Hvad mister vi, når fortællingen om, hvem vi er, bliver for smal?

Om identitet, mening og hvorfor et helt liv sjældent kan reduceres til én fortælling

“Finder du så bare selv på det hele?”
— Rachel Cusk, M’s liv

Vi mennesker fortæller historier om, hvem vi er.

Jeg er den ambitiøse. Den kreative. Den fornuftige. Den følsomme. Jeg er god til at lytte. Jeg har brug for meget tid alene. Jeg er sådan én, der helst vil have en plan.

Nogle af fortællingerne har vi måske selv skabt. Andre er blevet til i mødet med mennesker omkring os. Måske har vi hørt, siden vi var små, at vi var den forsigtige, den dygtige, den stille eller den, der kunne klare sig selv. Efterhånden kan beskrivelserne blive en del af vores selvforståelse.

Det er ikke nødvendigvis et problem. Vi har brug for en oplevelse af sammenhæng. En fornemmelse af kontinuitet mellem den, vi har været, den, vi er, og den, vi er på vej til at blive.

Men enhver fortælling udvælger.

Noget kommer med. Noget andet bliver stående i baggrunden.

Og måske kan fortællingen om, hvem vi er, nogle gange blive så smal, at vi ikke længere får øje på alt det, vi faktisk har brug for.

Et menneske har brug for mere end én ting

Et arbejde kan være dybt meningsfuldt uden at kunne give os alt.

Kærlighed kan være afgørende uden at kunne erstatte venskaber, interesser eller vores eget liv.

Vi kan have brug for både fordybelse og leg. Kreativitet og struktur. Kærlighed og selvstændighed. Fællesskab og alenetid. At være gode til noget og indimellem lave noget, vi ikke behøver at være gode til overhovedet.

Ikke nødvendigvis alle disse ting og ikke i samme mål.

Pointen er snarere, at forskellige dele af livet kan give os noget forskelligt.

Alligevel kan én del nogle gange komme til at fylde så meget, at resten langsomt bliver organiseret omkring den.

Arbejdet bliver ikke længere bare noget, vi laver, men stedet, hvorfra vi vurderer, om vi lykkes.

Et parforhold kommer måske til at fylde så meget, at venskaber, interesser eller projekter, der tidligere gav os noget, langsomt glider i baggrunden.

Eller en bestemt fortælling om os selv — jeg er den fornuftige, jeg er selvstændig, jeg er ikke kreativ — bliver så selvfølgelig, at vi holder op med at undersøge det, der ikke umiddelbart passer ind.

Det behøver ikke opleves dramatisk.

Måske mærkes det bare som en form for indsnævring.

Livet fungerer. Men noget mangler.

Vi lever i flere verdener

Den franske sociolog Pierre Bourdieu kan give os et andet blik på denne sammensathed.

Bourdieu beskrev det sociale liv som organiseret i forskellige felter: relativt selvstændige sociale rum med deres egne spilleregler, værdier og former for kapital. Det, der giver status og anerkendelse i ét felt, er ikke nødvendigvis det samme, der har værdi i et andet.

Det akademiske felt fungerer eksempelvis ikke efter helt de samme logikker som det kunstneriske. Og økonomisk, kulturel og social kapital er ikke det samme.

Vi kan derfor befinde os i forskellige sammenhænge, hvor forskellige ting får betydning.

Bourdieus teori er ikke en psykologisk teori om, hvad mennesker behøver for at føle sig hele. Men den tilbyder et interessant korrektiv til forestillingen om, at hele livet kan forstås ud fra én målestok.

Det, der tæller ét sted, behøver ikke være det, der tæller alle steder.

Arbejdslivet kan give os faglighed, mestring og anerkendelse. Kreativiteten kan give os noget andet. Kærligheden noget tredje. Venskaber, natur eller fordybelse igen noget andet.

Måske er det derfor også problematisk, når ét område af livet begynder at sætte målestokken for alle de andre.

Hvis arbejdslivets krav om præstation sniger sig ind i fritiden, skal selv vores interesser pludselig føre et sted hen.

Hvis selvstændighed bliver vores vigtigste ideal, kan behovet for andre komme til at ligne svaghed.

Og hvis vi kun anerkender det, der kan forklares rationelt, risikerer vi måske at overse betydningen af de erfaringer, der ikke så let lader sig måle.

Det sammensatte menneske

Også i psykologien findes der forskellige forsøg på at forstå denne sammensathed.

I 1980’erne introducerede socialpsykologen Patricia Linville begrebet self-complexity. Hendes udgangspunkt var, at vores selvforståelse kan rumme flere forskellige betydningsfulde aspekter.

