Måske har vi ikke så travlt, som vi tror

“Time is important to me now … be only time, be something I live inside and fill with physical things and activities…”

— Per Petterson, Ud og stjæle heste (engelsk oversættelse)

Jeg er i gang med at læse Per Petterson for tiden, og jeg blev hængende ved den tanke.

Tiden som noget, vi lever inde i og fylder med konkrete ting og aktiviteter.

For måske har vi ikke helt så travlt, som vi tror.

Jeg mener ikke, at vi skal holde op med at handle. Der er ting i livet, der kalder på handling. En relation, der kræver en samtale. Noget, vi gerne vil skabe eller forandre. En længsel, vi bliver ved med at vende tilbage til. Drømme, der kræver, at vi faktisk gør noget ved dem.

Men der er forskel på at bevæge sig og på hele tiden at ville videre.

Jeg tror, vi let kan komme til at leve i en form for venteposition.

Arbejdsdagen skal overstås, så vi kan komme hjem. Ugen skal overstås, så det kan blive weekend. Vinteren skal overstås, så det kan blive forår.

Eller vi venter på noget større.

På svaret. Kærligheden. Pengene. Anerkendelsen. Den beslutning eller afklaring, der endelig skal få tingene til at falde på plads.

Og imens går tiden.

At begynde dér, hvor vi er

Den buddhistiske lærer Pema Chödrön har skrevet en bog med den meget enkle titel Start Where You Are.

Jeg holder meget af den formulering.

For måske behøver vi ikke først at få styr på os selv eller vores liv og derefter begynde at leve. Måske kan vi tage udgangspunkt i det menneske og det liv, der allerede er her.

Det betyder ikke, at vi ikke må længes efter noget andet. Og det betyder heller ikke, at vi skal acceptere alt, som det er.

Måske betyder det snarere, at længslen efter noget andet ikke behøver gøre det nuværende liv til et venteværelse.

Vi kan begynde her.

Hvis jeg ønsker et mere kreativt liv, kan jeg begynde at skabe.

Hvis jeg længes efter mere nærhed, kan jeg række ud til de mennesker, jeg holder af.

Hvis jeg savner intellektuel fordybelse, kan jeg læse, tænke og opsøge det, der gør mig nysgerrig.

Hvis jeg savner naturen, kan jeg gå ud i den.

Ikke senere, når alt andet er faldet på plads.

Nu.

At have tid er også en oplevelse

Der findes et psykologisk begreb, time affluence, som nogenlunde kan oversættes til oplevelsen af at have nok tid.

Det interessante er, at det ikke kun handler om, hvor mange ledige timer vi objektivt har. Det handler også om oplevelsen af råderum over vores tid og muligheden for at bruge den på meningsfulde, selvvalgte aktiviteter.

Forskning i time affluence peger på sammenhænge mellem oplevelsen af at have tilstrækkelig tid og blandt andet større livstilfredshed, bedre psykisk trivsel og mindre oplevet stress. Meget af forskningen er korrelationel, så den kan ikke fortælle os entydigt, hvad der kommer først.

Men den peger på noget interessant:

Vores oplevelse af tid handler måske ikke kun om antallet af timer i kalenderen.

Den handler også om, hvad vi fylder dem med.

Noget beslægtet findes i forskningen i psykologisk fleksibilitet. Her handler det blandt andet om at kunne være i kontakt med det, der faktisk foregår – også når noget er svært eller uafklaret – og samtidig handle i retning af det, vi tillægger værdi.

Forskning har fundet sammenhænge mellem psykologisk fleksibilitet og psykisk trivsel, selvom sammenhængene ikke i sig selv dokumenterer årsag og virkning.

Måske behøver vi altså ikke vente på, at usikkerheden forsvinder, før vi går ud i livet.

At fylde tiden med liv

Forleden aften var jeg til comedy med min søster.

Vi drak en øl, sad sammen og grinede.

Det var ikke noget, der skulle føre til noget. Det var ikke et skridt på vejen mod et større mål eller noget, der skulle krydses af på en liste.

Det var bare en virkelig rar aften med et menneske, jeg holder af.

Og måske er det netop sådan nogle øjeblikke, jeg mener.

For der er forskel på at få tiden til at gå og på at fylde tiden med noget, man faktisk gerne vil være i.

Og måske gælder det ikke kun fritiden.

Jeg tror også, vi kan komme til at betragte arbejdstiden som noget, der først og fremmest skal overstås, så vi kan komme hjem og begynde at leve.

Men måske kan vi også fylde noget meningsfuldt ind i de timer.

En god samtale med en kollega. Et øjeblik ved kaffemaskinen, hvor vi får grinet sammen. En pause udenfor, hvor vi mærker luften og lægger mærke til vejret. En arbejdsopgave, vi pludselig bliver optaget af. Eller bare følelsen af at have gjort noget godt for et andet menneske.

