Nogle gange sker der noget mærkeligt i livet. Det er, som om alting begynder at bevæge sig på én gang. Relationer forandrer sig, nye muligheder opstår, og gamle forestillinger om os selv begynder at falde fra hinanden. Det, der tidligere føltes velkendt, føles pludselig anderledes.
Samtidig sker der måske noget indeni. Vi begynder at længes efter noget andet, opdager nye sider af os selv eller mærker, at noget, vi tidligere har holdt fast i, ikke længere passer til den, vi er ved at blive.
Det kan næsten føles, som om den indre og den ydre verden begynder at bevæge sig i takt.
Men hvorfor oplever vi indimellem, at så mange forandringer finder sted samtidig? Hvorfor kan noget nyt og glædeligt også vække sorg og angst? Og hvordan finder vi fodfæste, når både vores omgivelser og vores forståelse af os selv er i bevægelse?
Synkronicitet – når begivenheder opleves som forbundne
Den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung (1875–1961) var optaget af det, han kaldte synkronicitet.
Med begrebet forsøgte Jung at beskrive meningsfulde sammenfald mellem begivenheder, som ikke nødvendigvis havde nogen direkte årsagsmæssig forbindelse.
Det kunne eksempelvis være en indre oplevelse, som på en næsten forunderlig måde syntes at blive afspejlet i den ydre verden.
Jung var optaget af, hvordan sådanne sammenfald kunne opleves som dybt meningsfulde, selvom de ikke umiddelbart kunne forklares gennem almindelige årsagssammenhænge.
Synkronicitet er dog ikke en videnskabeligt dokumenteret mekanisme, der viser, at vores tanker eller følelser fremkalder bestemte begivenheder i verden.
Men selve oplevelsen af meningsfulde sammenfald er interessant fra et psykologisk perspektiv.
Hvad siger forskningen om synkronicitet?
Selvom synkronicitet oprindeligt blev beskrevet af Jung, har nyere psykologisk forskning forsøgt at undersøge, hvordan mennesker oplever meningsfulde sammenfald, og hvilken betydning disse oplevelser kan have for vores trivsel og forståelse af os selv.
I et studie publiceret i Frontiers in Psychology undersøgte forskerne Pninit Russo-Netzer og Tamar Icekson (2023) sammenhængen mellem oplevelser af synkronicitet, meningsskabelse og livstilfredshed.
På tværs af to undersøgelser med henholdsvis 198 og 440 deltagere fandt forskerne blandt andet, at mennesker, der var mere opmærksomme på meningsfulde sammenfald, også havde en større tendens til at søge og finde mening i deres erfaringer.
Evnen til at finde mening i sådanne oplevelser var desuden forbundet med optimisme, oplevet mening i livet og livstilfredshed.
Forskerne beskrev synkronicitetsoplevelser som en proces, hvor vi først er åbne og opmærksomme på vores omgivelser, derefter oplever en overraskende begivenhed og til sidst forsøger at forstå dens betydning.
Det interessante er, at denne proces på flere måder minder om den narrative psykologis forståelse af, hvordan vi skaber sammenhæng mellem vores erfaringer.
I et andet studie fra 2024 undersøgte Christian Rominger og kolleger sammenhængen mellem vores følelsesmæssige tilstand og oplevelsen af meningsfulde sammenfald.
Forskerne analyserede dagbogsdata fra 169 deltagere og fandt, at positive følelser på én dag var forbundet med flere oplevede meningsfulde sammenfald den følgende dag.
Derimod fandt de ikke støtte for hypotesen om, at negative følelser på samme måde forudsagde flere sådanne oplevelser.
En mulig forklaring er, at positive følelser kan være forbundet med en mere åben og fleksibel måde at tænke på, som gør os mere opmærksomme på forbindelser mellem forskellige begivenheder.
Endelig undersøgte psykoterapeuten Gunnar Reefschläger (2024) fem oplevelser af synkronicitet i psykoterapeutiske forløb.
