Livet er fuldt af overgange. Nogle vælger vi selv, andre kommer uventet. Vi flytter fra et sted, vi har holdt af, skifter arbejde, afslutter et kærlighedsforhold eller mister et menneske, som har haft stor betydning for os. Nogle gange glæder vi os til det nye, andre gange er vi fyldt med sorg og usikkerhed. Og ofte er det en blanding.
Selv når vi ved, at en forandring er rigtig for os, kan vi opleve en længsel efter det, vi forlader. Minder kan pludselig dukke op med en særlig intensitet. Vi kan savne et tidligere hjem, et menneske eller en periode af vores liv, selvom vi egentlig ikke ønsker os tilbage.
Men hvordan kan vi bevare forbindelsen til det, vi har mistet, uden at blive hængende i fortiden? Og kan vi måske gøre livets overgange lidt blødere ved at finde en måde at tage det betydningsfulde med os videre?
Nostalgi – når fortiden kalder
Nostalgi er en bittersød følelse. Vi mindes mennesker, steder og begivenheder, som engang var en del af vores liv. Måske husker vi især de gode øjeblikke, mens hverdagens vanskeligheder træder i baggrunden.
Men nostalgi er ikke nødvendigvis et udtryk for, at vi ønsker at vende tilbage. Den kan også være en måde at bevare forbindelsen til vores egen historie på.
Psykologisk forskning peger på, at nostalgi kan styrke vores oplevelse af mening, social forbundethed og kontinuitet i vores identitet. Når vi mindes betydningsfulde begivenheder og relationer, kan det hjælpe os med at opleve en sammenhæng mellem den, vi engang var, og den, vi er i dag.
Men forskningen viser også, at nostalgi ikke altid er hjælpsom.
I et studie undersøgte psykologerne Aarti Iyer og Jolanda Jetten (2011), hvilken betydning nostalgi havde for unge mennesker i overgangen til universitetslivet. De fandt, at nostalgiens betydning afhang af, hvorvidt de unge oplevede sammenhæng mellem deres tidligere og nuværende identitet.
Når de unge oplevede sammenhæng mellem deres tidligere og nuværende identitet, kunne nostalgi have positive konsekvenser for deres trivsel og oplevelse af at kunne håndtere nye udfordringer. Men når de oplevede et større brud mellem deres fortid og nutid, kunne nostalgien hænge sammen med lavere trivsel og mindre åbenhed over for nye muligheder.
Det er en interessant pointe. For måske er det ikke kun et spørgsmål om, hvor meget vi tænker tilbage, men også hvordan vi forholder os til vores fortid.
Bliver fortiden et sted, vi søger tilflugt, fordi vi er bange for det nye? Eller kan den være en kilde til styrke, som hjælper os med at bevæge os videre?
De fortællinger, vi skaber om vores liv
Den amerikanske psykolog Dan McAdams har gennem sin forskning i narrativ identitet beskæftiget sig med, hvordan mennesker skaber sammenhæng og mening gennem fortællinger om deres liv.
Ifølge McAdams udvikler vi en oplevelse af, hvem vi er, ved at forbinde vores fortid, nutid og forestillinger om fremtiden i en mere eller mindre sammenhængende fortælling.
Men vores fortællinger er ikke statiske. De forandrer sig i takt med, at vi gør os nye erfaringer.
Når vi gennemgår større livsovergange, kan vi derfor også opleve, at vores forståelse af os selv bliver udfordret. Vi er måske ikke længere nogens kæreste, kollega eller nabo. Vi bor ikke længere det samme sted eller lever det liv, vi engang forestillede os.
Det betyder dog ikke, at vores tidligere erfaringer mister deres betydning.
Tværtimod kan de være med til at skabe en oplevelse af kontinuitet, også når vores liv ændrer retning.
I en undersøgelse fra 2022 fandt Hong, Sedikides og Wildschut, at nostalgi kunne styrke menneskers oplevelse af sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. En væsentlig forklaring var den narrative meningsskabelse – altså den måde, vi forbinder vores erfaringer til en sammenhængende fortælling om os selv.
Måske er det netop derfor, vi nogle gange vender tilbage til vores minder, når livet forandrer sig. Ikke nødvendigvis for at blive i fortiden, men for at forstå, hvordan den hænger sammen med det liv, vi lever nu.
Re-membering – at bevare forbindelsen
Inden for narrativ terapi udviklede den australske familieterapeut Michael White en praksis, som han kaldte re-membering.
Begrebet tager udgangspunkt i, at vores identitet ikke alene formes af os selv, men også gennem vores relationer til andre mennesker.
