Hvad mere er sandt?

Om erindring, ensomhed og de historier, vi fortæller i terapi

Vi går ofte i terapi for bedre at forstå vores historie. Måske opdager vi sammenhænge mellem det, der sker i vores liv nu, og det, vi oplevede som børn. En følelse af ensomhed i et parforhold kan vække genklang af en ensomhed, vi kendte længe før. En afvisning kan føles større, fordi den minder om andre afvisninger.

Det kan være både vigtigt og forløsende at opdage.

Men hvad sker der, hvis én fortælling om vores fortid efterhånden bliver den dominerende forklaring på, hvem vi er?

Og hvad mere er sandt?

Erindringen er ikke et arkiv

Vi kan let komme til at forestille os hukommelsen som et arkiv. Fortiden ligger opbevaret et sted i os, og i terapien kan vi gå tilbage og finde ud af, hvad der egentlig skete.

Men sådan fungerer den autobiografiske hukommelse ikke helt.

Hukommelsesforskerne Martin Conway og Christopher Pleydell-Pearce beskriver autobiografiske erindringer som konstruktioner, der bliver til i et dynamisk samspil mellem vores autobiografiske viden og vores aktuelle mål og selvforståelse. Når vi husker, henter vi altså ikke blot en uforanderlig optagelse af fortiden frem.

Erindring er samtidig tæt forbundet med identitet. Forskningen i narrativ identitet beskriver, hvordan mennesker skaber fortællinger, der forbinder en rekonstrueret fortid med nutiden og en forestillet fremtid.

Det betyder ikke, at vores erindringer nødvendigvis er opdigtede. Men det betyder, at erindring er en levende menneskelig proces, hvor vores aktuelle perspektiv kan have betydning for, hvad vi husker, og hvordan vi forstår det.

Derfor bliver det interessant, hvilke spørgsmål vi stiller til fortiden.

Også i terapi.

Et helt landskab

I narrativ terapi kan vi være med til at udfolde et menneskes livslandskab. Vi undersøger ikke kun de problemer, der har fået stor plads i fortællingen, men også de begivenheder, relationer, handlinger, værdier og længsler, som måske er blevet mindre synlige.

Michael White beskrev blandt andet, hvordan vi i genforfattende samtaler kan bevæge os mellem handlingens landskab og identitetens landskab. Vi kan undersøge, hvad et menneske helt konkret gjorde, hvordan begivenhederne forløb, og hvad der gjorde en handling mulig. Og vi kan undersøge, hvad handlingen betyder for mennesket: Hvilke intentioner, færdigheder, værdier og håb kan den måske fortælle noget om?

Når vi bevæger os frem og tilbage mellem de to landskaber, kan vi begynde at forbinde erfaringer, som tidligere har stået alene. En fortælling, der før næsten kun handlede om ensomhed, kan få flere personer, begivenheder og mulige handlingsforløb.

Hvilke stemmer har været med til at forme menneskets forståelse af sig selv? Hvem har haft betydning? Hvad har mennesket selv gjort? Og hvilke længsler og drømme har fulgt det gennem livet?

Vi kender ikke svarene på forhånd.

Vi tegner ikke kortet for mennesket. Vi undersøger landskabet sammen.

Hvis vi spørger til ensomheden

Forestil dig et tænkt eksempel: En kvinde kommer i terapi og fortæller, at hun ofte føler sig ensom. Når mennesker ikke svarer hende, bliver hun hurtigt urolig. Hun bliver bange for, at de ikke vil hende.

Terapeuten kunne spørge:

Hvornår har du følt sådan før?

Måske fører spørgsmålet tilbage til barndommen. Måske var hun ensom som barn. Måske havde hun en mor eller far, der ikke altid kunne være der for hende på den måde, hun havde brug for.

Men måske var der også øjeblikke med nærhed og omsorg. Måske fandtes der andre mennesker, som fik betydning for hende.

Det er ikke sikkert, at hendes barndom kan beskrives med én fortælling.

Og måske kunne terapeuten også blive nysgerrig på noget andet:

Hvad gjorde du, når du var ensom?

Måske fortæller hun, at hun igen og igen søgte andre mennesker. Hun cyklede over til en veninde. Blev hængende efter skole. Ringede til nogen. Fandt steder, hvor hun kunne høre til.

Hvad gjorde det muligt for dig at søge andre mennesker, selvom du kendte ensomheden?

Hvad håbede du på at finde hos dem?

Hvad fortæller det om, hvad der allerede dengang var vigtigt for dig?

Pludselig undersøger vi ikke længere kun, hvad ensomheden gjorde ved barnet.

Vi undersøger også, hvad barnet gjorde med ensomheden.