Studiet peger på, at oplevelser af meningsfulde sammenfald kan få betydning i den terapeutiske relation og i klientens forståelse af sine erfaringer.
Forskningen er stadig begrænset, og studierne dokumenterer ikke, at der findes en skjult årsagsmæssig forbindelse mellem indre oplevelser og ydre begivenheder.
Men de peger på noget interessant:
At den måde, vi lægger mærke til og skaber mening i vores oplevelser på, kan have betydning for vores forståelse af os selv og vores liv.
Og måske bliver det særligt interessant i perioder, hvor meget er under forandring.
For når både vores omgivelser og vores forestillinger om os selv er i bevægelse, kan vi begynde at opdage forbindelser mellem begivenheder, som vi tidligere ikke ville have lagt mærke til.
Måske er det ikke nødvendigvis verden, der pludselig hænger anderledes sammen.
Måske er det også vores måde at se den på, der er ved at forandre sig.
Når én forandring sætter andre i bevægelse
Inden for forskningen i livsovergange og belastende livsbegivenheder interesserer man sig blandt andet for, hvordan forskellige forandringer kan påvirke hinanden.
En forandring finder nemlig sjældent sted i et fuldstændig isoleret rum.
Et brud i en relation kan eksempelvis føre til nye sociale fællesskaber, ændrede hverdagsrutiner eller en anderledes forståelse af, hvad vi ønsker os af livet.
Et arbejdsskifte kan påvirke vores identitet, vores relationer og vores forestillinger om fremtiden.
Og flere uafhængige begivenheder kan indtræffe inden for en kort periode, så vi pludselig oplever, at store dele af vores liv er under forandring.
Forskningen i belastende livsbegivenheder beskriver blandt andet, hvordan én belastning kan føre til nye belastninger, et fænomen, der kaldes stress proliferation.
Men forandringer behøver ikke nødvendigvis at være forbundet med noget negativt. De kan også være ønskede og glædelige. Alligevel kan de vække usikkerhed, fordi vi samtidig bevæger os væk fra noget velkendt.
Måske opdager vi, at det, vi tidligere ønskede os, ikke længere er det samme. Eller at noget, som før havde stor betydning for vores forståelse af os selv, begynder at fylde mindre.
På den måde kan forandringer også give anledning til at genoverveje, hvem vi er, hvad der betyder noget for os, og hvilken retning vi ønsker, at vores liv skal bevæge sig i.
Vi er også fortællinger om os selv
Inden for den narrative psykologi er man optaget af, hvordan mennesker skaber mening og sammenhæng i deres liv gennem fortællinger.
Psykologen Dan McAdams beskriver vores narrative identitet som den fortælling, vi skaber om vores liv, hvor vi forbinder vores fortid, nutid og forestillinger om fremtiden.
Vi oplever med andre ord ikke blot en række begivenheder. Vi forsøger også at forstå, hvad de betyder for os, og hvordan de hænger sammen med den person, vi oplever os selv som.
Når livet forandrer sig, kan vores fortælling om os selv derfor også komme under forandring.
Måske begynder vi at sætte spørgsmålstegn ved noget, vi tidligere har taget for givet.
Måske opdager vi, at vi ikke længere ønsker det samme som før.
Eller måske får vi øje på sider af os selv, som tidligere har været overskygget af andre fortællinger.
Psykologen Jerome Bruner var ligeledes optaget af, hvordan mennesker organiserer og fortolker deres erfaringer gennem fortællinger.
Det er ikke kun begivenhederne i sig selv, der har betydning. Det har også den mening, vi tillægger dem.
Og nogle gange kan en række tilsyneladende adskilte begivenheder begynde at danne en ny fortælling:
Det var dengang, mit liv begyndte at ændre sig.
Når nye fortællinger bliver mulige
Den australske terapeut Michael White, som var en af grundlæggerne af narrativ terapi, var særligt optaget af, hvordan vores identitet formes gennem de fortællinger, vi har adgang til om os selv.