White beskrev metaforisk vores liv som en klub, hvor betydningsfulde mennesker har forskellige former for medlemskab.
Nogle mennesker har haft en særlig fremtrædende plads i vores liv. Andre har været med i kortere perioder, men kan alligevel have haft stor betydning for, hvordan vi forstår os selv.
Når vi mister en relation, behøver vi ikke nødvendigvis at fjerne mennesket fra vores livsfortælling. Vi kan i stedet undersøge, hvilken betydning relationen har haft, og hvad vi ønsker at bevare fra den.
Måske har et tidligere kærlighedsforhold lært os noget om nærhed og tillid. Måske har en ven hjulpet os med at få øje på sider af os selv, som vi ikke tidligere kendte. Eller måske har et sted, vi engang boede, været forbundet med en særlig oplevelse af frihed og tilhørsforhold.
Selvom relationen eller livsperioden er afsluttet, behøver dens betydning ikke at være det.
En særlig interessant del af re-membering er, at vi ikke kun undersøger, hvad andre mennesker har betydet for os. Vi kan også undersøge, hvad vi selv har betydet for dem.
Hvad mon et menneske, som engang stod os nær, satte pris på ved os? Hvilke sider af os selv kom til udtryk i relationen? Og hvilke af disse sider ønsker vi fortsat at give plads i vores liv?
Re-membering handler dog ikke kun om at bevare forbindelsen til mennesker, der har været betydningsfulde for os. Det handler også om, at vi aktivt kan tage stilling til, hvilken plads og indflydelse forskellige mennesker skal have i vores fortsatte livsfortælling. Nogle relationer ønsker vi måske at give større betydning, mens andre skal fylde mindre.
På den måde bliver vores tidligere relationer ikke kun fortællinger om noget, vi har mistet. De kan også minde os om værdier, egenskaber og muligheder, som stadig er en del af os.
At gøre livets overgange blødere
Vi taler ofte om vigtigheden af at give slip, når noget er forbi. At komme videre, lægge fortiden bag os og åbne os for nye muligheder.
Men måske kan forestillingen om, at vi skal give slip på alt det gamle, nogle gange gøre forandringer mere smertefulde, end de behøver at være.
For hvad nu, hvis vi ikke behøver at vælge mellem fortiden og fremtiden?
Hvad nu, hvis vi kan bevare kærligheden til et menneske, selvom relationen er afsluttet? Hvis vi kan mindes et tidligere hjem med varme og samtidig glæde os over det nye? Eller hvis vi kan sørge over en periode af vores liv, selvom vi ved, at vi ikke ønsker at vende tilbage til den?
Re-membering tilbyder en måde at undersøge disse spørgsmål på. Ikke ved at forsøge at fastholde fortiden, men ved at give det betydningsfulde en plads i vores fortsatte livsfortælling.
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal bevare alle relationer som noget positivt. Nogle relationer har været smertefulde, og nogle gange er afstand netop det, vi har brug for.
Men når en relation har været betydningsfuld, kan det være hjælpsomt at undersøge, hvordan vi ønsker at give den en plads i vores historie.
Og måske er det netop her, at nostalgi kan blive en ressource frem for en flugt.
Når vi ikke længere behøver at vende tilbage til fortiden for at bevare forbindelsen til den, kan der måske blive mere plads til det nye.
Vi kan lade minderne minde os om, hvem vi har været, hvad vi har holdt af, og hvilke værdier vi ønsker at tage med os.
Måske er det en måde at gøre livets overgange lidt blødere på.
Ikke ved at glemme det, vi forlader, men ved at lade det få en ny plads i det liv, vi er på vej ind i.
Og måske kan vi spørge os selv:
Hvilke mennesker, steder og erfaringer har været med til at forme mig?
Hvad har de lært mig om det, der er vigtigt i mit liv?
Og hvad ønsker jeg at tage med mig videre?
For nogle gange handler det at komme videre måske ikke så meget om at give slip, men om at finde ud af, hvad vi gerne vil bevare.
Referencer
Hong, E. K., Sedikides, C., & Wildschut, T. (2022). How Does Nostalgia Conduce to Global Self-Continuity? The Roles of Identity Narrative, Associative Links, and Stability. Læs artiklen.
Iyer, A., & Jetten, J. (2011). What's left behind: Identity continuity moderates the effect of nostalgia on well-being and life choices. Læs artiklen.
McAdams, D. P., & McLean, K. C. (2013). Narrative Identity. Current Directions in Psychological Science, 22(3), 233–238.
White, M. (2007). Maps of Narrative Practice. W. W. Norton & Company. Læs om re-membering.
