Det medmenneskelige som helende kraft

Hvorfor vi ikke er skabt til at bære livet alene

Der findes mennesker, vi næsten instinktivt får lyst til at fortælle sandheden til.

Ikke hele sandheden på én gang. Men lidt mere, end vi plejer.

Vi ved ikke altid hvorfor.

Måske er det deres blik. Måske deres ro. Måske deres humor. Måske den måde, de lytter på. Noget i os genkender noget i dem. Langsomt opdager vi, at vi tør lægge rustningen fra os.

Det fascinerer mig.

For hvad er det egentlig, der sker, når vi møder et menneske, som får os til at føle os trygge? Et menneske, der ikke forsøger at løse os, analysere os eller gøre os til noget andet, men som blot bliver hos os.

Måske er det her, noget af det mest helende i livet findes.

Sårbarhed heler ikke i sig selv

Vi taler ofte om, at det er vigtigt at være sårbar.

Men jeg tror, vi overser noget væsentligt.

Sårbarhed er ikke i sig selv helende.

Hvis et menneske viser sin sårbarhed og bliver mødt med tavshed, kritik eller afvisning, kan oplevelsen tværtimod blive endnu mere smertefuld.

Det, der gør forskellen, er ikke kun modet til at åbne sig.

Det er måden, vi bliver mødt på.

Måske er det derfor, vi ikke åbner os for hvem som helst. Vi åbner os for mennesker, der på en eller anden måde føles genkendelige. Ikke nødvendigvis fordi de minder os om nogen, vi kender, men fordi deres måde at være i verden på vækker en oplevelse af tryghed.

Det er, som om kroppen registrerer noget, før tankerne gør.

"Her behøver jeg måske ikke at gemme mig."

Vi bliver til i mødet med hinanden

Den amerikanske psykolog Carl Rogers beskrev allerede i 1950'erne, hvordan mennesker udvikler sig bedst i relationer præget af empati, ægthed og ubetinget accept.

Det interessante ved Rogers' tænkning er, at han ikke først og fremmest spurgte:

"Hvordan får vi mennesker til at ændre sig?"

Han spurgte:

"Hvordan møder vi mennesker, så de får mulighed for selv at vokse?"

Det er en vigtig forskel.

For måske er det ikke vores opgave at reparere hinanden.

Måske er vores vigtigste opgave at være nærværende.

Kroppen leder efter tryghed

Nyere forskning peger på, at vores nervesystem hele tiden registrerer signaler om sikkerhed og fare.

Når vi oplever varme, venlighed og nærvær, bliver det lettere at regulere følelser og være i kontakt med både os selv og andre. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle af de biologiske forklaringer i polyvagal teori stadig diskuteres blandt forskere. Alligevel har teorien sat fokus på noget, mange terapeuter og klienter genkender: Oplevelsen af tryghed betyder noget for vores mulighed for at åbne os.

Måske er det derfor, vi nogle gange møder et menneske og tænker:

"Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler mig tryg ved dig."

Vi er ikke skabt til at bære livet alene

Forskning viser igen og igen, at kvaliteten af vores relationer har stor betydning for vores psykiske trivsel.

Det handler ikke kun om, hvor mange mennesker vi har omkring os.

Det handler om, hvorvidt vi oplever, at nogen virkelig er der.

At nogen lytter.

At nogen bliver.

At nogen tør være sammen med os, også når vi viser de sider af os selv, vi normalt gemmer væk.

Det er ikke nødvendigvis de store ord, der gør forskellen.

Nogle gange er det et stille:

"Tak fordi du fortalte mig det."

Andre gange er det et grin midt i tårerne.

En kop kaffe.

Et blik.

En hånd på skulderen.

Et menneske, der ikke skynder sig videre.

Det medmenneskelige

Den buddhistiske psykolog Tara Brach skriver ofte om, at vi længes efter at høre til – ikke fordi vi er perfekte, men netop mens vi er uperfekte.

Pema Chödrön beskriver på sin måde, hvordan mod ikke handler om at undgå smerte, men om at blive i kontakt med livet, også når det gør ondt.

Og måske er det netop det, det medmenneskelige kan.

Ikke fjerne sorgen.

Ikke fjerne angsten.

Ikke fjerne usikkerheden.

Men gøre det muligt at bære den sammen.

At blive båret

Måske er det derfor, nogle møder bliver hos os resten af livet.

Ikke fordi personen sagde det helt rigtige.

Men fordi vi et øjeblik oplevede, at vi ikke var alene.

At et andet menneske kunne rumme det, vi næsten ikke selv kunne rumme.

Måske er det dét, vi længes efter.

Ikke at blive reddet.

Ikke at blive fikset.

Men at blive båret et lille stykke af vejen.

For måske begynder heling ikke, når vi holder op med at være sårbare.

Måske begynder den i det øjeblik, et andet menneske møder vores sårbarhed med nærvær, varme og modet til bare at blive.

Referencer

Bowlby, J. (1988). A Secure Base: Parent-Child Attachment and Healthy Human Development.

Brach, T. (2004). Radical Acceptance.

Brown, B. (2012). Daring Greatly.

Holt-Lunstad, J., Smith, T. B., Baker, M., Harris, T., & Stephenson, D. (2015). Loneliness and social isolation as risk factors for mortality: A meta-analytic review. Perspectives on Psychological Science, 10(2), 227–237.

Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory. (Teorien er bredt anvendt klinisk, men enkelte biologiske antagelser diskuteres fortsat i forskningen.)

Rogers, C. R. (1961). On Becoming a Person.

Chödrön, P. (1997). When Things Fall Apart.