Nogle fortællinger kan med tiden blive så dominerende, at de kommer til at overskygge andre erfaringer.
Vi kan eksempelvis have en fortælling om os selv som mennesker, der altid må tilpasse os andre, som har svært ved at sige fra, eller som ikke er modige nok til at forfølge vores egne ønsker.
Men måske begynder vi på et tidspunkt at opdage situationer, hvor vi faktisk har handlet anderledes.
Hvor vi har sagt fra.
Hvor vi har fulgt noget, der var vigtigt for os.
Eller hvor vi har turdet gøre noget, selvom vi var bange.
I narrativ terapi interesserer man sig for sådanne erfaringer, fordi de kan være med til at åbne for alternative fortællinger om, hvem vi er, og hvad der er muligt for os.
Og her bliver forbindelsen mellem indre og ydre forandring særlig interessant.
For måske begynder vi at handle anderledes, når vi får øje på nye sider af os selv.
Vi træffer andre beslutninger, opsøger nye muligheder eller begynder at indgå i vores relationer på nye måder.
Disse handlinger kan igen give os nye erfaringer, som påvirker vores forståelse af os selv.
På den måde kan vores indre fortællinger og vores ydre liv komme til at påvirke hinanden gensidigt.
Men bevægelsen kan også begynde udefra.
Nogle gange sker der noget i vores omgivelser, som gør det muligt for os at få øje på sider af os selv, vi ikke tidligere har haft adgang til.
Måske forandrer vi ikke først vores fortælling og derefter vores liv.
Måske forandrer de to sig sammen.
Når fundamentet under os forandrer sig
Når vores liv forandrer sig, kan vi blive konfronteret med en grundlæggende eksistentiel sårbarhed, som vi alle deler.
For når vi mister en relation, et arbejde, et fællesskab eller en forestilling om fremtiden, er det ikke kun vores ydre omstændigheder, der forandrer sig.
Det kan også være vores oplevelse af, hvem vi er, og hvor vi hører til.
Den amerikanske psykiater Irvin Yalom beskriver den eksistentielle angst som en del af menneskets grundvilkår. Vi lever alle med usikkerheden om vores eksistens, vores frihed, vores relationer og vores mulighed for at skabe mening.
Når noget velkendt forsvinder, kan denne grundlæggende angst træde tydeligere frem.
Vi kan pludselig stå over for spørgsmål, som vi måske ikke tidligere har behøvet at stille os selv.
Hvem er jeg uden denne relation?
Hvor hører jeg til nu?
Og hvad skal mit liv bygges op omkring, hvis det, der tidligere gav mig retning og mening, ikke længere er der?
Sociologen Anthony Giddens bruger begrebet ontologisk sikkerhed om den grundlæggende oplevelse af stabilitet og kontinuitet i vores tilværelse.
Vores relationer, hverdagsrutiner og velkendte omgivelser kan være med til at skabe en følelse af, at verden er nogenlunde genkendelig, og at vi ved, hvem vi er i den.
Når disse holdepunkter forandrer sig, kan vi opleve, at fundamentet under os bliver rykket væk.
Og måske er det netop derfor, at selv ønskede forandringer kan føles så overvældende.
For vi skal ikke kun vænne os til nye omstændigheder.
Vi skal måske også finde nye måder at forstå os selv og vores plads i verden på.
Set fra et narrativt perspektiv kan sådanne perioder være særligt sårbare, fordi de fortællinger, der tidligere gav vores liv sammenhæng, ikke længere passer helt til vores erfaringer.
Vi befinder os måske et sted mellem det, vi har været, og det, vi endnu ikke ved, hvad skal blive til.
Og det kan vække både sorg, angst og en dyb længsel efter at høre til.
Måske er det ikke altid selve forandringen, vi er bange for, men følelsen af at miste det, der tidligere gav os fodfæste.