De mennesker, vi har med os

Måske fortæller kvinden om en særlig veninde, en bedsteforælder, en lærer eller et andet menneske, som fik betydning for hende.

I narrativ terapi kan vi arbejde med re-membering: en undersøgelse af de mennesker, som har haft betydning for vores identitet, og af de forbindelser, vi fortsat kan have til dem.

Det handler ikke blot om at huske en person, men om at undersøge relationens betydning.

Måske kunne vi spørge kvinden:

Kan du fortælle lidt mere om denne person?

Hvad gjorde vedkommende, som fik dig til at føle dig set?

Var der noget særligt, personen sagde eller gjorde, som du stadig husker?

Hvad tror du, vedkommende lagde mærke til hos dig?

Hvad betød du mon for denne person?

Og måske:

Er der noget fra jeres relation, du gerne vil tage med dig videre i dit liv?

Måske opdager kvinden, at hun ikke kun har en historie om at have manglet nærhed. Hun har også erfaringer med at blive mødt, forstået og holdt af.

Det betyder ikke, at vi skal lede efter en god relation for enhver pris. Nogle mennesker har haft meget få trygge relationer, og vi må tage udgangspunkt i deres faktiske erfaringer.

Men hvor der findes betydningsfulde forbindelser, kan vi give dem plads.

For vores historie handler ikke kun om dem, der ikke var der. Den kan også handle om dem, der var.

Ensomhedens paradoks

Men måske kunne vi også undersøge en anden side af kvindens erfaringer.

For er det at være alene nødvendigvis det samme som at føle sig ensom?

På engelsk skelner man mellem loneliness, den smertefulde oplevelse af at savne forbindelse til andre, og solitude, alenetid, som kan rumme ro, frihed og fordybelse.

Måske har kvinden kendt begge dele.

Måske fortæller hun, at hun som barn kunne fordybe sig i bøger, tegne eller lade fantasien få frit løb. Måske har hun lært at finde glæde i sit eget selskab. Måske værdsætter hun i dag sin selvstændighed eller evnen til at mærke, hvad hun selv har lyst til.

Det betyder ikke, at ensomheden var god for hende, eller at hun skal være taknemmelig for det, der gjorde ondt. Men måske findes der også erfaringer fra den tid, som hun ønsker at tage med sig videre.

Er der noget, du har opdaget om dig selv, når du har været alene?

Er der noget ved dit eget selskab, du holder af?

Hvordan kommer det til udtryk i dit liv i dag?

Måske ligger der et menneskeligt paradoks her.

Vi har brug for andre mennesker. Vi længes efter nærhed, fællesskab og gensidighed. Men vi kan samtidig have brug for at trække os tilbage og være alene med os selv.

Kvinden behøver ikke overvinde sit behov for andre for at kunne være alene. Og hun behøver heller ikke opgive glæden ved sit eget selskab for at kunne række ud.

Måske ligger friheden netop i at kunne begge dele.

At kunne være alene uden nødvendigvis at føle sig ensom. Og at kunne søge andre mennesker uden at gøre sin længsel efter nærhed forkert.

Hvad ligger der bag ønsket?

Vi kan også vende tilbage til kvindens oplevelse i nutiden.

Hun bliver urolig, når andre mennesker ikke svarer hende. Måske ønsker hun selv at blive mindre urolig. Måske vil hun gerne kunne være alene uden hele tiden at bekymre sig om, hvorvidt andre vil hende.

Det kan være vigtigt at undersøge.

Men hvad nu, hvis vi også blev nysgerrige på selve ønsket om kontakt?

Hvorfor er det vigtigt for dig, at mennesker svarer dig inden for rimelig tid?

Hvad betyder det for dig at mærke, at et andet menneske gerne vil være i kontakt med dig?

Hvilke værdier ligger bag dit ønske?

Hvad fortæller det om den slags relationer, du længes efter?

Måske handler det om nærhed. Måske om gensidighed. Måske om at opleve sig betydningsfuld for et andet menneske.

Det ved vi ikke på forhånd.

Men det er værd at undersøge.

For måske er kvindens længsel efter kontakt ikke noget, hun skal arbejde sig væk fra. Måske fortæller den hende noget vigtigt om, hvordan hun gerne vil leve sit liv.

Her kan terapien åbne for to samtidige undersøgelser: Hvordan kan hun forholde sig til den uro, hun oplever, når andre ikke svarer? Og hvordan kan hun samtidig tage sine egne værdier og længsler alvorligt?

At noget vækker en gammel smerte, betyder ikke nødvendigvis, at det, vi længes efter, er urimeligt.

Accept som udgangspunkt for forandring

Den humanistiske psykolog Carl Rogers beskrev et paradoks: Når vi accepterer os selv, som vi er, bliver forandring mulig.

