestemme retningen.

Den amerikanske transitionsforsker William Bridges skelner mellem change og transition. Forandring er det, der sker omkring os. Transition er den indre proces, hvor vi langsomt slipper det gamle, uden endnu helt at vide, hvad det nye bliver.

Det er en mærkelig mellemtilstand.

Man ved godt, at man ikke skal tilbage.

Men man ved heller ikke helt, hvem man er blevet.

Det er et uroligt sted at befinde sig.

Og måske netop derfor et af de mest frugtbare.

Forandring handler måske ikke om at blive et andet menneske.

Måske handler den om langsomt at holde op med at være den, man ikke længere er.

Måske er det derfor, den gør så ondt.

Ikke fordi noget er gået galt.

Men fordi noget gammelt er ved at slippe sit tag, mens noget nyt endnu ikke har fundet sin form.

Og måske er det vigtigste, vi kan gøre midt i processen, ikke at skynde os videre.

Men at blive stående.

Stå fast.

Også når bølgerne slår højt.

Kh, Emilie

P.S. Hvis du kan genkende noget af det, jeg skriver om, er du altid velkommen til at kontakte mig – hvad enten du ønsker at høre mere om mine samtaler eller booke en enkelt samtale.