En af hendes hypoteser var, at denne kompleksitet kunne fungere som en slags buffer. Hvis næsten hele vores oplevelse af værdi er samlet ét sted, kan problemer på netop dette område lettere brede sig til vores samlede oplevelse af os selv.

Hvis livet derimod rummer flere betydningsfulde områder, findes der også andre steder, hvor vi kan opleve mening, engagement og værdi.

Linvilles oprindelige forskning gav støtte til denne såkaldte bufferhypotese. Senere forskning har dog gjort billedet mere nuanceret.

Det er ikke sådan, at jo flere identiteter, roller eller interesser vi samler sammen, desto bedre får vi det.

Det har også betydning, hvordan de forskellige dele hænger sammen.

Forskning i multiple identiteter har eksempelvis peget på, at flere betydningsfulde identiteter kan være forbundet med større trivsel, når de opleves som harmoniske og mulige at forene. Når de derimod konstant opleves som konfliktende, kan billedet se anderledes ud.

Det interessante er derfor måske ikke, hvor mange sider vi har.

Det interessante er, om der er plads til dem.

Når livet bliver enten/eller

Måske er et af tegnene på, at en fortælling er blevet for smal, at den begynder at blive sort-hvid.

Enten skal jeg satse på mit arbejde, eller også prioriterer jeg mit liv.

Enten har jeg brug for andre, eller også er jeg selvstændig.

Enten er jeg ambitiøs, eller også vil jeg have ro.

Enten er jeg rationel, eller også er jeg kreativ.

Men menneskeliv er sjældent så entydige.

Vi kan elske vores arbejde og have brug for noget, der intet har med arbejdet at gøre.

Vi kan være selvstændige og længes efter kærlighed.

Vi kan være ambitiøse og have brug for timer, hvor vi ikke skal opnå noget.

Vi kan være rationelle og have brug for kunst, natur, musik eller andre erfaringer, som ikke nødvendigvis kan omsættes til et resultat.

Det ene behøver ikke gøre det andet mindre sandt.

Det sort-hvide kan også snige sig ind i vores fortællinger om andre mennesker og vores relationer.

Hvis en relation først er blevet fortalt som dårlig, kan det blive sværere at få øje på de øjeblikke, hvor vi faktisk føler os set, trygge eller glade. Men det modsatte kan også ske. Hvis fortællingen om en relation er meget positiv, kan vi komme til at skubbe erfaringer med tvivl, ensomhed, vrede eller skuffelse til side, fordi de ikke passer ind i historien.

Ingen af delene betyder nødvendigvis, at fortællingen er usand.

Men måske er den blevet for entydig.

Det interessante spørgsmål bliver så ikke kun, om relationen er god eller dårlig, men hvad der ellers findes i den.

Hvornår føler jeg mig tæt på den anden? Hvornår gør jeg ikke? Hvad får plads mellem os? Hvad savner jeg? Og hvilke erfaringer bliver sværere at få øje på, når én bestemt fortælling kommer til at dominere?

C.G. Jung var optaget af noget beslægtet i sin beskrivelse af den transcendente funktion: muligheden for at holde modsætninger i spænding uden straks at løse dem ved at vælge den ene side frem for den anden.

Måske gælder noget lignende for vores fortællinger om os selv — og om hinanden.

At føle sig hel er ikke nødvendigvis at blive mere entydig. Det kan være at kunne rumme mere.

Sammenhæng er ikke det samme som enkelhed

Vi har brug for fortællinger, der skaber sammenhæng.

Men sammenhæng behøver ikke betyde, at én ting skal forklare hele vores liv.

Måske opstår problemet netop, når vi forsøger at skabe sammenhæng ved at gøre os selv, andre mennesker eller vores relationer mindre komplekse, end de er.

Når én fortælling får lov til at afgøre, hvilke behov, interesser, værdier eller længsler der er legitime — og hvilke der må skubbes til side.

Så kan vi ende med et liv, der ser ganske sammenhængende ud udefra, men alligevel ikke helt føles sådan indefra.

What else is there?

Her bliver et enkelt spørgsmål interessant:

What else is there?

Hvad mere findes der?

Ikke som en afvisning af den fortælling, vi allerede har.

Den kan sagtens være sand.

Men den er næppe hele historien.

Hvis mit arbejde betyder enormt meget for mig: Hvad betyder ellers noget?

Hvis jeg har vænnet mig til at tænke på mig selv som et menneske, der klarer mig selv: Hvad ved jeg så om mit behov for andre?