Måske er det netop et sådant sted, vi ønsker at skabe i terapien. Et sted, hvor mennesket kan undersøge sine følelser, behov og længsler uden at blive mødt med skam eller skyld.

For hvis kvinden oplever, at hendes behov for kontakt er et problem, hun skal arbejde med, kan hun måske begynde at skamme sig over sin egen længsel.

Hun kan komme til at tænke, at hun er for krævende. For følsom. For afhængig af andre mennesker.

Men hvad nu, hvis vi i stedet møder hende med nysgerrighed?

Det betyder ikke, at alle hendes reaktioner nødvendigvis er hjælpsomme, eller at hun ikke kan have glæde af at arbejde med dem.

Men hun behøver ikke først at gøre sig selv forkert for at kunne bevæge sig videre.

Her kan Rogers' personcentrerede tilgang og det narrative perspektiv supplere hinanden, selvom de har forskellige teoretiske udgangspunkter.

Forandring behøver ikke udspringe af skam. Den kan også vokse ud af accept.

Hvad mere er sandt?

I narrativt traumearbejde har Michael White blandt andet beskrevet betydningen af en dobbelt lytning: Vi lytter til fortællingen om lidelsen og det, mennesket har været udsat for, men samtidig lytter vi efter menneskets responser på det, der skete.

De responser kan være store. Men de kan også være næsten usynlige.

At søge en ven. At sige fra. At beskytte nogen. At holde fast i en drøm. At forestille sig et andet liv.

Pointen er ikke at gøre lidelsen mindre, men at mennesker ikke kun er passive modtagere af det, der sker med dem.

I Anette Holmgrens arbejde med traumer finder vi en beslægtet opmærksomhed på menneskers responser på smerte og lidelse – og på de færdigheder, værdier, ønsker og håb, som kan blive synlige gennem disse responser.

En historie som:

»Jeg var et ensomt barn«

kan derfor få selskab af:

»Jeg var et ensomt barn, som igen og igen forsøgte at skabe forbindelse til andre mennesker.«

Den første historie bliver ikke mindre sand. Men den anden fortæller os noget, den første ikke kan fortælle alene.

Det narrative spørgsmål er derfor ikke nødvendigvis:

Hvordan kan vi finde en mere positiv historie om din barndom?

Det ville let blive endnu en måde at bestemme på forhånd, hvad klienten burde finde.

Spørgsmålet er snarere:

Hvad mere er sandt?

Nogle mennesker har ikke mange gode ting at fortælle om en bestemt forælder. Andre har både gode og smertefulde erfaringer. Og nogle gange kan de to ting være tæt forbundne.

Nuancering betyder ikke, at vi skal rehabilitere vores forældre, lede efter skjulte gaver i et svigt eller konkludere, at de sikkert gjorde deres bedste.

Men det betyder heller ikke, at vi skal overse de øjeblikke, hvor der faktisk var kærlighed, omsorg eller nærhed.

Måske handler det snarere om at give plads til, at flere ting kan være sande på én gang.

En mere nuanceret livshistorie behøver ikke betyde en mere positiv fortælling om vores forældre.

Det kan betyde en større fortælling om os selv.

Nuancering er ikke bagatellisering.

Nutiden er også en del af historien

Forestil dig nu, at den samme kvinde fortæller:

»Jeg skrev faktisk til en gammel veninde i sidste uge og spurgte, om hun havde lyst til at ses.«

Det kunne let blive en sidebemærkning i terapien.

Men hvad nu, hvis vi blev dér et øjeblik?

Hvordan gjorde du det helt konkret, da du kontaktede din veninde?

Hvilke overvejelser havde du, inden du skrev?

Hvad hjalp dig med at tage skridtet, og hvad håbede du på?

Ved at undersøge handlingen i detaljer kan vi måske få øje på færdigheder, som ellers ville være blevet overset.

Måske fortæller kvinden, at hun havde tænkt på sin veninde længe. At hun var usikker på, om veninden ville høre fra hende, men at hun alligevel fandt telefonen frem og skrev.

Vi kan blive nysgerrige på, hvad der gjorde det muligt for hende at handle, selvom hun var usikker.

Og vi kan spørge videre:

Hvad fortæller handlingen om de relationer, du værdsætter?

Hvilke værdier lå bag dit ønske om at række ud?

Hvad siger det om dine længsler og drømme for livet?

Måske begynder en fortælling om mod, omsorg, vedholdenhed eller ønsket om gensidighed at træde frem. Ikke fordi terapeuten på forhånd har besluttet, hvad handlingen betyder, men fordi kvinden selv får mulighed for at udfolde dens betydning.

Måske opstår der et håb, som ikke bygger på terapeutens forsikringer, men på noget, kvinden faktisk allerede har gjort.

