Når naturen hjælper os med at tænke
Forleden gik jeg en tur i en svensk skov.
Den var så stor, at jeg uden besvær kunne være faret vild.
Men det gjorde jeg ikke.
I stedet oplevede jeg noget andet. Mine tanker begyndte langsomt at falde på plads. Ikke fordi jeg fandt et svar. Ikke fordi jeg besluttede mig for noget særligt. Men fordi de fik lov til at bevæge sig i deres eget tempo.
Jeg ved ikke, om det var bevægelsen eller naturen. Sandsynligvis var det begge dele.
Det fik mig til at tænke på, om vi måske tænker mere originale tanker, når vi er alene i naturen.
Ikke fordi naturen tænker for os.
Men fordi den for en stund dæmper alt det, der ellers fylder. Telefonen. Trafikken. Tempoet. Andre menneskers forventninger. Måske bliver det lettere at høre sin egen stemme, når verden omkring os larmer lidt mindre.
Noget forskning peger i den retning. Den amerikanske psykolog Stephen Kaplan beskrev, hvordan naturen giver vores opmærksomhed mulighed for at hvile. Andre studier peger på, at både natur og det at gå kan understøtte kreativ tænkning. Selv træerne bidrager på deres egen måde. De udskiller duftstoffer – phytoncider – som ser ud til at påvirke os mere, end vi længe har været klar over. Måske er det én af grundene til, at en tur mellem træerne kan føles anderledes end en tur gennem byen.
Det er en tanke, der har været med os længe. Søren Kierkegaard skrev, at han hver dag gik sig til velbefindende, og at han ikke kendte en tanke så tung, at man ikke kunne gå fra den. Den norske forfatter Thomas Espedal skriver om at gå, som om det var en måde at tænke på. Hos ham bliver vandringen ikke bare en bevægelse gennem landskabet, men også gennem kærligheden, sorgen og livet.
Det genkender jeg.
Mine bedste idéer kommer sjældent, når jeg leder efter dem.
De kommer, når jeg holder op.
Når jeg går.
Som psykolog møder jeg ofte mennesker, der leder efter det rigtige svar. Hvad skal jeg gøre? Hvem er jeg? Hvordan kommer jeg videre?
Jeg ved ikke, om de vigtigste svar altid findes ved at tænke hårdere.
Måske findes de nogle gange ved at gå lidt længere.
En gåtur i naturen fjerner ikke nødvendigvis sammenligningerne. Vi møder stadig andre mennesker og bliver mindet om, at deres liv ser anderledes ud end vores eget.
Men måske bliver det lettere at vende tilbage til det liv, vi faktisk lever.
Til de tanker, ingen andre kan tænke for os.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at gå.