Når forandring også er forbundet med sorg
Selv når vi bevæger os i en retning, vi ønsker, kan forandring være forbundet med sorg.
For når noget nyt begynder, er der ofte også noget andet, vi må tage afsked med.
Det kan være en relation, et arbejde, en forestilling om fremtiden eller måske en tidligere udgave af os selv.
Og det kan være svært at forstå, hvorfor vi føler sorg, når vi samtidig glæder os over de nye muligheder, der åbner sig.
Men måske er de to følelser ikke hinandens modsætninger.
William Bridges beskrev i sin teori om psykologiske overgange, hvordan forandring ofte indebærer en afslutning, også når den ydre forandring er ønsket.
Psykologen Pauline Boss har med begrebet tvetydige tab beskrevet, hvordan sorg også kan være forbundet med tab, der ikke har nogen tydelig afslutning.
Måske sørger vi ikke kun over det, vi har mistet, men også over det, der aldrig blev, eller den fremtid, vi engang forestillede os.
Inden for narrativ terapi var Michael White optaget af, hvordan vi kan bevare forbindelsen til betydningsfulde mennesker og erfaringer, selvom vores liv forandrer sig.
I sit arbejde med sorg udfordrede han forestillingen om, at vi nødvendigvis må give slip på det, vi har elsket, for at kunne komme videre.
Måske kan vi i stedet være nysgerrige på, hvad vi ønsker at tage med os.
Hvad har denne relation, denne periode eller denne erfaring betydet for os?
Hvad har den lært os om det, vi holder af?
Og hvilke sider af os selv er blevet til gennem det, vi nu tager afsked med?
For måske er det ikke nødvendigt at vælge mellem sorgen over det gamle og glæden ved det nye.
Måske kan vi både sørge over det, vi forlader, og glæde os over det, vi er på vej imod.
At finde fodfæste, når alting er i bevægelse
Når mange forandringer finder sted samtidig, kan det være svært at finde fodfæste.
Selv når forandringerne er ønskede, kan de kræve noget af os. Vi skal måske vænne os til nye omstændigheder, finde os til rette i nye relationer eller give slip på forestillinger om, hvordan vores liv skulle se ud.
Og vi kan blive overvældede.
Måske forsøger vi at forstå det hele, skabe sammenhæng eller finde ud af, hvad det hele skal føre til.
Men måske behøver vi ikke forstå alle forandringerne på én gang.
Forskning i social støtte peger på, at nære relationer kan være med til at beskytte os mod nogle af de belastninger, der følger med stressende livsbegivenheder.
Det betyder ikke nødvendigvis, at andre skal løse vores problemer.
Det kan være nok at blive mødt med varme, nærvær og forståelse.
At nogen lytter.
At nogen holder om os.
At vi får lov til at være usikre uden straks at skulle finde en løsning.
Psykologen Kristin Neff har desuden forsket i betydningen af selvmedfølelse – vores evne til at møde os selv med venlighed og forståelse, særligt når livet er svært.
I perioder med store forandringer kan vi have brug for at stille færre krav til os selv.
Give plads til sorgen, usikkerheden og trætheden.
Og huske, at vi ikke nødvendigvis skal være glade, bare fordi noget godt er ved at ske.
Inden for narrativ terapi kan vi også være nysgerrige på de relationer og erfaringer, som tidligere har hjulpet os gennem svære perioder.
Hvem har været med til at give os mod?
Hvem har mindet os om, hvad der er vigtigt for os?
Og hvilke erfaringer kan vi tage med os ind i det nye?
Måske handler det at finde fodfæste ikke om at stå helt stille, mens livet forandrer sig.
Måske handler det om at finde noget at støtte sig til, mens vi bevæger os.
Og måske har vi nogle gange bare brug for lidt mere varme.
Spørgsmål til refleksion
Hvis du selv befinder dig i en periode med forandring, kan du måske være nysgerrig på følgende spørgsmål:
Er der noget i dit liv, som er begyndt at forandre sig, måske uden at du selv har besluttet det?