Hvis jeg siger, at jeg ikke er kreativ: Er det noget, jeg ved — eller noget, jeg på et tidspunkt er kommet til at beslutte?

Hvis jeg oplever en relation som enten fantastisk eller håbløs: Hvilke erfaringer passer ikke helt ind i den fortælling?

Hvis mit liv på papiret fungerer fint, men noget alligevel føles fladt: Hvad savner jeg?

I narrativ terapi findes en særlig interesse for de erfaringer, der ikke helt passer ind i den dominerende fortælling om vores liv.

Ikke fordi fortællingen nødvendigvis er forkert, men fordi ingen enkelt fortælling kan rumme alt det, et menneske har oplevet, værdsat, ønsket, forsøgt eller længtes efter.

Nogle erfaringer bliver fremhævet.

Andre bliver lettere overset.

Derfor kan What else is there? være et interessant spørgsmål.

Ikke kun:

Hvem er jeg?

Men også:

Hvad mere betyder noget for mig?

Det, vi endnu ikke har givet plads

Nyere psykologisk forskning giver en interessant vinkel på netop denne åbenhed.

I en serie på fem eksperimenter med i alt 989 deltagere undersøgte forskere, hvad der skete, når mennesker blev inviteret til at tænke på selvet som mere sammensat frem for som relativt enhedspræget.

Aktiveringen af det multiple selv var forbundet med moderat større psykologisk åbenhed på tværs af forskellige mål — blandt andet større åbenhed over for forandring, et bredere spænd af værdier og større decentrering.

Det betyder selvfølgelig ikke, at et godt liv kræver, at vi konstant genopfinder os selv.

Vi har brug for noget, vi kan stå på. Relationer, værdier og fortællinger, der skaber kontinuitet.

Men måske har vi samtidig brug for, at fortællingen om os selv ikke bliver så færdig, at den ikke længere kan overraskes.

For hvis fortællingen allerede er afsluttet, bliver mulighederne også færre:

Sådan er jeg.

Det interesserer mig ikke.

Det er ikke noget for mig.

Det kan jeg ikke.

Men hvad hvis fortællingen får lov til at stå en lille smule mere åben?

Måske handler et helt liv ikke om at finde den ene ting, der endelig fortæller os, hvem vi er.

Måske handler det også om at give plads til flere af de ting, der gør livet levende.

Hvad kunne få mere plads?

Måske føler vi os ikke hele, fordi vi endnu ikke har fundet ud af, hvem vi er, men fordi der ikke er blevet plads til nok af det, der betyder noget for os.

Det ændrer også spørgsmålene.

Hvad betyder noget for mig?

Hvad savner jeg?

Hvad i mit liv giver mig noget, som de andre dele ikke kan give mig?

Er der noget vigtigt, der er kommet til at fylde for lidt?

Det er også spørgsmål, man kan være nysgerrig på i terapi.

Ikke for at grave sig frem til et mere sandt eller autentisk selv, der hele tiden har ligget gemt nedenunder. Men for at undersøge de værdier, erfaringer, relationer, interesser og længsler, som måske ikke har fået særlig meget plads i den fortælling, man hidtil har levet efter.

Vi har brug for sammenhæng.

Men måske behøver sammenhæng ikke betyde, at vi skal vælge én fortælling og blive i den.

Måske kan et sammenhængende liv også være et liv, hvor flere ting får lov til at betyde noget.

What else is there?

Eller sagt lidt anderledes:

Hvad kunne få mere plads?

Narrative samtaler

Jeg tilbyder narrative samtaler for kvinder med fokus på blandt andet identitet og selvforståelse, relationer og kærlighed, arbejdsliv og kreativitet, livsvalg og mening.

Samtalerne tager afsæt i narrativ terapi og i en nysgerrighed på de fortællinger, værdier og muligheder, der måske endnu ikke har fået nok plads.

Læs mere om individuelle samtaler hos psykolog Emilie Assentoft på Frederiksberg.

Referencer

Linville, P. W. (1987). Self-complexity as a cognitive buffer against stress-related illness and depression. Journal of Personality and Social Psychology, 52(4), 663–676.

Brook, A. T., Garcia, J. & Fleming, M. A. (2008). The effects of multiple identities on psychological well-being. Personality and Social Psychology Bulletin, 34(12), 1588–1600.

Suszek, H., Kopera, M. & Jakubczyk, A. (2025). The multiple self and psychological openness.

Silva, E. B. (2016). Unity and Fragmentation of the Habitus. The Sociological Review, 64(1).