Man kommer måske ikke videre uden at sørge

“When we mourn our losses we also mourn, for better or for worse, ourselves. As we were. As we are no longer.”

— Joan Didion, The Year of Magical Thinking

Vi forbinder ofte sorg med de store tab. Et menneske dør. Et parforhold slutter. Noget afgørende forsvinder fra vores liv.

Men sorg findes også i mange af livets mere stille overgange.

Vi kan sørge, når vi forlader et arbejde, vi selv har valgt at sige op. Når et venskab ændrer karakter. Når børn flytter hjemmefra. Når en periode i vores liv slutter. Når et forhold var rigtigt at forlade, men stadig betød noget. Eller når vi opdager, at den fremtid, vi engang forestillede os, ikke bliver den fremtid, vi får.

Nogle gange sørger vi måske ikke engang kun over det, der var.

Vi sørger over det, vi troede skulle komme.

Når det gamle bliver målestok for det nye

Vi taler meget om at komme videre. Videre fra forholdet. Videre efter tabet. Videre med livet.

Men måske kommer vi ikke nødvendigvis videre ved hurtigt at lægge det gamle bag os.

For hvis vi ikke får erkendt, hvad vi faktisk har mistet, kan det gamle blive ved med at stå som en tavs målestok for vores nuværende liv.

Et tidligere forhold kan komme til at repræsentere den kærlighed, vi troede, vi skulle have. Et tidligere arbejde den person, vi engang var. En tidligere livsfase en tid, hvor mulighederne stadig føltes åbne. Og en fremtid, der aldrig blev til noget, kan fortsat være den fremtid, vi sammenligner den virkelige med.

Måske er sorg derfor ikke kun noget, der binder os til fortiden.

Måske kan sorgen også være en del af det, der gør det muligt at se nutiden igen.

Vi bevæger os mellem sorgen og livet

Sorgforskerne Margaret Stroebe og Henk Schut beskriver i deres Dual Process Model sorg som en bevægelse mellem tabet og genopbygningen af livet.

Nogle gange vender vi os mod det, vi har mistet. Vi savner, længes, husker, græder eller forsøger at forstå.

Andre gange vender vi os mod livet. Vi går på arbejde, laver aftensmad, ser mennesker, vi holder af, skaber nye rutiner, lægger planer og oplever måske glæde.

Pointen er ikke, at vi først skal sørge færdigt og derefter begynde at leve. Bevægelsen frem og tilbage er i sig selv en del af tilpasningen til en forandret virkelighed.

Psykologen Robert Neimeyers forskning i meaning reconstruction peger samtidig på, at betydningsfulde tab kan forstyrre vores oplevelse af mening og fortællingen om, hvem vi er.

For når vi mister, mister vi ikke altid kun det konkrete.

Når et forhold slutter, kan vi også miste forestillingen om det hjem, de ferier eller den familie, vi troede skulle komme. Når et arbejdsliv ændrer sig, kan vi miste en rolle og en forestilling om, hvor vi var på vej hen.

Nogle gange mister vi også noget af den, vi selv var.

Kvalitativ forskning blandt mennesker, der har mistet en ægtefælle, har netop beskrevet, hvordan identiteten efter tabet kan indebære en forhandling mellem et tidligere og et nuværende selv.

Det betyder ikke, at tab gør os stærkere.

Der behøver ikke gemme sig en gave i det, der skete, og vi behøver ikke fortælle os selv, at alt sker af en grund. Nogle ting ville vi ganske enkelt helst have været foruden.

Men når livet har ændret sig, kan spørgsmålet langsomt ændre sig fra:

Hvordan får jeg mit gamle liv tilbage?

til:

Hvem er jeg nu – og hvad kunne et godt liv være for mig herfra?

Det gamle må gerne have en plads

I den narrative terapi udfordrede Michael White med Saying Hullo Again forestillingen om, at sorg nødvendigvis handler om at løsrive sig fra den, man har mistet.

Han interesserede sig i stedet for, hvordan relationen kan få en ny plads i vores fortsatte liv.

Senere forskning i continuing bonds har ligeledes undersøgt, hvordan relationer til mennesker, der er døde, kan fortsætte i en indre eller symbolsk form. Forskningen viser et komplekst billede – fortsatte bånd kan både rumme trøst og smerte – men udfordrer den simple forestilling om, at det sunde nødvendigvis er at give helt slip.

Måske kan den tanke også være interessant ved andre af livets tab.

