Glem ikke din egen stemme

Om narrativ terapi, selvværd og betydningen af at kunne høre sin egen stemme blandt alle de andres – og om de relationer, der hjælper os med at blive mere os selv.

“Finding your own voice can be magic.”
— tagline fra filmen Little Voice (1998)

Da jeg var barn, var jeg indimellem med min far på Det Kongelige Teater, når han arbejdede med lyd. Jeg husker, hvordan jeg betragtede ham. Hvad han gjorde, hvordan han talte med mennesker, hvordan han arbejdede.

Min far har aldrig sat mig ned og fortalt mig, at jeg skulle finde min egen stemme. Men når jeg tænker tilbage, tror jeg alligevel, at noget af det vigtigste, jeg har lært af ham, handler om netop det.

Om værdien af at have sin egen særegne stemme.

Sit eget blik på verden. Sin egen smag. Sine egne værdier. Sin egen måde at gøre tingene på.

Det er egentlig pudsigt, at jeg forbinder netop den læring med et menneske, der arbejdede med lyd.

Når alle de andre stemmer bliver højere

For nylig kom jeg i tanke om filmen Little Voice fra 1998.

Hovedpersonen LV har en helt usædvanlig evne til at efterligne store sangerinder. Hun kan synge med andres stemmer med en næsten forbløffende præcision, mens hun med sin egen stemme næsten ikke fylder noget.

Filmens tagline er:

Finding your own voice can be magic.

Jeg holder meget af den sætning.

Måske fordi jeg tror, at mange af os kender til at blive virkelig gode til at høre alle de andre stemmer.

Hvad synes de andre, jeg skal gøre?

Hvad er det rigtige valg?

Hvad forventes der af mig?

Hvad vil gøre mig vellidt, anerkendt eller elsket?

Der er selvfølgelig ikke noget galt med at lytte til andre. Tværtimod. Vi har brug for andre mennesker. De kan udfordre os, gøre os klogere og nogle gange se noget, vi ikke selv kan få øje på.

Problemet opstår måske, når alle de andre stemmer bliver så høje, at vi ikke længere kan høre vores egen.

At kunne mærke: Det her er mig

At tale om sin egen stemme kan hurtigt komme til at lyde, som om der et sted dybt inde i os findes et færdigt og autentisk selv, som vi bare skal grave langt nok ned for at finde.

Sådan tænker jeg det ikke helt.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi én gang for alle kan finde ud af, hvem vi er. Vi forandrer os. Verden forandrer os. De mennesker, vi møder, forandrer os. Det, der føltes rigtigt som 25-årig, behøver ikke føles rigtigt som 40-årig.

Alligevel tror jeg, at vi løbende kan have en fornemmelse af, hvad der føles mere eller mindre som os.

Det her betyder noget for mig.

Sådan her vil jeg gerne leve.

Det her menneske vil jeg gerne være.

Og måske kender vi også den modsatte fornemmelse.

Her er jeg ved at gøre mig mindre.

Det her siger jeg mest, fordi jeg gerne vil accepteres.

Det her føles faktisk ikke som mig.

Måske er vores egen stemme derfor hverken noget færdigt, vi én gang for alle kan finde, eller noget, vi frit opfinder. Måske udvikler den sig gennem livet, samtidig med at vi løbende kan genkende noget som mere eller mindre vores eget.

Narrativ terapi og vores egen stemme

Det er en af grundene til, at jeg holder af narrativ terapi.

Den australske familieterapeut Michael White var sammen med David Epston en af grundlæggerne af den narrative terapi. I stedet for at forstå identitet som én fast kerne var White optaget af de historier, vi skaber mening gennem, og af muligheden for at udvikle rigere og mere foretrukne fortællinger om, hvem vi er.

Det betyder ikke, at alle fortællinger om os selv er lige betydningsfulde.

Tværtimod bliver det interessant at spørge:

Hvad er vigtigt for mig?

Hvad håber jeg på?

Hvad fortæller mine handlinger om mine værdier og intentioner?

Hvilke måder at være menneske på foretrækker jeg?

Og hvilke erfaringer fra mit liv fortæller mig, at disse værdier ikke bare er noget, jeg gerne vil tro om mig selv, men noget, der allerede har vist sig i den måde, jeg har levet på?

I det narrative arbejde med re-authoring – genforfattende samtaler – kan man lede efter begivenheder og erfaringer, der let bliver overset af de dominerende fortællinger om ens liv. Når disse erfaringer forbindes over tid med værdier, håb, intentioner og det, man ønsker at stå for, kan andre historier om identitet få større fylde.

Forskning og faglitteratur om narrativ terapi bruger også begrebet client-preferred identity om arbejdet med at udvikle de identitetsfortællinger, personen selv foretrækker.

For mig giver det en interessant måde at forstå vores egen stemme på.

Spørgsmålet bliver mindre:

Hvem er jeg i virkeligheden?

Og mere:

Hvad genkender jeg som vigtigt for mig? Hvad ønsker jeg at stå for? Hvilke erfaringer i mit liv fortæller noget om den, jeg gerne vil være?

At finde sin egen stemme behøver altså ikke betyde, at man finder frem til ét sandt selv, der har ligget gemt hele tiden.

Det kan også være en løbende proces, hvor man bliver bedre til at genkende det, man værdsætter, og give det større plads i sit liv.

