Lad verden svare
Om at give slip på udfaldet
For mange år siden læste jeg Judith Becks Kognitiv terapi – teori, udøvelse og refleksion. En enkelt passage gjorde et overraskende stort indtryk på mig. Beck beskriver, hvordan det ikke nødvendigvis er situationen i sig selv, der afgør, hvordan vi får det, men også den måde, vi fortolker den på. To mennesker kan befinde sig i den samme situation og opleve den vidt forskelligt.
Jeg husker, at tanken gav mig håb.
Hvis vores oplevelse ikke er fuldstændig fastlagt af det, der sker med os, så kan noget forandre sig. Vi er ikke nødvendigvis dømt til at opleve verden på den samme måde for evigt.
Men måske gemmer der sig også en fælde i vores længsel efter forandring.
For hvis noget kan forandres, kan vi let komme til at tro, at vi også skal kunne få det til at forandre sig.
At vi skal sige de rigtige ord. Træffe de rigtige valg. Arbejde lidt hårdere. Få et andet menneske til at få det bedre. Få en relation til at lykkes. Få os selv til at føle noget bestemt.
Vi forsøger at kontrollere udfaldet.
Og det kan være enormt udmattende.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa bruger begrebet resonans til at beskrive en anden måde at være i forbindelse med verden på. Resonans opstår, når noget berører os, vi svarer på det, og der sker en bevægelse mellem os og verden.
Det kan være i mødet med et andet menneske. Med naturen. Med kunsten. Med musik.
Men resonans kan ikke forceres.
Vi kan skabe betingelserne for den. Vi kan møde op. Vi kan række ud. Vi kan gøre os modtagelige. Men vi kan ikke bestemme, om verden svarer. Og hvis den gør, kan vi heller ikke på forhånd bestemme, hvad mødet skal gøre ved os.
For nylig oplevede jeg noget af det på Syd for Solen.
Jeg havde egentlig forventet at blive træt, men oplevede nærmest det modsatte. Musikken, samtalerne og fællesskabet gav mig energi. Ikke fordi jeg havde besluttet, at dagen skulle gøre det. Det skete bare.
Jeg hørte Eee Gee, hvis musik blandt andet kredser om at være anderledes og om som kvinde at kunne være sin egen favorite lover. Senere stod jeg til Medina og hørte Kun for mig og Giv slip.
Og da koncerten sluttede, stod der med enorme bogstaver på scenen:
HUSK HVEM DU ER.
Det er måske en kende banalt at få en eksistentiel erkendelse til en popkoncert. Men nogle gange er livet åbenbart sådan.
For måske handler det at give slip ikke om at opgive sig selv.
Måske nærmest tværtimod.
Jo mere jeg kan acceptere mig selv og den måde, jeg er i verden på, desto mindre behøver jeg måske, at andre mennesker skal være som mig.
Hvis jeg kan give plads til mit eget selv, bliver der også mere plads til dit.
Du behøver ikke opleve det samme som mig. Du behøver ikke træffe de valg, jeg ville have truffet. Du behøver ikke reagere på den måde, jeg havde håbet.
Du må være dig.
Og måske er det netop dér, et egentligt møde kan opstå. Ikke når den ene forsøger at forme den anden, men når to forskellige mennesker kan stå i verden med hver deres stemme og stadig række ud mod hinanden.
At huske, hvem man er, står derfor måske ikke i modsætning til at give slip.
Måske er det en forudsætning for det.
Det bliver særligt tydeligt, når vi forsøger at hjælpe andre mennesker.
Vi kan lytte. Vi kan spørge. Vi kan støtte. Vi kan fortælle, hvad vi ser. Vi kan række ud.
Men hvis to mennesker kan befinde sig i den samme situation og opleve den forskelligt, må der også være en grænse for, hvor meget jeg kan vide om, hvad der er rigtigt for dig.
Jeg kan ikke bestemme, hvad mine ord skal gøre ved dig.
Jeg kan ikke bestemme dit svar.
Og jeg kan ikke redde dig fra livet.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at hjælpe hinanden. Tværtimod.
Måske kan omsorg nogle gange være at turde være der uden på forhånd at vide, hvad der skal ske. At støtte uden at overtage. At række ud uden at kræve et bestemt svar.
At lade den anden være et selv og ikke et projekt.
For hvis min egen ro hele tiden afhænger af udfaldet – om et andet menneske får det bedre, om relationen består, om projektet lykkes, om livet udvikler sig, som jeg havde forestillet mig – risikerer jeg at bruge enorme kræfter på at forsøge at kontrollere noget, der aldrig helt har været mit at kontrollere.
Og måske mister jeg samtidig noget af mig selv.
Det gælder ikke kun vores relationer til andre.
Det gælder også vores forhold til vores eget liv.
Vi kan gøre os umage. Vi kan ændre retning. Vi kan skabe bedre betingelser. Vi kan forsøge igen. Vi kan række ud efter verden.
Men vi kan ikke få livet til at love os et bestemt resultat.
Og følger man den tanke helt til ende, støder man måske på noget endnu mere grundlæggende:
Forgængeligheden.
Alt det, vi elsker, forandrer sig.
En sommer slutter. En koncert slutter. Relationer forandrer sig. Vores kroppe forandrer sig. De mennesker, vi elsker, skal ikke være her for evigt.
Det skal vi heller ikke.
Vi kommer til at miste.
Men måske er svaret på den erkendelse ikke at holde hårdere fast.
Måske er det at deltage.
At elske, selvom vi ikke kan beholde. At række ud, selvom vi ikke bestemmer svaret. At forsøge, selvom vi ikke kan kontrollere, hvad forsøget fører til.
At lade os berøre af verden, mens den er her.
At give slip på udfaldet er ikke det samme som at give op.
Det er ikke at give slip på sig selv.
Måske er det snarere at stå mere solidt i sig selv og derfra holde verden lidt mere åbent.
At acceptere, at livet ikke kan beholdes.
Og netop derfor må det leves.
Kilder
Beck, J. S. (2006). Kognitiv terapi – teori, udøvelse og refleksion. Akademisk Forlag.
Rosa, H. (2021). Resonans: En sociologi om forholdet til verden. Eksistensen.
Rosa, H. (2020). Det ukontrollerbare. Eksistensen.
Narrative samtaler
I min praksis tilbyder jeg narrative samtaler til kvinder. Her er udgangspunktet ikke, at du er et problem, der skal løses, men at vi sammen kan undersøge de fortællinger, erfaringer og værdier, der former dit liv – og skabe mere plads til det, der er vigtigt for dig.