Inden for arbejdspsykologien findes begrebet job crafting, som blandt andre forskerne Amy Wrzesniewski og Jane Dutton har beskæftiget sig med. Det handler om, hvordan vi inden for de rammer, vi arbejder under, nogle gange kan være med til at forme vores arbejdsopgaver, relationer og måden, vi forstår vores arbejde på.

Forskning i meningsfuldt arbejde peger også på, at oplevelsen af mening ikke kun knytter sig til selve arbejdsopgaverne, men kan opstå gennem vores relationer til andre mennesker.

Og så er der pauserne. En metaanalyse fra 2022 fandt, at selv ganske korte pauser i løbet af arbejdsdagen kan bidrage til mindre træthed og mere energi.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle arbejdsforhold er gode, eller at vi altid selv kan bestemme, hvordan vores arbejdsdag skal se ud. Nogle gange er der faktisk noget, der skal forandres.

Men måske kan vi også være nysgerrige på de små øjeblikke af nærvær, glæde og mening, som allerede findes i vores arbejdsdag.

For livet begynder jo ikke først, når vi får fri.

Når jeg tænker over, hvad jeg selv gerne vil fylde min tid med, er det egentlig ret almindelige ting, der dukker op.

At se en veninde. At grine med min søster. At læse en bog, jeg bliver optaget af. At skrive. At lære noget nyt. At gå en tur og lægge mærke til, hvad der er omkring mig. At høre musik. At drikke en kop kaffe.

Ikke nødvendigvis noget stort.

Bare ting, jeg faktisk godt kan lide at være i.

Måske er det noget af det, der sker, når nutiden ikke hele tiden skal være transporttid til et andet sted. At vi får lidt lettere ved at få øje på det liv, der allerede foregår.

At dyrke det, vi længes efter

Alt dette betyder ikke, at vores drømme er ligegyldige.

Tværtimod.

Jeg tror, vores drømme kan fortælle os noget vigtigt om, hvad vi længes efter, og hvilket liv vi gerne vil skabe.

Vi må gerne ønske os kærlighed, familie, kreativ udfoldelse, et andet arbejdsliv, eventyr, fordybelse eller noget helt andet. Og nogle drømme kræver selvfølgelig, at vi handler på dem.

Men måske behøver vi ikke have helt så travlt med at nå frem.

Jeg tænker på det lidt som at dyrke noget.

Hvis man står med en mark, der er groet til, kan man begynde med at rydde den. Man kan pløje jorden, skabe plads og undersøge, hvad der egentlig er der.

Måske ved man endnu ikke præcis, hvad der skal vokse.

Det behøver man heller ikke nødvendigvis vide.

Nogle gange opstår klarheden, mens vi arbejder.

Vi kan fjerne noget af det, der skygger. Vi kan vende jorden. Vi kan så noget. Vande det. Passe det. Se, hvad der trives, og hvad der ikke gør.

Vi kan skabe betingelserne for vækst.

Men vi kan ikke hive planten op af jorden for at få den til at vokse hurtigere.

Det billede holder jeg af.

For nogle ting i livet skal måske ikke først og fremmest opnås.

De skal dyrkes.

En relation. Et venskab. En kreativ praksis. En faglig retning. En følelse af at høre til. Måske endda et liv.

At dyrke noget er ikke passivt.

Det kræver handling, omsorg og vedholdenhed. Nogle gange kræver det også modet til at rydde noget væk eller gøre noget anderledes.

Men det kræver samtidig tålmodighed.

Vi kan ikke nødvendigvis bestemme, hvornår noget blomstrer.

Og måske behøver vi heller ikke kende hele landskabet, før vi begynder at skabe plads i det.

Vi kan gøre det, der er muligt nu.

Rydde lidt.

Så noget.

Passe det.

Vende tilbage.

Og lade det gro.

En drøm kan være en retning uden at blive en deadline.

Måske er det også en måde at forstå tålmodighed på.

Ikke som passiv venten.

Men som aktiv omsorg for noget, der endnu ikke er færdigt.

Det sanselige liv

Her vender jeg tilbage til Petterson.

For jeg kan godt lide, at hans formulering ikke kun handler om tanker eller mål, men om at fylde tiden med fysiske ting og aktiviteter.

Der er noget sanseligt i det.

Noget konkret.

Det får mig også til at tænke på Karl Ove Knausgårds Om foråret, som kredser om noget af det helt nære og hverdagslige: tingene, naturen, kroppen, årstiden og det liv, der foregår lige foran os.

Jeg tror, der er noget vigtigt i den bevægelse.

For mens vi kan bruge meget tid på at tænke over, hvor vores liv er på vej hen, foregår en stor del af livet et helt andet sted.

I kroppen.

I lyset gennem vinduet.

I vejret.

I en bog.

I et andet menneskes ansigt.

I træerne udenfor.

Forskning i naturkontakt peger også på, at ophold i naturen kan have en positiv betydning for psykisk trivsel og oplevet stress, selvom undersøgelsernes kvalitet og resultater varierer.

