Sommer, hvile og nye fortællinger

Et refleksionsessay om narrativ terapi, kvinder, natur og værdien af at gøre ingenting.

Der er noget ved sommeren.

Lyset falder anderledes ind gennem vinduerne. Dagene bliver længere. Kalenderen bliver lidt mere porøs. For en stund føles det, som om verden giver os lov til at sænke tempoet.

Jeg har selv øvet mig i at lave lidt mere ingenting denne sommer. Det har overrasket mig, hvor mange tanker, idéer og gode samtaler der først opstår, når jeg holder op med hele tiden at være på vej videre.

Og alligevel kan det være netop dér, uroen melder sig.

For hvorfor kan det være så svært at lave ingenting?

Når tempoet falder, bliver det ofte lettere at høre de fortællinger, vi bærer rundt på om os selv. Fortællinger om, at vi skal være produktive. At vi skal præstere. At vi skal udnytte tiden. At hvile først er fortjent, når alt det praktiske er klaret.

Som narrativ psykolog er jeg nysgerrig på netop de fortællinger. Hvor kommer de fra? Hvem har lært os dem? Og hjælper de os stadig – eller er de begyndt at begrænse os?

Den amerikanske kunstner og forfatter Jenny Odell beskriver, hvordan vores opmærksomhed hele tiden trækkes mod det, der kan måles, produceres og optimeres. Hun inviterer os til at rette opmærksomheden mod det, der ikke nødvendigvis har et formål, og minder os om, at vores værdi ikke afhænger af, hvor meget vi producerer.

Noget lignende finder vi hos psykologerne Rachel og Stephen Kaplan. Allerede i indledningen til The Experience of Nature skriver de:

"People plant flowers and shrubs and nurture house plants; cities invest heavily in trees; citizens band together to preserve natural settings they have never seen; landscapes for centuries have been the subject of painting and poetry. Nature seems important to people."
(Kaplan & Kaplan, 1989, s. 1).

Det er en enkel observation, men også en smuk en. Længe før vi taler om forskning og teorier, har mennesker søgt mod naturen. Måske fordi den giver os noget, som kan være svært at sætte ord på – et sted, hvor opmærksomheden får lov til at falde til ro, og hvor nye tanker kan opstå.

Måske er det netop dét, der kan ske, når vi laver ingenting.

Ikke ingenting som tomhed, men ingenting som et rum.

Et rum, hvor der pludselig bliver tid til en samtale, der ellers aldrig var blevet taget. Hvor vi bliver siddende lidt længere på en bænk. Hvor en ny idé opstår. Hvor vi får øje på noget i naturen – eller i os selv – som vi ellers var gået forbi.

Måske er det netop i de øjeblikke, hvor vi holder op med hele tiden at være på vej videre, at nye fortællinger får mulighed for at vise sig.

Ikke fordi vi leder efter dem.

Men fordi der endelig er plads til, at de kan komme til os.

Det er også noget af det, jeg holder allermest af ved narrativ terapi. Sammen undersøger vi de fortællinger, der former vores liv, men vi leder også efter de små øjeblikke, hvor noget andet allerede er på spil. De erfaringer, værdier og håb, som måske længe har været der, men som først bliver synlige, når tempoet sænkes.

Måske begynder nye fortællinger ikke med, at vi gør mere.

Måske begynder de med, at vi for en stund tør gøre lidt mindre.

I et kommende indlæg vil jeg skrive om, hvorfor naturen kan føles som et særligt sted at tænke – og hvad forskningen og litteraturen fortæller os om, hvorfor nogle af vores vigtigste tanker opstår netop dér.

Litteratur

Kaplan, R., & Kaplan, S. (1989). The Experience of Nature: A Psychological Perspective. Cambridge University Press.

Odell, J. (2019). How to Do Nothing: Resisting the Attention Economy. Melville House.