Et menneske, vi engang elskede, behøver ikke blive til et menneske, vi aldrig skulle have kendt.

En periode i vores liv behøver ikke gøres dårlig, fordi den er slut.

Den, vi engang var, behøver ikke forkastes, fordi vi er blevet en anden.

Det, vi har mistet, må gerne have en plads. Det behøver bare ikke optage hele pladsen.

Sorg og retning er ikke nødvendigvis det samme

Når vi begynder at bevæge os ind i noget nyt, kan sorgen imidlertid blive forvirrende.

Hvis jeg stadig savner, har jeg så valgt forkert?

Hvis jeg bliver ked af det, betyder det så, at det nye ikke er rigtigt?

Vi kan let komme til at behandle følelser som instruktioner.

Men sorg og retning er ikke nødvendigvis det samme.

Vi kan savne et menneske uden at ønske relationen tilbage. Vi kan være kede af at forlade et arbejde og samtidig vide, at det var tid til at gå. Vi kan længes efter noget fra et tidligere liv uden at ønske hele livet tilbage.

Der er noget næsten mindfulness-orienteret i at lade følelsen være en følelse, før vi gør den til en konklusion.

Jeg savner.

Det behøver ikke betyde:

Derfor skal jeg tilbage.

Det kan måske bare betyde:

Det betød noget for mig.

Og så kan vi fortsætte med at gå.

At gå videre er også at gå hen imod noget

For at gå videre handler ikke kun om at bevæge sig væk fra noget.

Det handler også om at bevæge sig hen imod noget.

I narrativ terapi interesserer vi os ikke kun for det, der gør ondt, men også for, hvad smerten kan fortælle om det, der har betydning for os. Hvad vi værdsætter. Hvad vi håber på. Og hvad vi længes efter.

Michael White spørger i en terapeutisk samtale:

“Do you speak of this longing often?”

Taler du ofte om denne længsel?

Det spørgsmål åbner for en anden samtale. Ikke kun om det, vi har mistet, men også om det, vi ønsker at bevæge os hen imod.

Vi kunne eksempelvis spørge:

Hvad længtes du efter, siden du valgte at gå denne vej?

Hvad håbede du på, da du tog skridtet – også selvom du vidste, at det ville vække svære følelser?

Hvad håber du stadig på?

Og hvad fortæller det om, hvilket slags liv du gerne vil leve?

Måske er det netop her, sorg og længsel kan fortælle os forskellige ting.

Sorgen kan fortælle os noget om det, der havde betydning. Længslen kan fortælle os noget om den retning, vi ønsker at bevæge os i.

Jeg kan sørge over et forhold og samtidig længes efter en anden måde at være i kærlighed på.

Jeg kan savne menneskene på en gammel arbejdsplads og samtidig længes efter et arbejdsliv med mere frihed eller mening.

Jeg kan sørge over den, jeg engang var, og samtidig mærke en længsel efter at leve på en anden måde.

De to bevægelser behøver ikke modsige hinanden.

Måske sker forandring nogle gange netop, når vi tør tage længslen alvorligt – også selvom det indebærer at sige farvel til noget, der havde betydning.

At være en kvinde, der står alene

For nogle kvinder kan sorgen også være forbundet med forestillingerne om det liv, vi troede, vi skulle have. Et parforhold. En familie. Et barn. Et bestemt arbejdsliv. Eller en hverdag, hvor vi ikke længere føler os så alene.

Der kan stadig være noget stigmatiserende ved at være en kvinde, der står alene. Som om vores liv bliver betragtet som ufuldstændigt, hvis vi ikke har en partner eller en familie, der ligner den, vi forventes at have.

Måske kommer vi også selv til at se på vores liv med det blik.

Vi kan være stolte af vores selvstændighed og samtidig være trætte af altid at skulle klare os selv. Vi kan værdsætte vores frihed og samtidig længes efter nogen at dele hverdagen med. Vi kan ønske os et barn og være bange for, at det ikke bliver til noget.

Det ene udelukker ikke det andet.

Når vi siger farvel til noget, kan vi derfor også komme til at sørge over den kvinde, vi forestillede os, vi skulle blive.

Men måske kan vi samtidig begynde at spørge:

Hvilken kvinde ønsker jeg at være nu?

Hvad længes jeg efter, hvis jeg for en stund lægger forestillingen om, hvordan mit liv burde se ud, til side?

Og hvilke små skridt kunne jeg tage i retning af det liv, jeg gerne vil leve?