Egen stemme, selvaccept og selvværd

Måske er det også her, vores egen stemme hænger sammen med selvaccept og selvværd.

Selvaccept kan nogle gange begynde med en ganske lille erkendelse:

Det her er faktisk mig.

Og derefter:

Det må det godt være.

At stole på sin egen stemme er ikke det samme som at tro, at man altid har ret. Det er at tage sig selv alvorligt nok til ikke automatisk at lade andres vurderinger få højere rang end ens egen.

Man kan lytte. Man kan blive klogere. Man kan ændre mening. Man kan opdage, at man tog fejl.

Uden at udgangspunktet behøver være, at den anden sandsynligvis ved bedre, hvem man bør være.

Måske kan man derfor beskrive det som tre bevægelser:

At høre sin egen stemme.

At acceptere den.

At turde stå ved den i mødet med andre.

Men hvis historien slutter dér, mangler der noget vigtigt.

For vi udvikler ikke vores stemme alene.

De mennesker, der hjælper os med at høre os selv

Noget af det, jeg finder særlig smukt i narrativ terapi, er den relationelle forståelse af identitet.

Michael White brugte begrebet re-membering conversations. Her beskrives identitet ikke som noget isoleret inde i det enkelte menneske, men som noget flerstemmigt og forbundet med de mennesker, relationer og fællesskaber, der har betydning i vores liv.

Man kan blandt andet undersøge:

Hvem har set noget vigtigt i mig?

Hvem har bidraget til de værdier, jeg bærer med mig?

Hvis stemmer ønsker jeg at give større autoritet, når det handler om, hvem jeg er?

Og er der stemmer, jeg ikke længere ønsker skal have helt så meget at skulle have sagt?

Jeg synes, det er en vidunderlig tanke.

For den betyder, at det at finde sin egen stemme ikke behøver være et ensomt projekt, hvor man lukker døren til verden og prøver at mærke efter længe nok.

Nogle mennesker hjælper os faktisk med at høre vores egen stemme tydeligere.

De lytter. De spørger. De bliver nysgerrige på det, vi prøver at sige. De kan måske endda huske øjeblikke, hvor vi har stået for noget, som vi selv har glemt.

De behøver ikke altid være enige med os.

At blive mødt betyder ikke nødvendigvis at få ret.

Det betyder måske snarere at erfare, at ens oplevelse har en plads i relationen. At det, man tænker, føler, værdsætter og længes efter, ikke først skal forsvares, før det må eksistere.

Og måske kender de fleste af os også relationer, hvor det modsatte sker.

Hvor vi næsten umærkeligt begynder at tale lidt lavere.

Tilpasse os lidt mere.

Forklare os lidt mere.

Eller langsomt mister tilliden til noget, vi egentlig godt vidste var vigtigt for os.

Derfor tror jeg, at spørgsmålet om vores egen stemme også er et spørgsmål om relationer.

Hvem bliver du mere dig selv sammen med?

At huske sin egen stemme

Når jeg tænker tilbage på min far på Det Kongelige Teater, tænker jeg derfor ikke, at han gav mig min stemme.

Den er min.

Men måske var han et af de mennesker, der lærte mig noget om værdien af det særegne.

Jeg lærte det ikke nødvendigvis gennem det, han sagde. Jeg lærte det også ved at betragte ham. Ved at se et andet menneske have sit eget blik, sin egen smag og sin egen måde at bevæge sig gennem verden på.

Og måske er det noget af det fineste, vi kan give hinanden.

Ikke en opskrift på, hvem den anden skal være.

Men plads nok til, at den anden kan høre sig selv.

Måske handler det derfor ikke om at finde én stemme, som aldrig forandrer sig.

Måske handler det om at blive ved med at lytte efter det, vi genkender som vores eget. At acceptere det. At turde lade det få betydning.

Og om at passe på de relationer, hvor vores stemme får lov til at leve.

Finding your own voice can be magic.

Hvem har hjulpet dig med at høre din egen stemme tydeligere?

Og hvem bliver du mere dig selv sammen med?

Narrative samtaler på Frederiksberg

I mine narrative samtaler arbejder jeg blandt andet med mennesker, der ønsker at blive klogere på, hvad der er vigtigt for dem, og hvordan de gerne vil leve deres liv.

Det kan handle om at få øje på sin egen stemme blandt andres forventninger og vurderinger, om selvværd og selvaccept eller om relationer, hvor man oplever at miste kontakten til det, man selv står for.

I narrativ terapi er vi nysgerrige på de fortællinger, der har fået stor indflydelse på den måde, du ser dig selv på – men også på de erfaringer, værdier, håb og intentioner, der peger mod andre og mere foretrukne fortællinger om, hvem du er.

Hvis du har lyst til at undersøge din egen stemme og det, der betyder noget for dig, tilbyder jeg narrative samtaler på Frederiksberg.

→ Læs mere om narrative samtaler hos mig

Referencer

White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. New York: W.W. Norton & Company.

Sax, P. (2006). Developing Preferred Stories of Identity as Reflective Practitioners. Journal of Systemic Therapies, 25(4), 59–72.

Henneberry, J. (2023). Constructing Client-Preferred Identity in Brief Narrative Single-Session Therapy. Journal of Systemic Therapies, 42(4), 88–104.