Men måske behøver vi ikke altid forklare det.

Nogle gange kan vi bare gå ud.

Se træerne.

Mærke vejret.

Høre fuglene.

Og opdage, at vi er her.

Ikke at få tiden til at gå.

Men at være til stede, mens den går.

Hvad fortæller længslen os?

I narrativ terapi er vi optagede af de historier, mennesker fortæller om deres liv. Men også af det, der kan ligge skjult bag problemhistorien.

Michael White brugte blandt andet begrebet the absent but implicit – det fraværende, men underforståede.

Tanken er, meget forenklet, at det, der gør ondt eller føles forkert, ofte samtidig kan fortælle noget om det, vi tillægger værdi.

Hvis ensomhed gør ondt, kan smerten måske fortælle noget om betydningen af forbundethed.

Hvis vi savner kreativitet eller fordybelse i vores hverdag, kan længslen måske fortælle noget om det liv, vi ønsker at give mere plads.

Hvis vi konstant længes efter at være et andet sted, kan det derfor være værd at være nysgerrig på længslen.

Ikke nødvendigvis for straks at få den til at forsvinde.

Men for at spørge:

Hvad fortæller den mig om det liv, jeg gerne vil leve?

Og måske kan spørgsmålet så langsomt bevæge sig fra:

Hvornår ændrer mit liv sig?

til:

Hvad er vigtigt for mig – og hvordan kan jeg allerede nu give det lidt mere plads?

I narrativ terapi taler man også om foretrukne fortællinger: fortællinger om os selv og vores liv, som hænger sammen med vores værdier, intentioner, håb og det, vi ønsker at stå for.

Måske skabes sådan en fortælling ikke først, når vi er kommet frem.

Måske er vi med til at skabe den ved at leve den.

Ved at prioritere nogle af de relationer, der betyder noget.

Ved at læse og lære.

Ved at skabe noget.

Ved at gå ud i naturen.

Ved at bruge kroppen og sanserne.

Ved at gøre lidt mere af det, der får os til at mærke, at vi faktisk er her.

Vi må stadig gerne længes.

Vi må gerne have planer, drømme og ambitioner. Vi må gerne forandre det, der skal forandres, og bevæge os hen imod noget andet.

Men måske behøver vi ikke skynde os så meget hen imod det, at vi overser det liv, der foregår på vejen.

Vi kan dyrke noget uden at vide præcis, hvornår det bliver til det, vi håber på.

Vi kan passe det.

Blive ved.

Og samtidig leve.

Ikke at holde op med at længes. At holde op med at vente med at leve.

Måske har vi ikke så travlt, som vi tror.

Måske handler det ikke om at få tiden til at gå.

Måske handler det om at fylde den med gode ting.

Narrative samtaler på Frederiksberg

Måske kender du selv følelsen af at være kommet i en venteposition – eller oplevelsen af, at noget i dit liv kalder på mere plads.

I narrative samtaler kan vi være nysgerrige på, hvad dine længsler, frustrationer og håb fortæller om det, der er vigtigt for dig. I stedet for kun at spørge, hvad der skal væk eller løses, kan vi undersøge, hvilke værdier, erfaringer og foretrukne fortællinger der allerede findes i dit liv – og hvordan du måske kan give dem mere plads.

Jeg tilbyder narrative samtaler på Frederiksberg og arbejder blandt andet med identitet, relationer, livsovergange samt kreativ og personlig udfoldelse.

Du kan læse mere om samtaler hos mig på emilieassentoft.com.

Kilder

Chödrön, P. (1994). Start Where You Are: A Guide to Compassionate Living. Shambhala.

Knausgård, K. O. (2016). Om foråret. Lindhardt og Ringhof.

Petterson, P. (2003). Ud og stjæle heste. Forlaget Batzer.

White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton & Company.

Schaupp, J., & Geiger, S. (2022). Mindfulness as a path to fostering time affluence and well-being. Applied Psychology: Health and Well-Being, 14(1), 196–214.

Ong, C. W., Barthel, A. L., & Hofmann, S. G. (2024). The relationship between psychological inflexibility and well-being in adults: A meta-analysis of the Acceptance and Action Questionnaire. Behavior Therapy, 55(1), 26–41.

Bettmann, J. E., et al. (2024). How does nature exposure affect adults with symptoms of mental illness? A meta-analysis. International Journal of Mental Health Nursing, 33(6), 1889–1907.

Wrzesniewski, A., & Dutton, J. E. (2001). Crafting a job: Revisioning employees as active crafters of their work. Academy of Management Review, 26(2), 179–201.

Rosso, B. D., Dekas, K. H., & Wrzesniewski, A. (2010). On the meaning of work: A theoretical integration and review. Research in Organizational Behavior, 30, 91–127.

Albulescu, P., et al. (2022). “Give me a break!” A systematic review and meta-analysis on the efficacy of micro-breaks for increasing well-being and performance. PLOS ONE, 17(8), e0272460.