Det handler ikke om, at vi skal lære at klare alting alene. Måske handler det tværtimod om at tage vores længsel efter kærlighed, nærhed og fællesskab alvorligt – uden at gøre vores livs værdi afhængig af, om det ligner det, vi engang havde forestillet os.

At stå alene er ikke det samme som at være fortabt.

Det nye bliver også til et liv

I begyndelsen kan det nye føles fremmed.

Et nyt hjem. En ny relation. Et nyt arbejde. En ny hverdag. En udgave af os selv, vi endnu ikke helt kender.

Men langsomt sker der noget.

Nye steder bliver velkendte. Nye mennesker får betydning. Nye vaner bliver til hverdage. Vi får erfaringer og minder, som ikke er defineret af det, vi mistede.

Det, der engang bare var en længsel efter et andet liv, kan langsomt blive til det liv, vi faktisk lever.

Og for de fleste ændrer sorgen sig også med tiden. Den kan stadig dukke op, men den behøver ikke blive ved med at have samme intensitet eller fylde. Det, der engang optog næsten hele synsfeltet, kan efterhånden blive én del af et større landskab.

Vores liv kan igen blive større end vores tab.

Måske er det også derfor, det kan være vigtigt at turde se det gamle i øjnene.

Ikke fordi sorgen forsvinder, hvis bare vi føler den rigtigt.

Ikke for at gøre fortiden mindre betydningsfuld.

Men for at kunne sige:

Det var mit liv.

Det betød noget.

Noget af det savner jeg stadig.

Og nu står jeg her.

Herfra kan vi måske langsomt vende blikket mod det, vi længes efter.

Vi kan minde os selv om, hvorfor vi valgte at gå. Hvad vi håbede på. Hvad vi ønskede at forandre. Og hvad det siger om det liv, vi gerne vil leve.

Måske viser det nye sig at være bedre. Måske er der stadig noget fra det gamle, vi savner. Begge dele kan være sandt på samme tid.

Glæden ved det nye behøver ikke være et svigt af det, vi har mistet.

Måske skal vi nogle gange sørge over den fremtid, vi ikke fik, før vi for alvor kan begynde at forestille os den fremtid, vi endnu ikke kender.

I begyndelsen gør vi det måske med tårer i øjnene.

Men langsomt kan det nye blive mindre nyt. Sorgen kan fylde mindre. Det fremmede kan blive til hverdag. Og noget, vi engang kun kunne længes efter, kan blive noget, vi faktisk lever.

Måske opdager vi en dag, at vi ikke længere først og fremmest er på vej væk fra noget.

Vi er på vej hen imod noget, vi længes efter.

Nogle spørgsmål at tage med

Hvis du selv står midt i et tab, et farvel eller en overgang, kan du måske være nysgerrig på:

Hvad var det egentlig, jeg sagde farvel til?

Hvad fortæller min sorg om det, der var vigtigt for mig?

Var der også noget ved farvellet, der føltes som en lettelse?

Hvad ønsker jeg at tage med mig fra det, jeg har mistet?

Hvad længes jeg efter mere af i mit liv nu?

Og hvis det gamle må have en plads uden at fylde hele pladsen:

Hvilken retning kunne min længsel så pege mig i?

Narrative samtaler for kvinder

Jeg er psykolog og tilbyder narrative samtaler for kvinder på Frederiksberg. Hvis du står i en periode præget af sorg, ensomhed eller forandring, kan du læse mere om min praksis og kontakte mig på emilieassentoft.com .

Litteratur og forskning

Stroebe, M. & Schut, H. (1999). The Dual Process Model of Coping with Bereavement: Rationale and Description. Death Studies, 23(3), 197–224.

Neimeyer, R. A. (2019). Meaning reconstruction in bereavement: Development of a research program. Death Studies, 43(2), 79–91.

Wehrman, E. C. (2023). “I don’t even know who I am”: Identity reconstruction after the loss of a spouse. Journal of Social and Personal Relationships, 40(4), 1250–1276.

White, M. (1988). Saying Hullo Again: The Incorporation of the Lost Relationship in the Resolution of Grief. Dulwich Centre Newsletter.

White, M. (2004). Narrative practice, couple therapy and conflict dissolution. I Narrative Practice and Exotic Lives: Resurrecting Diversity in Everyday Life (s. 1–41). Dulwich Centre Publications.

Didion, J. (2005). The Year of Magical Thinking. Alfred A. Knopf.