Er der noget, du er begyndt at forstå anderledes om dig selv?
Har du for nylig gjort noget, som ikke helt passer med den fortælling, du plejer at have om dig selv? Hvad fortæller det om, hvad der er vigtigt for dig?
Har du oplevet, at en forandring i dine omgivelser har givet plads til noget nyt i dig – eller omvendt?
Hvad fra det, du er ved at tage afsked med, ønsker du at bevare som en del af din fortælling om dig selv?
Hvilke mennesker, værdier eller erfaringer hjælper dig med at mærke, hvem du er, også når meget omkring dig forandrer sig?
Hvordan kan du møde dig selv med lidt mere venlighed, mens du finder vej i det nye?
Hvis du om et år så tilbage på denne periode af dit liv, hvad ville du så håbe at kunne fortælle om den måde, du mødte forandringerne på?
Måske behøver forandring ikke altid at handle om, at vi skal blive til nogen andre.
Måske handler den nogle gange om at få øje på sider af os selv, som længe har ventet på at få mere plads.
Og måske er det først senere, når vi ser tilbage, at vi opdager, hvordan de mange små og store forandringer blev en del af en ny fortælling om vores liv.
For selv når vi bevæger os videre, behøver vi ikke efterlade alt det, vi har været.
Vi kan tage noget med os.
Og vi behøver ikke gøre det alene.
Litteratur og inspiration
Synkronicitet og meningsskabelse
Jung, C. G. (1952). Synchronicity: An Acausal Connecting Principle.
Russo-Netzer, P., & Icekson, T. (2023). An underexplored pathway to life satisfaction: The development and validation of the synchronicity awareness and meaning-detecting scale. Frontiers in Psychology, 13, 1053296. https://doi.org/10.3389/fpsyg.2022.1053296
Rominger, C., Fink, A., Perchtold-Stefan, C. M., & Schwerdtfeger, A. R. (2024). Today's positive affect predicts tomorrow's experience of meaningful coincidences: A cross-lagged multilevel analysis. Cognition and Emotion, 38(8), 1152–1159. https://doi.org/10.1080/02699931.2024.2349280
Reefschläger, G. I. (2024). Structural aspects of synchronistic moments in psychotherapy. Journal of Analytical Psychology, 69(1), 72–87. https://doi.org/10.1111/1468-5922.12975
Narrativ psykologi, livsovergange og eksistentiel angst
Bridges, W. (1980). Transitions: Making Sense of Life's Changes. Addison-Wesley.
Bruner, J. (1990). Acts of Meaning. Harvard University Press.
Giddens, A. (1991). Modernity and Self-Identity: Self and Society in the Late Modern Age. Stanford University Press.
McAdams, D. P., & McLean, K. C. (2013). Narrative identity. Current Directions in Psychological Science, 22(3), 233–238.
Pearlin, L. I., Aneshensel, C. S., & LeBlanc, A. J. (1997). The forms and mechanisms of stress proliferation: The case of AIDS caregivers. Journal of Health and Social Behavior, 38(3), 223–236.
White, M., & Epston, D. (1990). Narrative Means to Therapeutic Ends. W. W. Norton.
White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton.
Yalom, I. D. (1980). Existential Psychotherapy. Basic Books.
Sorg, social støtte og selvmedfølelse
Boss, P. (1999). Ambiguous Loss: Learning to Live with Unresolved Grief. Harvard University Press.
Cohen, S., & Wills, T. A. (1985). Stress, social support, and the buffering hypothesis. Psychological Bulletin, 98(2), 310–357.
Neff, K. D. (2003). Self-compassion: An alternative conceptualization of a healthy attitude toward oneself. Self and Identity, 2(2), 85–101.
White, M. (1988). Saying hullo again: The incorporation of the lost relationship in the resolution of grief. Dulwich Centre Newsletter.