Hvis hun allerede har taget ét skridt i retning af det liv, hun længes efter, hvilke andre skridt kunne så være mulige?

En lille handling kan fortælle noget om en intention. Intentionen kan fortælle noget om en værdi. Og værdien kan måske genfindes andre steder i personens historie.

For nutiden er ikke bare stedet, hvor fortiden gentager sig.

Nutiden er også stedet, hvor nye historier bliver til.

At skabe et sted at stå

Det bliver særligt vigtigt, når terapien nærmer sig traumatiske erfaringer.

At fortælle en mere nuanceret historie betyder ikke, at terapeuten skal skynde klienten væk fra det smertefulde. Nogle erfaringer har brug for tid, sprog og et menneske, der tør blive ved dem.

Men det betyder også noget, hvorfra vi betragter dem.

I narrativ terapi arbejder vi blandt andet med stilladsering. Med inspiration fra Lev Vygotsky har Michael White beskrevet, hvordan terapeutiske samtaler kan hjælpe mennesker til gradvist at udvikle nye forståelser af sig selv og deres liv.

Måske kan vi også forestille os terapien som at stå på bredden og betragte dybt vand.

Vi kan nærme os det, der ligger i dybet, men vi har brug for noget at holde fast i, så vi ikke bliver trukket ned.

Det kan være vores relationer, værdier, færdigheder og de erfaringer, vi har gjort os sidenhen. Det kan også være den omsorg og tryghed, vi møder i terapien.

Herfra kan vi undersøge det svære, måske bevæge os lidt længere ud og vende tilbage igen.

Det handler ikke om at undgå det smertefulde, men om at skabe et trygt sted, hvorfra vi kan betragte det.

Der skal være en varme om mørket.

Det giver et vigtigt perspektiv på erindring i terapi:

Terapi handler ikke kun om, hvad vi husker. Det handler også om, hvorfra vi husker.

Vi kan se tilbage på det ensomme barn fra det voksne menneskes ståsted – med alle de relationer, erfaringer, valg, færdigheder og den viden, der er kommet til siden.

Vi står et andet sted nu.

Et værk, vi maler sammen

Måske kan vi også forestille os den terapeutiske samtale som et værk, vi maler sammen.

Mennesket kommer med sine erfaringer, erindringer, længsler og de fortællinger, det allerede kender. Terapeuten kommer med sin nysgerrighed og sine spørgsmål.

Noget står tydeligt i forgrunden. Andet ligger i skyggen. Nogle mennesker har fyldt meget i billedet, mens andre næsten er forsvundet ud af det.

Sammen kan vi få øje på detaljer og forbindelser, som måske ikke tidligere har været synlige.

Men terapeuten skal ikke bestemme, hvordan det færdige værk skal se ud. Og det smertefulde skal ikke males over med lyse farver.

Måske handler terapien om at give mennesket mulighed for at se mere af sit eget billede – og opdage, at det endnu ikke er færdigmalet.

For vi er ikke kun formet af det, der er sket med os. Vi er også mennesker, der fortsat lever, vælger og bevæger os.

Barndommen betyder noget. Forældrene betyder noget. Smertefulde erfaringer kan sætte dybe spor.

Men betydning er ikke det samme som bestemmelse.

Måske behøver vi derfor ikke mindre fortid i terapien. Måske har vi brug for mere af den: flere erindringer, flere relationer, flere responser og flere perspektiver.

For spørgsmålet er måske ikke kun:

Hvad skete der med dig?

Men også:

Hvad gjorde du med det, der skete?

Hvad gør du nu?

Og hvad mere er sandt?

Litteratur

Bluck, S., Alea, N., Habermas, T. & Rubin, D. C. (2005). A Tale of Three Functions: The Self-Reported Uses of Autobiographical Memory. Social Cognition, 23(1), 91–117.

Conway, M. A. & Pleydell-Pearce, C. W. (2000). The Construction of Autobiographical Memories in the Self-Memory System. Psychological Review, 107(2), 261–288.

Holmgren, A. (2008). Terapifortællinger: Narrativ terapi i praksis. Dansk Psykologisk Forlag.

Holmgren, A. (2019). Komplekse traumers psykologi: Beretninger om det ubærlige. DISPUKs Forlag.

McAdams, D. P. & McLean, K. C. (2013). Narrative Identity. Current Directions in Psychological Science, 22(3), 233–238.

Rogers, C. R. (1961). On Becoming a Person: A Therapist's View of Psychotherapy. Houghton Mifflin.

White, M. (2004). Working with People Who Are Suffering the Consequences of Multiple Trauma: A Narrative Perspective. International Journal of Narrative Therapy and Community Work, 2004(1), 45–76.

White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton.

White, M. & Epston, D. (1990). Narrative Means to Therapeutic Ends. W. W. Norton.